Sigrids Stue: “Empatisk, visuel aktivisme, kan man kalde det”

Sigrids Stue: “Empatisk, visuel aktivisme, kan man kalde det”

Lars Henningsen, Ambra Molinari og Grete Aagaard. Tre af drivkræfterne bag kunstprojektet Sigrid Stue, der folder sig ud i boligområdet Gellerupplanen ved Aarhus. Foto: Ole Bak Jakobsen.

Billedserie

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

I ti år har kunstprojektet Sigrids Stue været funderet i boligområdet Gellerupparken ved Aarhus. Mød tre af drivkræfterne bag projektet, og hør om hvordan dyrkningen af en nyttehave, kortlægningen af netværkstrukturer og opsætningen af en grøn bænk alt sammen er udtryk for, hvordan man som kunstnere kan agere i en lokal kontekst, stille overraskende og kritiske spørgsmål og åbne op for nye dialoger.

“Gellerup er et af de mange boligområder, der er inspireret af arkitekten Le Corbusier, og hans tanker om gode boliger, lys og luft og grønne områder til almindelige mennesker”, siger billedkunstner Grete Aaggaard, da hun tager imod.

Jeg er taget til Aarhusbydelen Gellerupparken, og har fundet frem til en lejlighed på tredje sal til venstre på Dortesvej 3. Jeg er kommet for at høre om Sigrids Stue, som er en samtidskunstplatform, der netop tager udgangspunkt i Gellerup, og i en bred vifte af projekter arbejder sammen med lokale såvel som nationale og internationale partnere.

Indenfor møder jeg også Ambra Molinari, som er visuel antropolog, og Lars Henningsen, der i en årrække har arbejdet med dokumentarfilm. Sammen med Grete Aagaard er de med i den otte personers store projektgruppe, som aktuelt er med til at drive Sigrids Stue.

Secil Yaylali tester neontegn før opsætning på blokkene under projektet Neon tegn kultur logografi. Foto: Sigrids Stue.

Lejligheden på tredje sal er Sigrids Stues base. Her holdes møder og workshops, og her er plads til de kunstnere, der løbende er knyttet til forskellige projekter i længerevarende residency-ophold. Blandt de mange kunstnere, der gennem årerne har været indlogeret i lejligheden er eksempelvis tyrkiske Seçil Yaylalı, som i en række workshops med beboere i Gellerup udviklede et et fælles symbol- eller tegnsprog i området, og Maj Hasager, der under sit ophold skabte et film- og lydprojekt, Erindringens dissonans.

Aktuelt skulle den engelske arkitekt Carl Fraser have været her. Men på grund af Coronasituationen arbejder han fra London på sit projekt med at kortlægge og visualisere årtiers udfoldelse af definitionsmagt, når det gælder om at italesætte og træffe bestemmelser om, hvordan mennesker og grupper bedst passer ind i eksempelvis en samling boligblokke.

Vi flyver som vinden blæser. Luftfoto optaget fra drage af Karen Blixens Boulevard i konstruktionsfasen, sommeren 2016. Foto: Sigrids Stue.

Fra velfærdsideal til ghettoliste

Boligområdet Gellerupparken blev bygget sidst i 1960’erne ud fra ideer om funktionelle og hurtigt opførte montagebyggerier i beton væk fra bycentrene – som nævnt blandt andet inspireret af den modernistiske arkitektsammenslutning Congrès Internationaux d’Architecture Moderne (CIAM) med den fransk/schweiziske arkitekt Le Corbusier i spidsen. Ligesom utallige boligområder herhjemme og verden over.

Trods alle de oprindelige idealer er mange af disse boligområder sidenhen blevet omgærdet af historier om kriminalitet og sociale problemer, og Gellerupparken er en af de bydele, der siden 2010 har figureret på regeringens liste over særligt udsatte, almene boligområder, den såkaldte ‘Ghettoliste’.

“Som årene går, bliver det tydeligere og tydeligere for os, hvor politiseret et område Gellerup er”, siger Grete Aagaard. Og ganske håndfast er Gellerupparken i disse år i en voldsom forandringsproces, hvor stribevis af boligblokke rives ned, og erstattes af nye bygninger og vejsystemer.

