Et kæmpemæssigt metalgrid inddeler Fabrikken for Kunst og Design i små, åbne båse, der får rummet til at minde om en transithal eller et åbent kontorlandskab. Men gulvet er dirrende pink, og der ligger en masse materialer og flyder ud over det hele. Derudover er rigtig mange fra den københavnske kunstscene tilstede. For det industrielle udstillingsdesign på Alt_Cph, der i år var kurateret af søskendeparret Anna og Esben Weile Kjær, var ikke møntet på charterrejsende eller kontorister, men derimod på performancekunst og dens interaktion med publikum.

Man kunne altså opleve live-værkerne på den hypede event Over-Existing frit fra alle tænkelige vinkler og afstande alt efter, hvor man befandt sig i den store hal fremfor enkeltvis i lukkede messebåse. Miss Fish’s krogede krops langsomme bevægelser og intense blik fandt fx pludselig min blikretning midt i virvaret.

Anna Weile Kjær uddybede i en talk med performanceteoretiker og inspektør på Arken, Camilla Jalving, at designet var tænkt som en skov; metalgridet som træer med lysninger ind imellem, der gav rum til værkernes udfoldelse.

Samtidig mimede designet vor tids nomadiske, netværksbaserede, fleksible, digitale og udsatte performende livsstil. En æra, hvor vi alle er performere i vores egne liv og på sociale medier, altså lever i en hyperrealitet, bliver derfor kaldt postperformativ.

Et kritisk potentiale?
Den vigtigste diskussion på og om eventen med den sigende titel Over-Existing blev derfor også om postperformance ikke blot er livstilsæstetik eller rent faktisk har et kritisk potentiale.

Men simultant var det derfor også oplagt, at Alt_Cph i 2018 udelukkende præsenterede performancekunst nu, hvor genren er i en voldsom udvikling, og endelig i Danmark har vundet indpas på selv de største kunstinstitutioner. De små kunstnerdrevne og alternative udstillingssteder samt platforme, der er rammen for den alternative kunstmesse på Fabrikken, har jo altid været præget af genren.

Udstillingen udviklede sig desuden henover weekenden som en kæmpemæssig skulptur, fordi kuratorerne havde givet kunstnerne et benspænd. Alle performances skulle efterlade et spor. Derfor var hallen lørdag, hvor jeg var forbi, fyldt med efterladenskaber fra performances og åbningsfesten aftenen før. Dermed blev hele eventen i sig selv også et performanceværk af Anna og Esben Weile Kjær, 

Visionssalon
Udover et varieret og godt performanceprogram med hovedvægten på det spektakulære og vilde udtryk (sandsynligvis allermest af yngre gratis-arbejdende performancekollektivister i hallen, der ikke gav rum til intime performances) var et større diskursivt program med talks, kunstneroplæg og debatter heriblandt Bikuben Fondens visionssalon Performancekunstens non-konformitet – i Danmark og internationalt.

Panelet for salonen bestod af de højprofilerede kunstnere Christian Falsnæs og Hannah Heilmann, der også er lektor på Kunstakademiet i København; kritiker, kurator og forfatter, Maria Kjær Themsen og kunstnerisk leder af Tranen og kunstteoretiker, Toke Lykkeberg. Salonen blev modereret af museumsinspektør på Louisiana, Tine Colstrup, der indledte med at erklære, at hun ikke vidste, hvad begrebet postperformance, der var salonens ramme, dækkede over.

Performancekunstens non-konformitet og kritik af kunstinstitutionen blev første emne for samtalen.

Både Heilmann og Falsnæs arbejder med performance som en del af deres palet, bl.a. med solovisninger på store udstillingsinstitutioner.

De er altså i en noget anden situation end mange af de præsenterede kunstnere på Alt_Cph, hvilket virkede mærkeligt, ligesom det måske havde klædt salonen at inddrage de præsenterede performances på Alt_Cph.

Performance og institution
Falsnæs, der særligt har undersøgt performancekunstens og betragterens rolle indenfor museets udstillingsformat, mente, at netop kunstrummet muliggør en analytisk distance og refleksion.

”Alt, der præsenteres i udstillingsrummet, bliver set anderledes på end udenfor”.

