Guide til virtuelle kunstoplevelser

Guide til virtuelle kunstoplevelser

Will Benedict & Steffen Jørgensen: The Restaurant: Season 2, 2020. Filmen er en del af programmet på CPH: DOX.

Kunsten.nu guider til virtuelle kunstoplevelser, som du kan udforske under den aktuelle coronavirus lockdown.

De fleste kunstinstitutioner er lukkede, og derfor må kunsthungrende danskere ty til andre kunstoplevelser end de fysiske ude på museerne, gallerierne og kunsthallerne. Vi har lavet en liste med anbefalinger til en række virtuelle kunstoplevelser nedenfor:

Artland
Artland er en platform, hvor aktuelle kunstudstillinger kan opleves i Virtual Reality. Princippet kender du måske fra Googles Street View, hvor tredimensionale affotograferinger gør det muligt at bevæge sig rundt i et virtuelt udstillingslokale. Artland viser både danske og udenlandske udstillingssteder, så der er masser af online kunstoplevelser af grave ned i!

Kunsthal Charlottenborg
Chrlottenborg lancerer kunstens svar på Netflix i et samarbejde mellem Kunsthal Charlottenborg, DIS, Tranen og CPH:DOX. Film og serier, der oprindeliget skulle have været vist i forbindelse med udstillingen DIS presents: What Do People Do All Day?, vil nu i stedet blive tilgængelige på streamingplatformen Dis.art og være gratis til rådighed for hele Danmark frem til 1. september 2020.

Louisiana Museum of Modern Art
Louisiana Channel findes der et stort arkiv af videomateriale med kunstnere. Delt ind under kategorierne ‘kunst’, ‘litteratur’, ‘musik’, ‘arkitektur’ og ‘design’ er der en hel verden af videoer, der bare ligger klar til at blive set.

Kunsten Museum og Modern Art i Aalborg
Lockdown er hårdt for både forældre og børn, og heldigvis ligger der undervisningsmateriale på Kunstens hjemmeside, hvor man blandt andet kan tage på Den digitale billedskole!

Statens Museum for Kunst
79.002 værker har man online adgang til på SMK Open. Du kan surfe gennem arkivet ved blandt andet at udvælge en farve, som så finder billeder der indeholder den valgte farve. Du kan også søge på din yndlingskunstner eller udforske kunstnere du slet ikke kender.

Fotografisk Center
På Fotografisk Centers online udstillingsplatform On The Go kan man dykke ned i værker fra fortrinsvis yngre fotografer/billedkunstnere. Lige nu udstilles serien World in Brief af Elke Numeyer-Windshuttle.

Kunsthal Aarhus
Gå på opdagelse i arkivet, der rummer kunstnerinterviews, videodokumenterede talks samt installationsfotos. Man kan blandt andet se en video med forfatter og billedkunstner Amalie Smith, der fortæller om sin udstilling Clay Theory og tankerne bag.

Kvindemuseet
Du kan finde artikler, lyd- eller videoindhold produceret af, for eller i samarbejde med Kvindemuseet på deres blog. Her finder man blandt andet serien Nyt fra museumsdirektøren, podcasts og Gæsternes tanker.

Filmstriben
Nok er Filmstriben ikke en kunstinstitution, men man kan finde flere inspirerende dokumentarer om kunstnere til de lange mørke aftener. Her kan man se alt fra Det skinbarlige øje: en film om Michael Kvium til Mariana Abramovic – the artist is present.

Storm P. Museet
Storm P. Museet på Frederiksberg tilbyder en virtuel 3D tur i den aktuelle udstilling Valhalla – Historien bag succesen. På den virtuelle rundtur kan du opleve udstillingens rum og massevis af tegninger og skitser, nærlæse udstillingstekster og se korte formidlingsfilm.

Dansk Arkitektur Center DAC
Gå på virtuel opdagelse i BIGs FORMGIVNING udstillingen hos Dansk Arkitektur Center.

CPH:DOX
Den københavnske filmfestival CPH:DOX aflyser deres fysiske filmfremvisninger og går i stedet online, så du nu kan streame filmene hjemme fra sofaen.

Moderna Museet Malmö
Du behøver ikke længere rejse over Øresund eller Kattegat for at opleve svensk kunst. Moderna Museet kommer til dig hjemme i sofaen med både podcast og Youtubekanal.

Bikubenfonden
Bikubenfondens Salon VISION har de seneste år taget en række aktuelle emner op inden for samtidskunsten. Det er der kommet podcastserien Kunstpodcast VISION ud af.

Læs også: Gå på nettet i stedet – Kristoffer Gansing anbefaler netkunst

Bruun Rasmussen
Fra den 24. marts kan man tage del i Bruun Rasmussens virtuelle fernisering, der afholdes i forbindelse med deres auktion over 120 samtidskunstværker. Du kan bevæge dig rundt gennem et 3D-galleri fyldt med samtidskunstværker af danske og udenlandske kunstnere.

SUPERFLEX
Med blot et par få klik kan du nu opleve film fra SUPERFLEX, der tilføjer sig selv til den lange række af online og digitale kunst- og kulturtilbud. Deres bidrag hedder SUPERFLEX PRESENTS, og hver uge ligger de en ny SUPERFLEX film op.

Del artiklen

'Guide til virtuelle kunstoplevelser'

Facebook