I den såkaldte Helhedsplan for området fra 2013 hedder det, at bydelen er ved at blive omdannet, “så fortidens fysiske og sociale isolation afløses af mangfoldighed i byliv og beboersammensætning” ligesom det loves, at denne mangfoldighed i fremtiden “matcher resten af Aarhus på beskæftigelse, uddannelsesniveau, indkomst og tryghed”.
I 2018 bestemte Aarhus Byråd desuden i kølvandet på regeringens Ghettopakke og ‘kamp mod parallelsamfund’ at rive endnu flere boligblokke ned.

En lang historie giver særlige muligheder

Det er i denne virkelighed, Sigrids Stue arbejder. Projektet startede i 2011 som en kortvarig satellit under Aarhus Kunstbygning. Herefter eksisterede projektet selvstændigt som forening, og den nuværende konstruktion med Grete Aagaard som projektleder er udviklet siden 2015. Projektet har altså en lang og unik historie, og jeg spørger om, hvad det betyder.

“Det afspejler sig i den praksis, vi har, og i de projekter vi laver”, svarer Ambra Molinari. “Hvis man kommer udefra, har man måske et statisk billede af området. Vores projekter kommer indefra, for de udspringer af en lang historie i området, vores netværk og lokalkendskab. Fordi vi har været her længe, har vi mulighed for at synliggøre noget af det, der ellers bliver overset”.

Nyttehaverne på Dortesvej: Foto: Sigrids Stue.

Vi går ind i de fællesskaber og strukturer, der er i forvejen

Aagaard, Molinari og Henningsen har lovet at vise mig rundt i området og præsentere mig for nogle af Sigrids Stues igangværende projekter, så vi tager overtøjet på igen og går ned på et af de grønne områder mellem boligblokkene. Her ligger Haveforeningen Grønærten, som består af små jordlodder, der dyrkes af beboerne. En af haverne drives af Sigrids Stue.

“Haverne er blevet dyrket af beboere siden 1970’erne og var en del af de oprindelige visioner om det gode liv. Men nu står de til at blive fjernet som en del af den aktuelle byudvikling og Ghettopakken”, konstaterer Grete Aagaard. “Vi fik vores havelod for fem år siden, fordi vi synes, det var en god ide, at de kunstnere, der var i residence kunne gå ned og luge ukrudt og have mulighed for at skabe kontakter med beboere. Det er en af de måder, vi arbejder på. Vi går ind i de fællesskaber og strukturer, der er i forvejen”.

Sigrids Stue indgår således i samarbejder med lokale aktører som eksempelvis Gobaad Kulturforening, Gellerup Art Factory Festival, Gellerup Bibliotek og Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, og er med i lokale events og begivenheder. Det kan være arrangementer omkring Grundlovsdag eller den årlige Markedsdag, hvor Sigrid Stue sidst deltog med et projekt, hvor folk kunne få taget iscenesat foto af sig selv med genstande lånt af beboere i Gellerup.

Havevandring ved nyttehaverne på Dortesvej: Foto: Sigrids Stue.

Have værdi

Under titlen HaveVærdi har Sigrids Stue inviteret på havevandringer for at synliggøre nyttehavernes historie og værdi, ligesom man i udveksling med de øvrige haveejere har indsendt høringssvar, som argumenterer for at bevare eller genetablere nyttehaverne. Og Grete Aagaard er igang med at udarbejde en Nyttehavernes Flora Gellerup i tegninger og tryk.

“Vi bruger både æstetiske greb og arbejder i de politiske strukturer”, beretter hun. “Urban Gardening er det hotte i al byudvikling. Vi undrer os over, hvorfor man ikke ser værdien i det, der allerede eksisterer og som virker. Som en af de kvinder, der dyrker jord her, sagde, så er Grønærten netop et sted, hvor mennesker med forskellig kulturel baggrund mødes og udveksler”.

“Det er noget af det, der kendetegner Gellerup”, supplerer Ambra Molinari. “At det er et sted, som er rigt på mange kulturer, og at man for eksempel oplever flere foreninger her end andre steder i Aarhus. Man kan virkelig se, at folk samarbejder. Men det er også et sted, der på grund af de voldsomme indgreb, som foregår lige nu, ændrer sig næsten dag for dag. Derfor er det faktisk svært at sige, hvad Gellerup er for et sted, fordi der er nogen, der har bestemt at det skal være noget nyt”.

