Ses vi på Morbærstien?

Ses vi på Morbærstien?

Installationsview fra en af de deltagende haver under Kolonien II. Her med værker af Asbjørn Skou (tv.) og Jacob Remin (på taget). Foto: Matthias Hvass Borello

Det var bare så hyggeligt. Jeg glemte helt tiden. Det var vel tre eller fire timer, jeg slentrede rundt i Rødovres kolonihaver, sludrede med mennesker, som jeg ikke kendte, og så på kunst, som var lidt svær at finde. Tag med på udstillingen Kolonien II.

Sommerhuskolonien ABC har intet mindre end 512 kolonihaver. I otte af disse har cirka 50 samtidskunstnere sat lige så mange, eller flere, værker op. Dertil er der en niende kolonihave, som har hacket sig på projektet, men ikke er med i det officielle trykte program.

Når så mange er med, så er det fordi der i disse kolonihaver (samt vist nok mange flere!) bor og/eller arbejder professionelle kunstnere og kreative mennesker. Nogle bor til hverdag i Berlin, nogle er repræsenteret internationalt af toneangivende gallerier, nogle gør det mest for sjov og andre tjener gode penge ved messesalg og diverse.

De er der allesammen i Rødovre. Borgmesteren burde faktisk have været der til åbningsfesten og taget hatten af for dette skønne initiativ, som kuratoren Marie Braad Larsen og billedkunstneren Stoffer har arrangeret. Ja, Kulturministeren burde også have været der. Hun burde have holdt en skåltale ved købmanden på parkeringspladsen, hvor der var kolde håndbajere og levende musik til den lyse morgen.

Kolonien II
Bodil Krogh Andersen og Martin Christoffer Lund: Udstillingsplan, 2018. Foto: Line Rosenvinge

Jeg gik glip af festen. Jeg er jo anmelder, og tænkte, at det var bedst at afholde mig fra socialiseren og spas. I stedet cyklede jeg afsted for at se på kunsten dagen derpå.

Tre slags lort

Man kunne ikke se, at der havde været rabalder dagen før. Kun hos Mone Roswall, kunne man godt se, at der havde været fest. Desuden havde der lige været kreativ workshop. Børnenes produktioner og efterladte materialer lå stadig på gulvet, så man skulle være varsom, hvor man trådte. Foruden Roswalls egne værker, var der værker af Kristian Andersen, og ved mixerpulten stod Emil Holm Kjelbo og lavede musik.

I loftet på Roswalls lille kolonihavehus er der fastsømmet en valmuerød regnjakke. Den hænger som et omvendt ketchupsplat, der modsiger sig tyngdekraften. Det er lige dele sjovt og makabert.

Udenfor huset står Roswall og taler med et ungt par, som også har et kolonihavehus og selv udstiller. “Der er tre slags lort. Høns, hest og kanin.” Jeg overhører noget af samtalen, hvor den ene haveejer giver tips til den anden haveejer. Det er noget med at forsøge at genskabe de naturlige biotoper fra en skovbund. Det er det nye inden for kompostering. “Sådan en skal vi da også have,” samstemmer det unge par.

Det var Roswalls kolonihavehusudstilling, som ikke var med på plakaten. Det var til gengæld Floppers have, og den vil jeg straks fremhæve, fordi den var så gennemført som udstilling.

Som en lille slotshave

Der var tre værker. Jeg fandt i al fald kun tre, men indrømmer, at der kan være noget, som jeg har overset. For der var ingen hjemme til at spørge, havelågen stod bare åben. Der var heller ikke umiddelbart et tilgængeligt kort over haven med angivelse af værkernes placering. Man skulle bare gå lidt rundt.

Heldigvis var der stukket små skilte ned i græsset som markering ved det, som er kunsten. Tak for det! For man kunne godt komme i tvivl om, hvad der var kunsten. For sådan er det nu engang med moderne kunst.

Kolonien II
Andreas Johansen: Ruin. Foto: Matthias Hvass Borello

Andreas Johansens ruin, for eksempel. Den kunne meget vel have ligget dér siden tidernes morgen; måske er det resterne fra en middelalderlig borgmur eller et romersk bygningsværk, i flere etager. Ruiner er romantiske, man kan drømme og gøre sig forestillinger. Ruiner er skønne, men minder også om, at tidens tand hærger og selv bastante ting kan forvitre.

Caspar David Friedrich (1774-1840) har malet mesterlige billeder af ruiner, gerne kirkeruiner, med gotiske opadstræbende vinduespartier, som forlængst har mistet deres kulørte glas og står som skeletsilhuetter i aftendisen. Man skal være en kold skid, hvis man ikke får et sug i maven af at se på Friedrichs maleri. Man behøver ikke have læst Sehnsuchts- og panteismeteori. Det virker visuelt, som Disney-patos.

Alt dette tænker jeg på, da jeg ser på Johansens ruinstump i Floppers kolonihave. Det er godt gjort. Også fordi haven er et helle, med – for en kolonihave – usædvanligt høje og gamle træer.

Kolonihaver er jo oprindeligt tænkt som nyttehaver, derfor har mange fældet træer for at gøre plads til kartoffelrækker og bærbuske. Det var ikke bare for sjov. Jovist, arbejderne som købte sig en jordlod kunne komme ud fra de mørke baggårde. Kolonihaverne tilbød lys og luft. Men det var ikke bare hygge, rød-hvid-ternede duge og kaffe på Madam Blå-kanden, det var også slid med at dyrke et (nødvendigt) grøntsags-, og frugtsupplement til familien. Eller måske dyrke så meget, at det kunne sælges og på denne vis bidrage til forsørgelsen.

