Rosa Marie Frang: “Så længe man ikke tør italesætte magtforhold, bliver det den her usynlige terror”

Rosa Marie Frang: “Så længe man ikke tør italesætte magtforhold, bliver det den her usynlige terror”

Rosa Marie Frang forsøger at råbe politikere og kunstverden op.

Det radio-dokumentariske lydværk Rosas Reality Radio giver et sjældent, sårbart indblik i livet som kunstner, men er desuden et skarpt indlæg om forholdene på kunstscenen. “Det var ligesom at skrive en ulykkelig kærlighedssang, og så finde ud af, at der sidder en masse andre, der også er virkelig ulykkelige”, fortæller Rosa Marie Frang i dette interview.

Hør hele podcastserien her eller følg med her på kunsten.nu, hvor vi er meget glade for at bringe et nyt afsnit hver uge.
Hør første afsnit af Rosas Reality Radio: #1 Hunden Fisse.

Billedkunstner Rosa Marie Frang har lavet en usædvanlig og særdeles effektiv podcast i syv afsnit, som med udgangspunkt i sin egen situation sætter kunstnernes livsvilkår og kunstens strukturelle magtforhold under lup.

Usædvanlig, fordi serien på en gang er hudløs, informativ og underholdende, og effektiv fordi den leveres med sikker sans for historiefortællingens mange greb, som bruges både bevidst og selvreflekterende.

Podcasten Rosas Reality Radio trækker på Frangs erfaringer som billedkunstner gennem 20 år og er en personlig beretning om, hvor stressende det er at hoppe fra tue til tue uden økonomisk sikkerhed, om præstationsangst og perfektionisme, men desuden et frustreret og stærkt kritisk opråb til kunstscenen om at begynde at tale åbent om magtforhold, klasse, ulighedsstrukturer og sexisme indenfor kunsten.

For podcasten kredser også om en tavshedskultur, hvor frygten for at brænde broer og miste netværk og fremtidige samarbejdspartnere vanskeliggør ærlige samtaler om, hvad det egentlig er, der foregår på kunstscenen.

“Jeg har lavet podcasten, fordi jeg har gået i mange år og været meget ked af og meget vred over, at der ikke var nogen, der repræsenterede min stemme. Så tænkte jeg, at jeg måtte prøve at gøre det selv,” siger Rosa Marie Frang, da jeg indledningsvis spørger hende om baggrunden for podcasten.

Rosa Marie Frang taler i sin podcast således som ‘repræsentant’ for den halvdel af alle billedkunstnere, som henter mindre end 16.000 kr hjem om året på deres kunst. Selvom hun er uddannet til tænderne og har ti års videregående uddannelse, lever hun “1000 % på kanten”, som hun formulerer det, og ikke mindst fordi hun er ligeså afhængig af goodwill og støttekroner som alle andre, har det været en grænseoverskridende og nervepirrende oplevelse at søsætte podcasten:

“Men jeg besluttede mig for, at ‘nu gør jeg noget, jeg ikke tør gøre’, og så må jeg risikere min røv. Jeg kunne ligesom ikke rigtig gøre andet, og jeg ser det også som en politisk handling.”

“Det var ligesom at skrive en ulykkelig kærlighedssang, og så finde ud af, at der sidder en masse andre, der også er virkelig ulykkelige”, beretter Frang, hvis facebook siden offentliggørelsen af podcasten i begyndelsen af juni er flydt over af lange kommentarer, der bekræfter kunstneren i, at hun har italesat noget, som mange har gået alene og kæmpet med.

Fra kunstnerens psyke til aktion på Christiansborg

Frang er en kunstner, der arbejder performativt og dokumentarisk med sit eget liv og virkeligheden som materiale, og i Rosas Reality Radio holdes stoffet ikke objektivt ud i strakt arm. Frang har tændt mikrofonen, når hun er til samtaleterapi hos sin terapeut om sin store præstationsangst, når hun får afslag på endnu en ansøgning til Statens Kunstfond, eller når hun beretter om, hvordan en mandlig medstuderende lukkede munden på hende til en forelæsning på kunstakademiet.

Fra dette meget personlige – og lad os bare sige sjældent udtalte – niveau bevæger vi os gennem serien, som blandt andet byder på interviews med forskere og kollegaer og trækker på en omfattende læsning af undersøgelser og rapporter. For til slut at favne en større fortælling om tendenser, strukturer og problematikker på kunstscenen og i samfundet.

“Podcasten er en klippet, redigeret, dramaturgisk tilrettelagt dokumentarserie, som er et værk for mig,” fortæller Frang, som udover sin billedkunstneriske baggrund har en solid ballast som radiodokumentarist. “Den er tilrettelagt sådan, at den starter inde i min psyke og mine følelser i første afsnit, og så bevæger jeg mig afsnit for afsnit længere og længere udenfor mig selv for i sidste afsnit at ramme samfundet med de helt store politiske, globale, neoliberalistiske strukturer – hvor jeg så ender foran Christiansborg med en megafon”.

