Postfaktuel visualitet

Postfaktuel visualitet

Hito Steyerl: Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. 21 minutes. Installationsview fra Venedig Biennalen, German Pavilion, 2015. Image courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York. Foto: Manuel Reinartz

Vis billedserie

Hito Steyerl: Factory of the Sun

8 dec 201619 feb 2017

Hito Steyerl

Kunsthal Charlottenborg
Se kort og tider

Loading… Loading… Der er 1.43 minutter til næste runde. I tyske Hito Steyerls visuelt overlegne og eksplosive videoinstallation Factory of the Sun smelter højhastighedshandel og dronesnigskytter sammen i et computerspil, der spiller dig. Eller er det en fabrik, der producerer sollys, som det fremgår af værkets titel? Begge dele vil være svaret, for i nutidens digitaliserede verden smelter arbejde og fritid sammen, ligesom det digitale og det virkelige ikke længere er adskilt.

Fra Youtube til manga
I videoen springer vi fra en Youtube-video af en danser i guldkostume til en række japanske mangafigurer, hvis bevægelser er baseret på danserens bevægelser, og måske er digitale versioner af mennesker dræbt i forskellige kampzoner. Vi ser et reklameindslag, hvor en talsmand fra Deutsche Bank begejstret fortæller om et eksperiment med at overskride lysets hastighed i partikelacceleratoren i Cern, og vi hører vores spilinstruktør fortælle om grandonklen, som forsøgte at vende tilbage over en “flyttet” grænse til Rusland efter Anden Verdenskrig, men blev identificeret som fjende og skudt.

Det er ikke science fiction
Det kan lyde som om, det slet ikke hænger sammen, men Hito Steyerl viser på overlegen vis, at det gør. Dette er ikke science fiction. Det er heller ikke ren fiktion. Det er en kunstnerisk refleksion over vilkår i vores digitale virkelighed, som både er sublimt appellerende og samtidig uhørt skræmmende. For underholdningen er gennemskåret af fortællinger om smerte, og det, der ser uskyldigt ud, rummer i virkeligheden rester efter kødelige kroppe, som er blevet udraderet.

Still fra Hito Steyerls Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York
Still fra Hito Steyerls Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York

Udveksling af iscenesættelser
Factory of the Sun er en fantastisk og urovækkende tour-de-force igennem en digital virkelighed, hvor sikkerhed, pengeflow og visualitet flettes sammen i en globaliseret udveksling af iscenesættelser – og vi er midt i den. Mens vi læner os tilbage i solstole og betragter den 23 minutter lange video, der spiller på alle internettets velkendte visuelle former – Youtube, spil-monitorer, reklamer og kontinuerlige brud, hvor vi afventer, at systemet loader – er vi selv foldet ind i et virtuelt rum.

Solstolene er nemlig placeret inde i det, der ligner et ‘motion capture’-studie – en sortmalet boks, hvori alle sider, gulv og loft er opskåret i et grid af smalle, blå striber oplyst af LED-lys. Vi sidder med andre ord inde i en slags virtuelt ingenmandsland – næsten som beskueren i Platons grotte, der ser skygger på væggen. Forskellen er bare, at den virtuelle verden, som foldes ud foran vores øjne, ikke er fiktiv. Den er lige så virkelig som vores kroppe i solstolene.

Hito Steyerl: Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. 21 minutes. Installationsview fra Venedig Biennalen, German Pavilion, 2015. Image courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York. Foto: Manuel Reinartz
Hito Steyerl: Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. 21 minutes. Installationsview fra Venedig Biennalen, German Pavilion, 2015. Image courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York. Foto: Manuel Reinartz

Kunstner-som-teoretiker
Kunsthal Charlottenborg gør i deres pressemateriale opmærksom på, at Hito Steyerl pt. er nummer 7 på ArtReviews liste over de mest indflydelsesrige personer i kunstverdenen. Faktisk er hun den højest rangerende kunstner på listen, som i overvejende grad er befolket af gallerister og kuratorer. Det skyldes ikke mindst, at hendes kunstproduktion er koblet op på en teoretisk refleksion over visualitet og den omvæltende digitale virkelighed.

Droner og visuelle identifikationssystemer
Hun har bl.a. reflekteret over internettets død, fordi det ikke længere har de potentialer for frigørelse, som det tidligere havde, men derimod er blevet overtaget af kommercielle organer og overvågningssystemer, der rækker ind i vores øvrige liv. Hun har også reflekteret over samspillet imellem brugen af droner og digitale systemer, der opererer på basis af potentielt fejlbehæftede analyser af navnelister og upræcise visuelle identifikationssystemer.

Det er en række af disse refleksioner, man ser filtreret ind i Factory of the Sun. I værkets kontinuerlige skift fra det filmiske til det tegnede til det computergenererede på både lyd- og billedsiden handler det bl.a. om hvilke systemer, der er med til at udpege nogle mennesker som terrorister og dermed legitimerer deres udradering, ligesom det handler om at koble overvågningen af vores digitale færden sammen med vores tendens til selveksponering på nettet.

Still fra Hito Steyerls Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York
Still fra Hito Steyerls Factory of the Sun, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York

Postfaktuel visualitet
Det handler også om det postfaktuelle samfund, hvor historier bliver videredistribueret uden efterkontrol, ligesom beslutninger bliver taget på basis af grynet visuel dokumentation. Hænger det fx sammen, når vores spilinstruktør påstår, at hun er barn af russiske løjtnanter, der flyttede til Israel, men samtidig fortæller, at hun gik på en katolsk skole i Japan, og hendes dansende bror har lavet Youtube-videoer fra forældrenes kælder i Edmonton i Canada? Eller skal man med talsmanden for Deutsche Bank blankt konstatere: “Jeg taler og du lytter” og “Jeg kan sige lige, hvad jeg vil.”

Hito Steyerl sætter tingene på spidsen, men ikke uden at det har hold i virkeligheden. Den lækre æstetiske indpakning, der rytmisk hiver os med ind i ’solfabrikken’, kan fremstå som en modsætning til en kritisk refleksion over vores digitaliserede verden, men i dette tilfælde giver formen næring til indholdet. Det glatte og det smertefulde hænger sammen, ligesom det smukke og det grusomme.

Immanent modstand
Steyerls pointe synes at være, at vi ikke er uden for disse flows af billeder og historier, men vi kan vælge at navigere anderledes, at kæmpe imod nogle strømme og opbygge nogle andre, ligesom vi kan vælge at lade være med at bilde os selv ind, at den digitale verden er en uskyldig legeplads for social udveksling og ikke for længst har ændret den måde, som verden i øvrigt fungerer på.

Cadeau til Kunsthal Charlottenborg for at vise denne installation, der var et af de tyske bidrag til Venedig-biennalen sidste år, og for at gøre publikum den tjeneste at transskribere værkets talestrøm til en dansk oversættelse i handouts. Selv om værket lever i kraft af sin hektiske, visuelle strøm af billeder og komplekse, sammenstykkede fortælling, så er det alligevel godt at få en smule hjælp til at dechifrere kompleksiteten.

Vis billedserie

Hito Steyerl: Factory of the Sun

8 dec 201619 feb 2017

Hito Steyerl

Kunsthal Charlottenborg
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Postfaktuel visualitet'

Facebook