Sommerguide 2019 – Østdanmark

Sommerguide 2019 – Østdanmark

Jesper Just: Servitudes, 2015. Kunsthal Charlottenborg, 2019. Foto af David Stjernholm.

Fitness-kunst, eksilfortællinger og vestafrikanske stencirkler – Du behøver ikke rejse ud i verden for at få udvide dine horisonter. Vi har samlet en håndfuld bud på spændende udstillinger, du kan opleve i Østdanmark.

Kunsthal Charlottenborg
→ 11 aug  Jesper Just: Servitudes
Den internationalt anerkendte danske kunstner Jesper Just præsenterer sit mest omfattende videoværk til dato på Kunsthal Charlottenborg. Med totalinstallationen Servitudes griber han ind i den besøgendes oplevelse, udfordrer forestillinger om handlekraft versus passivitet og stiller skarpt på vor tids sociale interaktioner.
Læs vores anmeldelse af udstillingen her.

CGK – Carlsberg byens galleri og kunstsalon
5 jul – 26 jul  Disturbed Reflections
Uanset hvad der afspejles i billedkunsten vil spejlingen altid være “brudt” som overfladen på et vandløb eller en sø. Sådan lyder udgangspunktet for gruppeudstillingen Disturbed Reflections, hvor fem kunstnere fra forskellige vinkler og med kontrasterende medier skaber “brudte”, forvirrede – eller måske endda sindsforvirrede – refleksioner over kunst, perception og virkelighed.

Den Frie Udstillingsbygning
→ 18 aug Tabita Rezaire: Mamelles Ancestrales
Alle kender Stonehenge, men det er nok langt fra alle, der har hørt om de senegambiske stencirkler. Det gør dansk-guyanesiske Tabita Rezaire nu noget ved med totalinstallationen og videomontagen Mamelles Ancestrales, hvor de vestafrikanske cirkler danner afsæt for en meditation over myter, videnskab og menneskets forhold til kosmos gennem tiden.
Læs vores anmeldelse af udstillingen her.

Copenhagen Contemporary
20 jun – 10 nov  Wu Tsang: Diversity is Reality
Den amerikanske video- og performancekunstner Wu Tsang (f. 1982) kombinerer dokumentariske og narrative teknikker i værker, der gentænker magtstrukturer og stiller spørgsmål ved repræsentation af race og køn. I udstillingen Diversity is Reality kan du opleve to af hendes mest markante værker til dato: Into a Space og Love og Shape of a Right Statement (2008).

Louisiana Museum of Modern Art
→ 22 sep  Homeless Souls
Eksil og landflygtighed er gennemgående temaer i udstillingen Homeless Souls på Louisiana, som hen over sommeren præsenterer en række markante internationale kunstnere fra bl.a. Iran, Irak, Algeriet og Kosovo. Med afsæt i egne historier forholder kunstnerne sig til livet på flugt i en række værker, der på én gang er aktuelle og tidløse, alment menneskelige og stærkt personlige.

Kastrupgårdsamlingen
→ 29 sep  GRAFIK GRAFIK GRAFIK
Igennem 40 år har Kastrupgårdsamlingen fokuseret på grafik som håndværk og kunstnerisk udtryksform. Museets lange levetid fejres i år med en stor udstilling, der både byder på gensyn med dansk kunsts store grafikere og mulighed for at se sjældne værker, der aldrig tidligere har forladt magasinet.

Karen Blixen Museet
→ 29 dec  De nordiske norner og Blixens soveværelse

Mytologiske naturbeskrivelser og kvindekønnets gådefulde veje mødes i udstillingen De nordiske norner, der hylder tre af det 20. århundredes største nordiske forfattere: Selma Lagerlöf, Sigrid Undset og Karen Blixen. I udstillingsperioden vil det også være muligt at kaste et blik ind i Karen Blixens træbeklædte soveværelse, som er åbent for offentligheden.

ARKEN Museum for Moderne Kunst
→ 1 sep Kroppens Arena
Finurlige fitness-redskaber, en labyrintisk skulptur man kan træde ind i og et enormt stålbur på vandet, hvorfra man kan betragte sig selv og landskabet reflekteret i et spejl. Med udendørsudstillingen Kroppens Arena sætter ARKEN i Ishøj fokus på sansning, oplevelse og kropslige erkendelser.

Vandrehallen, Hillerød Bibliotek
→ 15 sep  Lærke Posselt: Q* the queer project
Portrættet er et tilbagevendende motiv i Lærke Posselts praksis. I udstillingen Q* the queer project sætter den internationalt anerkendte danske fotograf fokus på køn og identitet i en række portrætter, der udvisker gængse forestillinger om han, hen og hende.

Cisternerne
16 mar – 30 nov  SUPERFLEX: It is not the end of the world
Med science fiction elementer skaber SUPERFLEX et surrealistisk, men ikke så virkelighedsfjernt, scenarie, hvor klimaforandringerne har ændret samfundet drastisk. En oversvømmelse har fundet sted, forfaldet er i gang og på rejsen ind i det ukendte, vil den besøgende støde på levn fra en fjern fortid: vores egen nutid.
Læs vores anmeldelse af installationen her.
Læs vores interview med Superflex her.

KØS
12 apr – 15 sep DET ANDET STED
Udstillingen introducerer seks kunstprojekter, der i de seneste 10 år har ændret vores forestillinger om, hvad kunst i offentlige rum kan være og som har skabt nye uventede møder mellem publikum og samtidskunsten. AVPD, Kerstin Bergendal, Alex Hartley, Ragnar Kjartansson, Katie Paterson og Héctor Zamora har på hver deres måde gentænkt de centrale faktorer, der spiller en afgørende rolle for præcis kunst i offentlige rum, nemlig tid, sted og deltagelse.
Læs vores anmeldelse af udstillingen her.

Del artiklen

'Sommerguide 2019 – Østdanmark'

Facebook