Rosa Marie Frang har skabt podcasten alene og på baggrund af omfattende research. Selv musikken har hun selv indspillet på sit hjemmeorgel i atelieret. Foto: Rosa Marie Frang.

Der er en udbredt mangel på bevidsthed om klasse

I podcasten beretter Rosa Marie Frang, at hun kommer fra en lav social klasse, og klassespørgsmålet ligger i det hele taget som en understrøm i podcasten, som blandt andet henviser til en svensk undersøgelse (der mangler data i Danmark), der viser en overrepræsentation af kunstnere med forældre med videregående uddannelser på de svenske kunstakademier.

“Jeg har følt middelklassens tyranni og en omklamrende pænhed, som jeg ikke kan genkende mig selv i”, fortæller Frang. “Jeg kan godt til en vis grad spille med på de præmisser, der hører til den pænere middelklasse-identitet, men det er ikke mit sande jeg. Jeg synes, der er en udbredt mangel på bevidsthed om klasse i Danmark, og klasse betyder noget.

“Det har en gigantisk betydning for, hvor succesfuld du bliver med din karriere. Hvor meget praktisk, økonomisk, psykisk og følelsesmæssig hjælp du kan få, og det gælder ikke kun, mens du er ung og går på akademiet, men også i mange år efterfølgende.”

“Derudover er der alle de sociale koder: hvordan man begår sig og så videre, og det er helt nede i små detaljer, som hvordan tonefaldet er, eller den lillebitte ansigtsgrimasse man laver eller ikke laver. Det afgør, om man bliver lukket ind eller ej, om man bliver venner, indgår i netværk og alt det, som er med til at skabe en karriere.”

Privilegieblindhed

Rose Marie Frang mener, at kunstverdenen har de samme strukturer som den globale økonomi, hvor en meget lille elite tjener rigtig mange penge, mens den store horde nedenunder tjener meget lidt. Det finder hun stærkt problematisk, og gør i den forbindelse opmærksom på undersøgelser, der viser, at de formidlere og kuratorer, der sidder i de faste stillinger, også er den gruppe inden for kulturverdenen, der har den højeste klassebaggrund.

“Når der ikke er en åben diskussion om klasse, medfører det, at der meget hurtigt kan opstå en privilegieblindhed og en mangel på forståelse og solidaritet. Der er opstået en tendens til, at dem, der producerer indholdet, skal skal bøje, klemme og strække sig selv for at passe ind i institutionerne og ikke omvendt. Men det er institutionerne, der har magten, positionerne og pengene, og dem der har mulighederne for at strække sig. Så det burde omvendt være institutionerne, der skulle trække sig selv ud af gevind for at ‘nurse’ kunstnerne og få inkluderet kunstnernes liv i det her maskineri. ”

“Som det er nu, står kunstnerne nederst i hierarkiet og skal tage hele risikoen”, fortsætter Frang og peger på, at også i forhold til Statens Kunstfond, er der et magthierarki, som ikke er til kunstnernes fordel, ligesom der mangler en reel diskussion om fondens virke og position.

Er Statens Kunstfonds udvalgsmedlemmer embedsfolk?

I et af podcastens afsnit får Frang således med betydeligt besvær adgang til at interviewe to medlemmer af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg, og båndet ruller videre, mens Frang efterfølgende deprimeret lytter optagelserne igennem fra, hvad hun kalder et ‘ikke-interview’.

“Når jeg i podcasten forsøger at få et interview med Statens Kunstfond, så mener jeg jo, at de burde sige, ‘hvor er det fedt, at der er en kunstner, der laver noget om kunstnernes arbejdsforhold. High Five! Hvad kan vi gøre for dig’. Det burde ikke være sådan, at det er mig, der skal bøje og krybe og kravle og blive ramt af angstanfald.”

Som det fremstår i podcasten, er det som om, at Statens Kunstfonds medlemmer er blevet til “embedsmænd, som ikke må udtale sig”. I stedet foreslår Frang, at det i jobbeskrivelsen til poster i udvalgene under Statens Kunstfond forventes, at medlemmerne har en ucensureret, fri stemme i kulturpolitikken, og at de medvirker til at tale kunsten op i den offentlige debat.

“At være udvalgsmedlem er en magtposition, og jeg savner, at de har kunstnernes ryg og at de siger noget udadtil og åbent”, siger Frang, som i samme åndedræt forholder sig kritisk til den syvdobling af Statens Kunstfonds PR-budget, som er foretaget de sidste fire år: “Det kan alle gennemskue er bullshit.”

Foto: Rosa Marie Frang.

Usynlig terror

Gennem hele podcasten er agendaen at fremme en åben og kritisk samtale om magtforhold. I et af afsnittene tager Frang således kønsdebatten op, og sætter scenen med udgangspunkt i egne me-too oplevelser og en samtale med filmdokumentarist Mette Korsgaard, der måtte opgive at lave en film om den manglende ligestilling på billedkunstscenen på grund af tavshed hos de medvirkende billedkunstnere.

At tale om magtforholdene handler ikke mindst om, at konsekvensen af ikke at tale om det medfører, at det bliver et personligt problem, som kunstneren må håndtere alene, frem for at se på de overordnede, strukturelle forhold.