Sigrids UdeStue, 2020. Foto: Sigrids Stue.

Vi breder os, vi tager vores plads

Vi fortsætter vores vandring gennem et boligområde under opbrud. Langs den centrale gangsti, der forbinder boligerne med det nærliggende indkøbscenter, City Vest, ligger Sigrids UdeStue. To mandskabsvogne, den ene ovenpå den anden, og blandt andet tilholdsstedet for Sigrids Stues Tegneskole og Byværksted for børn, hvor børn fra området medvirker i kunstprojekter sammen med kunstnere og projektmedarbejdere, der er knyttet til Sigrids Stue.

Sigrids UdeStue. Tegneskole og Byværksted. Foto: Sigrids Stue.

Foran mandskabsvognene er der bygget terrasser, og en havareret container er ved at blive ombygget til værksted. Der er stendiger med krydderurter og et Plantesanatorium – en samling af kasserede træer og planter på rekonvalescens som led i et projekt sat i værk af Lars Henningsen.

I forsommeren 2020 anlage billedkunstner Camilla Nørgård i samarbejde med Sigrids Stue som en del af dige-projektet Sten, Sti, Dige en hinkestens-rute på en hævdvunden smutvej, der går lige gennem Sigrids UdeStues område. Hinkestenene, der blev udarbejdet i formbeton, er nu er et yndet udflugtsmål for daginstitutionerne i Gellerup.

“Vi breder os ud, vi har taget vores plads, for at vise, at sådan kan det offentlige rum også tages i brug”, siger Lars Henningsen,
“Det handler blandt andet om værdiskabelse. Hvilken værdi har nyttehaverne, hvilken værdi har Sigrids UdeStue? Der kommer rigtig mange mennesker forbi hver dag, folk sætter sig på den grønne bænk, vi har sat op, kommenterer hvad vi laver, får en kop te. Det har vel også en værdi”?

“Vi agiterer ikke, vi bygger blandt andet, og vi gør det med venlighed og æstetiske eksperimenter”, siger han og peger på den lidt skæve flagstang, der står der med sit hvide flag hejst.

Sigrids UdeStue, forår 2020. Camilla Nørgård ifærd med at opføre Dige sammen med Esben Trige/ Sigrids Stue og det lokale Byg&Sjak. Foto: Sigrids Stue.

Sigrids Stue er samarbejdsbaseret

“Vi sætter jo ikke et stort skilt op, hvorpå der står: ‘Det her er Kunst’”, fortsætter Grete Aagaard. “Vi skal fungere og kommunikere i det offentlige rum og i det sprog, der er i det miljø, vi befinder os i. Det er det mest offentlige projekt, jeg har været med til at lave. Når vi er her, er vi tilstede, synlige, offentlige, producerende og tilgængelige. Empatisk, visuel aktivisme, kan man måske kalde det”.

Henningsen mener, der kan være noget performativt over det: “Dem, der kommer her eller blot går forbi er med til at præge området. Det er mere ud fra devisen: ‘Det, du har været med til at lave, tilfører også noget til bybilledet’’”.

”Vi trækker på referencer til relationel og deltagerbaseret kunst”, siger Grete Aagaard. “Det, vi laver, er samarbejdsprojekter. Sigrids Stue som platform er dialog- og samarbejdsbaseret”.

Sigrids UdeStue: Plantesanatoriet. Foto: Sigrids Stue.

At kortlægge Gellerup

Indenfor i øverste mandskabsvogn hænger et stort banner på væggen. Det er den første skitse til Carl Frasers research-baserede kortlægningsprojekt Mapping Gellerup.

Frasers meterlange testprint visualiserer en mosaik af sociale, politiske og historiske begivenheder, som de tager sig ud synkront i Gellerup og samtidig på et nationalt og internationalt plan.

Lars Henningsen forklarer, at Frasers tidslinie tager sin begyndelse i 1500-tallet, hvor begrebet ’ghetto’ etablerer sig: “Derefter følger vi ideologiske magtkampe om begreber og beslutninger, der kommer til at præge menneskers liv og selvforståelse – og forståelse af hinanden. Vi følger tidslinien frem til byggeriet af Gellerupparken og ser årtiers skiftende politikker: begrebs-fornyelser, byfornyelser, beslutninger og skiftende helhedsplaner. Og dog leves hverdags- og foreningslivet ufortrødent i blokkene.”