Det fik Toke Lykkeberg til at spørge:

”Men det forudsætter, at rummet udenfor museet er mindre reflekteret end det indenfor. Vi lever i en tid, hvor vi deler fotos, vi tager af os selv, hele tiden ser os selv gennem andres blikke. Vi lever i en hyper-refleksiv kultur. Hvad er så forskellen på det, der foregår indenfor og udenfor museet?”

Falsnæs svarer:

”Der er måske en anden type refleksion indenfor museet, der ikke nødvendigvis er bedre. Men der er en formålsløshed. Billederne i mit værk på Statens Museum for Kunst er ikke lavet for at opnå noget bestemt. De skal ikke postes, de er sit eget mål”.

Falsnæs’ værker kan sætte en ramme om institutionen og møde beskueren, som så får mulighed for at opleve og evt. se kritisk på sig selv.

Performancekunsten er dermed ikke længere institutionskritisk, som i 60’erne og 70’ernes kropslige system- og værkopgør, men er blevet opslugt af institutionen. Derfor spurgte Colstrup også panelet om performancekunsten var blevet konform, hvilket lidt blev fejet af banen af panelet som irrelevant.

Performancekunsten i dag er nemlig præget af vidt forskellige retninger og er som Falsnæs værker bl.a. karakteriseret ved en opløsning af den performende kunstner og øjeblikkets autenticitet.

Mange performances uddelegeres altså til andre performere eller til beskueren, og øjeblikket, tiden, kroppen i rummet er konstant medieret.

Postperformance
Kampen er altså et helt andet sted i dag end i 60’erne og 70’ernes performances og happenings imod systemet og markedet.

Kritikken i den postperformative tidsalder kommer måske indefra institutionerne, systemerne, brandingen og de sociale medieplatforme, der bliver en ligeså vigtig del af værkerne i et forsøg på at generobre begæret, kroppene, seksualiteten og platformene. Det forklarer kuratorerne Weile Kjær i den meget informative samtale om postperformancebegrebet med Camilla Jalving.

På Bikubens visionssalon blandede Maria Kjær Themsen sig heldigvis også, så samtalen blev ledt ind på det postperformatives kritik. Der kommer lidt mere gang i diskussionen, som ellers virkede lidt ufokuseret. Themsen er positivt stemt:

”Man ser nu aktivistiske massebevægelser: en økokritik og en ny feminisme. Derfor kan man godt tale om postperformance, som en del af en kritisk bevågenhed. Da vi i dag alle sammen er performere i vores liv, har det ført til en ny patologi. Vi bliver stressede og kan ikke leve op til det. Derfor opstår en ny kritik”.

”Som en kritikalitet?”, bryder Heilmann ind: ”det bliver et problem, mener jeg, hvis kunsten forsøger at løse konkrete problemer. Aktivisme skal forsøge at løse konkrete problemer, mens kunsten skal rejse spørgsmål.”

Om Over-Existing og postperformancekunst generelt ikke blot bliver ren æstetik, livsstil og en indbringende del af oplevelsesøkonomien eller har et kritisk potentiale bliver altså som nævnt det væsentligste spørgsmål.

Identiteten som valg
Det er nemlig vigtigt at huske på, at det kun er i en lille eksklusiv del af verden, og særligt en lille del af et kunstslæng, som kan performe den subjektivitet i det liv, de gerne vil. Der er stadig mange steder i verden, hvor det ikke er muligt at performe det køn, den krop og den seksualitet, man er, eller bliver diminueret pga. af sin hudfarve. Judith Butlers bog Gender Troubles pointe er netop ikke, at man kan tage identiteter på og af, som man vil, men derimod, som hun understreger i bogen Bodies That Matters, at kroppe og seksualiteter er underlagt magtstrukturer.

Efter salonen var hele hallen vidne til Maja Malou Lyses uddelegerede performance Mighty Mud Violence. Tre kvindelige sexarbejdere kastede sig til stor jubel og masser af pift rundt i kamp i et mudderbad.

Og måske var det derfor, jeg særligt tænkte, at Alt_Cph udstillingen Over-Existings kuratorer, og vi som samfund skal overveje om ikke den postperformative æra indgår for godt i markedets hyper-æstetiserede oplevelsesøkonomi. Eller måske er jeg bare ved at blive for gammel.