“Vi skal turde sige, ‘lige nu har du en magtposition, jeg har det ikke’. Så længe man ikke er bevidst om dét og ikke tør italesætte det, bliver det den her usynlige terror. Det smadrer jo folk. Der sker dét, at vi kommer til at sidde som nogle isolerede enheder, der påtager os det hele og siger, ‘det er nok også bare mig, der er forkert, ikke er god nok, ikke slår til, ikke er dygtig, og jeg burde også og så videre’….Det er sådan, jeg har gået rundt og følt det altid. Og sådan set også det, jeg sidder med lige nu, mens vi snakker. Det er jo ikke sådan noget, man lige tryller væk med et snuptag. Så at begynde at tale om det, handler om politik.”

Mener du også, at tavshedskulturen har betydning for den kunst, der bliver skabt?

“Det betyder meget. Som kunstneren Jakob Jakobsen siger det i podcasten: ‘når der ikke er en åben kritik, så bliver kunsten dårligere’. Kritik betyder her ikke, at vi skal smadre eller udskamme hinanden, men hvis ikke der er et rum for, at vi kan diskutere, hvad der foregår, og hvem der får plads, og hvilke strukturer der er med til at promote den slags kunst og ikke den slags kunst, ja så får vi dårligere kunst. Kritik bør værdsættes som en kærlighed til feltet, at man tager det alvorligt, og at det er med gode intentioner.”

Du skriver i pressemeddelelsen, at podcasten vil undersøge om “kunstneren har indordnet sig et neoliberalt arbejdsmarked, hvor hun skal agere den evigt positive, omstillingsparate, selvadministrerende, filantropiske og iværksættende kunstner i så høj grad, at hun ikke ytrer sig kritisk, da det er karrieremæssigt ustrategisk?” Har kunstneren det?

“Det tror jeg. Alle har indrettet sig efter det neoliberale samfund i de sidste 15 – 20 år. Og kunstnerne er ikke guder, der svæver højt og upåvirkelig over vandene. Vi er lige så påvirkede af samfundet, af tendenser, tider, stemninger og diskussioner som alle mulige andre.”

“Men jeg tror, der er et vendepunkt nu, hvor vi oplever et globalt, økologisk sammenbrud, #Me Too og Black Lives Matter. Jeg tror, at folk nu er trætte af at foregive at være en evig omstillingsparat, fleksibel iværksættertype. Vi er jo mennesker, og vi er trætte af den ide, som også kunsten har været megapåvirket af i mange år”, fortsætter Rosa Marie Frang, der gerne så, at støttesystemet blev ændret, så det støtter ‘mennesker’ i stedet for ‘projekter’.

“Jeg ville ønske, vi havde et støttesystem, hvor man kiggede på hele mennesket, på bagkataloget, på den sociale baggrund, på alt og ikke bare et enkelt projekt. Et støttesystem med plads til lange processer, og hvor der ikke er et formuleret klart endemål. God kunst tager lang tid.”

På Frangs ønskeliste er blandt andet også kurser på kunstakademierne i “hvordan man lever fattigt, men værdigt, bæredygtigt og samtidig er glad”, samt et statsligt organ, der har som opgave at undersøge og analysere kunstnernes demografi og de sociale og økonomiske levevilkår, og som kan arbejde frit kunstpolitisk for at forbedre kunstneres vilkår. Ligesom man har i Sverige.

Men i første omgang håber Frang, at hendes podcast kan være med til at skabe en ny og offentlig samtale om kunstnernes levevilkår.

“Som kunstner er du udsat, fordi du sidder alene. Det handler om, at vi bliver lidt bedre til at vedkende os, at det, jeg oplever, er der sandsynligvis også mange andre, der oplever. Lad os lige prøve at hjælpe hinanden lidt og tale åbent om det, for så kan vi faktisk stå stærkere, få det bedre og lave bedre kunst”, slutter Rosa Marie Frang.

Hør hele podcastserien her eller følg med her på kunsten.nu, hvor vi er meget glade for at bringe et nyt afsnit hver uge.

Rosa Marie Frang (f. 1975), har en BFA fra Det Fynske Kunstakademi, samt en BFA, MFA og en Post-Master fra Umeå Universitets Kunstakademi, Sverige.

Hun er udlært radiodokumentarist fra Danmarks Radios Talenthold og mangeårigt medlem af Radio 24syv Dokumentar’s redaktion.

Rosa Marie Frang har modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond og bl.a. udstillet på Kunsthal Charlottenborgs Censurerede Forårsudstilling, Kunstnernes Påskeudstilling og KP-Spring på Århus Kunsthal.

Hun været redaktør på netmagasinet Kunsten.nu’s Lydkunst Podcast.

Rosas Reality Radio er støttet af Billedkunstnernes Forbunds Ophavsretsfond.

www.rosasreality.com

Del artiklen

'Rosa Marie Frang: “Så længe man ikke tør italesætte magtforhold, bliver det den her usynlige terror”'

Facebook