Ambra Molinari supplerer: ”Sigrids Stue er i færd med at foretage en undersøgelse af netværk og relationer i Gellerup. Vi supplerer Frasers research-projekt med undersøgelse og dokumentation af – ofte oversete – netværksstrukturer, som binder tingene sammen her. Der er foreninger og grupperinger, som i årtier har bidraget til sammenhæng og identitet for mange beboere, hvad enten det handler om faglige, sociale, relationelle eller specifikt kulturelle forbindelser og praksisser”.

Sam Fraser: Mapping Gellerup. Foto: Sigrids Stue

“De selvorganiserende foreninger synes overset i hele ombygningsfasen”, fortsætter Grete Aagaard. “Foreningernes Hus og beboerhusene er ude af funktion i en periode, og nogle foreninger er blevet midlertidigt hjemløse,” siger hun og tilføjer: ”Mange af disse strukturer har for eksempel ikke været omtalt og visualiseret i bydelsplaner eller de politiske beslutningsgrundlag. I vores udveksling med Carl Fraser bliver de synliggjort”.

“Dette samarbejde med Carl Fraser er typisk for vores forløb med kunstnere udefra”, mener hun. “Vi opdagede, at her var der en kunstner, som arbejder med kortlægning af sociale og politiske strukturer i gentrificerede områder, og altså i forlængelse af nogle af de tematikker, vi selv er optaget af. Og så inviterede vi ham ind”.

Internationale samarbejder i et internationalt område

Og netop de internationale samarbejder har altid ligget dybt i Sigrids Stues DNA. “Hele området er jo internationalt”, som Aagaard formulerer det.

I øjeblikket deltager Sigrids Stue i projektet Beyond Verbal, som er et udvekslings-samarbejde mellem børneinstitutioner, uafhængige kunstplatforme, universiteter og biblioteker med tilknytning til Rinkeby i Stockholm, Tarlabaşı i Istanbul og Gellerup. Projektet kredser om kønsnormer og offentlige rum og har fokus på kunstneriske arbejdsmetoder i førskole-læringen.
Ambra Molinari forklarer, at parterne arbejder frem mod at skabe et toolkit, som kan bruges af alle, der ønsker at arbejde kreativt og kunstnerisk med børn i førskolealderen.

Arbejdsmøde, Beyond Verbal. Foto: Sigrids Stue.

Inden jeg siger tak for turen og forlader de tre drivkræfter bag Sigrid Stue, lader jeg en bemærkning falde om, at det næsten er til at tabe pusten over den store palet af projekter Sigrids Stue har gang i. Men Grete Aagaard peger på, at der løber en rød tråd igennem det hele:

“Det handler på en måde om det samme. Som kunstnere observerer, registrerer og analyserer vi den kontekst, vi befinder os i, og forholder os kritisk skabende til den udvikling der foregår. Der er magtforhold, som man ser så tydeligt spillet ud her, og dem er vi nødt til at reagere på. Vi prøver at gå nogle andre veje, synliggøre, rejse spørgsmål og skabe nye muligheder for dialog. Det er noget af det, kunsten kan”, afslutter hun.

Sigrids Stue blev initieret i 2011. Der skete en reorganisering i 2015, og projektet tog sin nuværende aktuelle form og koncept som uafhængig, producerende og samarbejdsbaseret kunstprojekt og platform for samtidskunst i Gellerup.

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

Sigrids Stue består af et tværfagligt team af engagerede personer fra æstetiske, kulturelle og sociale fag og studier.

Sigrids Stues team i 2021:
Ambra Molinari, Lars Henningsen, Esben Trige, Pernille Poulsen, Marwa Zaher Abdel Aal, Sanne Jespersen, Muhammad Ejle, Grete Aagaard.

 

Temaserien Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten er muliggjort takket være generøse bidrag fra Augustinusfonden, Den Obelske Familiefond samt Louis-Hansen Fonden.
Billedserie

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

Del artiklen

'Sigrids Stue: “Empatisk, visuel aktivisme, kan man kalde det”'

Facebook