Fyrretusind herligheder

Der har været kolonihaver i Danmark længe før Dybbøl Mølle begyndte at male helt ad helvede til. Siden 1800-tallet. Kolonihaver nævnes ofte som noget umiskendeligt dansk, lig med Den Lille Havfrue, Legoklodser, H.C. Andersen og stegt flæsk med persillesovs.

Danmark har over 40.000 havelodder, hvoraf de fleste er organiseret via Kolonihaveforbundet, der ifølge egen hjemmeside arbejder ud fra en vision om, at kolonihaverne “… med et bredt socialt sigte [skal] være en levende del af samfundet og sikre fællesskab, tiltrækkende haveformer og udfoldelsesmuligheder for alle.” Det er smukt.

Kolonien II
Bodil Krogh Andersen og Martin Christoffer Lund: Levende tapet, 2018. Foto: Mimesis

Sommerhuskolonien ABC i Rødovre er i øvrigt ikke en hvilken som helst forening, for det er her den folkekære – men også akademiuddannede og via COBRA i udlandet anerkendte – Henry Heerup (1907-1933) boede og arbejdede med sine skraldemodeller og nissefilosofi.

Heerups have er desværre ikke bevaret for eftertiden, selvom Heerups have unægteligt ville have været værdig som kulturarv på linje med Claude Monets have i Giverny.

God kunst

Aktuelt er der samtidskunst i Sommerhuskolonien ABC, og man har lov at drømme om, at noget får lov at blive. Eksempelvis Asmund Havsteen-Mikkelsens skingert gule træ-filipens, som er lige dele krystallinsk og tegneserieflabet.

Kolonien II
Asmund Havsteen-Mikkelsen: Spatial Evolution, 2018. Foto: Mimesis

Eller Tobias Kirsteins video-loop fra et primetime livetransmitteret lørdagsaftens TV-show den 17. april 1982, hvor kameraet panorerer over publikum imens de lytter til de sirener, som ville blive afspillet hvis en atomsky var på vej fra Barsebäck til Danmark. Filmen kan, gennem hjertehuller, ses i Marie Braad Larsens soveværelse.

Bodil Krogh Andersen og Martin Christoffer Lunds levende tapet af kaktusser får til gengæld helt sikkert ikke lov at blive, for man kan skrive sig på en liste for, efter endt udstillingsperiode, at deltage i lodtrækningen om en kaktus. Kaktusserne fandt de to kunstnere, da de var på natligt rov og skraldede efter madvarer i en affaldscontainer ved et supermarked. Mad fik de ikke noget af, men de kom hjem med favnen fuld af kaktusser (hvordan dét så kan lade sig gøre).

Jean Marc Routhiers Euro-pengesedler, af sukker og kartoffelmel, kommer sikkert til at regne væk inden længe. Så nyd dem, så længe det varer. Hvis bare det var virkeligt og ikke slik for sjov.

Kolonien II
Jean Marc Routhier: Geldbaum, 2018. Foto: Line Rosenvinge

Pengesedlerne lå strøet med løs hånd i den have, der tilhører Stoffer, som også selv havde værker med på udstillingen. Blandt andet nogle af vind og vejr forvitrede Louisiana Revy-kunstkataloger, som Stoffer havde ladet ligge i efeuen og som nu ligner noget, der er støbt i beton. Han var glad for dem, og havde læst meget i dem, og ville gerne have dem liggende fremme som en fin ting. Måske kunstbillederne og kunstordene indeni siver ned i hans havemuld og gør godt for krydderurterne.

Der var mange, mange andre fine kunstværker. De opleves bedst som de små fortællinger, de faktisk er. Så om du besøger udstillingen, så giv dig tid til at tale med de mennesker, du møder undervejs.

Kolonien II
Udstillingsbesøgende beser Kirsteins værk. Foto: @kolonien.2018
Kolonien II
Tobias Kirstein: Dreamlover / Video loop, 2018. Still fra filmen

Smuk som et stjerneskud

Jeg er færdig med kunsten. Henne på parkeringspladsen ved købmanden står og sidder en gruppe på 10-20 mænd og kvinder. De hygger sig. Jeg kommer forbi og falder i snak. Jeg vil gerne vide, om de også har været rundt og se på kunsten. Nogle har, så jeg spørger dem, hvad de synes.

Vi taler lidt om, at det kræver fantasi. At kunst måske handler om noget, som man drømmer om. At det kan se mærkeligt ud, men at det sådan set er meget sjovt.

Samtalen slutter, for jeg bliver distraheret af, at nogle i gruppen bryder ud i Brødrene Olsens vindersang fra dansk Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contest 2000. “Smuk som et stjerneskud. Smukkere ser hun ud. År efter år.” Jeg siger tak for i dag, glad i låget, spænder hjelmen på og cykler hjem.

I byen hvor jeg bor, kan det være svært at se nattens stjerner. Men jeg véd, at stjernerne lyser klarere over Rødovres små haver og de mennesker, som færdes dér.

Del artiklen

'Ses vi på Morbærstien?'

Facebook