Skrøbeligt og skarpt

Skrøbeligt og skarpt

Sophia Kalkau: White Situation, 2012. Iscenesat foto. Værket kan ses på Sorø Kunstmuseums udstilling Line of Circles. Pressefoto

Vis billedserie

Sophia Kalkau slår et cirkelslag om tilværelsen med sine på én gang gådefulde, kølige og æstetisk fuldendte værker, der netop nu kan ses på udstillingen Line of Circles på Sorø Kunstmuseum.

Sophia Kalkau (f. 1960) er en billedhugger, som ofte arrangerer situationer med sin egen krop som skulpturelt objekt. Undertiden ligger hun svøbt i et blødt, rødt, hvidt eller hudfarvet silkeklæde, som lader os ane hendes krop nedenunder, til andre tider ser man hende ryg- eller sidevendt med sælsomme rekvisitter i hånden. Hun giver sig sjældent direkte til kende, men optræder mere som en mytisk og mangetydig figur fra den græske eller ægyptiske oldtid end som en moderne kvinde. Hun fremstår som en fascinerende blanding af shaman, antik gudinde og heks på en rejse til fjerne virkelighedshorisonter, hvor månen leder hende på vej.

Sophia Kalkau: Algebraic Objects, 2015. Pressefoto

Det handler om forvandlinger eller metamorfoser, hvor betydningen konstant oscillerer, så den undslipper os, lige når man tror, man har fanget den. Denne gådefuldhed forstærkes yderligere, når Kalkau, som det fx ses i serien Owl Vision (2015), anvender solariseringen som fotografisk metode. Her udsættes filmen under fremkaldelsen for lys, så motivet ”reverseres”, og de lyse partier bliver mørke og omvendt, samtidig med at der opstår nogle auraagtige konturlinjer rundt om formerne. Denne teknik blev opfundet i 1800-tallet og dyrket poetisk af surrealisten Man Ray (1890-1976). Disse fotografier virker spøgelsesagtige som grafik, der er badet i månens sølvhvide lys.

Feminin punch
Betragterens fantasi kommer på arbejde i mødet med Kalkaus værker – også fordi de optræder helt renset fra enhver social og historisk kontekst. Kalkau zoomer skarpt ind på det, som hun vil undersøge og fremvise – alt overflødigt ”fedt” er skåret væk.

Værkerne er på den ene side feminine og skrøbelige og på den anden side knivskarpe, så man i overført betydning skærer sig på dem. Hun kan også gribe hårdt om nosserne – som i Suspended Balls (2008) – to testikellignende former, som er ophængt i et spil på væggen.  Her kan man ikke andet end at trække på smilebåndet. Men så snart man drejer blikket lidt, får man øje på værket Vessel (2011), som hænger i tre trosser, der ligeledes er fastgjort til et spil. Denne ildevarslende, dykkerlignende tingest stirrer uhyggeligt tilbage på en med sit spejl, som sender lysreflekser ned i gulvet. Og i næste rum fryser man til is ved synet af Pandora’s Lid (2010) – låget fra den farlige æske, som ifølge græsk mytologi rummer alverdens ulykker og forbandelser. Det ligger nu og vipper på gulvet. Fanden er løs!

Sophia Kalkau: Act in Circles – Lines of What, 2017. Pressefoto

Rå udstillingsrum
Kalkau er især optaget af de geometriske former. Det drejer sig om cirklen, ægformen ellipsoiden (en regelmæssig ellipseform i modsætning til ægget), skiven, kuglen, cylinderen og keglen. På udstillingen i Sorø, som for nylig blev præmieret af Statens Kunstfond, er især cirklen i spil – apropos titlen Line of Circles, som antyder cirklen som en sluttet linje, der lukker noget ude og omslutter andet. Kalkau arbejder som regel med afsæt i de rum, som værkerne installeres i, og Sorø Kunstmuseums nye, rå udstillingsrum, som befinder sig under terræn, klæder værkerne, der er skabt af hårde, industrielt udseende materialer som metal, spejle og masser af glas. Der er to cirkelrunde vinduer i loftet, som lukker ovenlyset ned. De kan minde om øjne, som kigger ned i udstillingen. De er det tematiske afsæt for Kalkau, og de går igen som et ekko i flere af fotografierne, ikke mindst i serien med de sorte og hvide ”skydeskiver”, som har givet navn til udstillingen.

Kalkau arbejder både som fotograf og scenograf og som skulptør – i lighed med sin ældre kollega Kirsten Justesen (f. 1943), som i årtier har arbejdet inden for samme felt, men med en mere feministisk kant og med mere humor. Hendes værker kan – som Helle Brøns fremhæver i sin informative katalogtekst – også føres tilbage til kunstneriske pionerer fra udlandet som Hannah Wilke (f. 1940), Rebecca Horn (f. 1944) og Francisca Woodman (f. 1958) og sidst, men ikke mindst og helt åbenlyst, Louise Bourgeois (1911-2010), især i fotoet Entwined (Ophelia) fra 2011, hvor Kalkau ligger på en plade under et draperet, hudfarvet silkestof, og der ligger nogle patteformer, som peger direkte tilbage på Louise Bourgeois’ (1911-2010) lyserøde skulpturer i marmor og gummi, Mamelles.

To og tre dimensioner
Der pågår en vekseldrift mellem repræsentationen – billedet – og den fysiske tilstedeværelse i de objekter eller skulpturer, som vi oplever i rummene. Men fællesnævneren er et spil mellem det bløde og hårde, det stivnede og det formbare, det levende og det døde. I værkerne mødes en feminin fragilitet med objekternes kantede hårdhed i et pirrende samspil.

Sophia Kalkau: Line of Circles no3, 2016. Pressefoto

Trods den aldrig svigtende finish og den æstetiske formfuldendthed, som løfter værkerne væk fra verdens støv, slid, fejl og andre utilstrækkeligheder, viser Kalkau tilværelsen som en vanskelig linedans og en farlig affære. Ifølge Kalkau går vi på tynd is, og korthuset kan vælte når som helst. Styrken finder hun i den æstetiske formfuldendthed, der forlener skrøbeligheden med en vis modstandskraft – og et uafviseligt nærvær. Det fremgår i øvrigt også af hendes seneste bemærkelsesværdige værker til det offentlige rum – fx Det ægyptiske æg (2016) på pladsen foran Den Frie Udstillingsbygning ud til Østervoldgade og Marmorstelen (2016) til Grøndalskirken i Københavns nordvestkvarter. Det er store, monumentale, stedsspecifikke og uhyre smukke værker. Solide som ind i Helvede.

Udstillingskatalog: 36 sider med tekster af Charlotte Sabroe, Helle Brøns (hovedteksten) og med kortprosatekster af Ursula Ankjær Olsen. Kr. 75,-

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Skrøbeligt og skarpt'

Facebook