Kunsten som subtil aktivisme

Kunsten som subtil aktivisme

Nick Bruhn-Petersen: World Peace: Episode One, 2017. (still fra værket)

Afgangsudstillingen fra Det Fynske Kunstakademi med titlen Past Present markerer fornemt syv kunstneres indtræden på scenen og vækker mange forhåbninger om en fremtid med både subtile og mere højlydte opgør med de fastgroede og postulerede sandheder.

Man kan sige meget om kunstens forhold til omverdenen, og enhver kunstner formulerer sin egen strategi for, hvordan den relation administreres og udfoldes. Der er derfor også meget forskel på, hvor konkret eller abstrakt man som kunstner opererer i forhold til sin tid og de hændelser, der udspiller sig. Det gør sig også gældende, når man træder ind i Brandts store udstillingsrum, hvor de syv fynske dimittender Nick Bruhn-Petersen, Katrine Stensgaard Jensen, Johanne Rude Lindegaard, Dina Lundvall Nielsen, Kate Sterchi, Anna Walther og Oscar Yran udstiller deres afgangsværker for tiden.

Overskriften til denne anmeldelse er hentet fra et af de syv interviews med afgangseleverne, som kurator og vejleder Johanne Løgstrup har afholdt med afgangseleverne op til udstillingen. Katrine Stensgaard Jensen ser netop kunsten som en sådan form aktivisme, der kan antage varierende grader af volumen. Man kunne supplere Stensgaard Jensen og uddybe, at kunsten er en ofte kritisk reflekteret aktivitet, der også placerer sig midt i tiden – forholder sig til fortidens erfaringer, men også fremtidens muligheder. Her ligger udstillingstitlen gemt og udpeger denne ansvarsfulde position som kunstneren potentielt indtager.

Katrine Stensgaard Jensen: CO-EXTENSIVE HABITATS. Installationsview. Foto: Frida Gregersen

Materialevalg, proces og graden af abstraktion er til gengæld noget af det, der positionerer kunstnerne i forhold til hinanden. Det er her sproget, de særlige greb og den kunstneriske undersøgelse definerer sig og giver værkerne deres særlig karakter. Og hvis man skal sige noget generelt positivt om denne årgang, så er de konceptstærke og subtile aktivister, gode håndværkere, følelsesladede poeter, indignerede verdensborgere og interesserede i den fordybende dialog med deres publikum.

Hvis man skal sige noget mere kritisk om helheden, så kunne udstillingen godt have været en tand strammere i udvalget. Det luksusproblem – og det er det! – skal jeg nok komme tilbage til.

Modstrømsstrategier og plast-revival
Katrine Stensgaard Jensen tager afgang med en to-kanals videoinstallation, der forholder sig til de helt store bevægelser på vores klode som resultat af klimaets, og særligt havstrømmenes, forandring. Og meget sigende for den forudgående intro her, placerer hun sig med Co-Extensive Habitats midt imellem disse bevægelser, det personlige væves følsomt ind i nøgterne fakta om klodens tilstand, og kunstnerens transnationale identitet og voksende bevidsthed om kulturelle stigmatiseringer bliver til en fortælling om at bevæge sig modstrøms. Indsætter afvigeren som en potentiel position i vor tid. Et kritisk og følsomt bud på en modstandsdygtig eksistens i en frit faldende verden.

Oscar Yran. Installationsview. Foto: Frida Gregersen

Der er til gengæld noget helt igennem fortidigt over de seks skulpturelle værker fra Oscar Yran, der nærmest udtrykker en form for håndværksfetich med referencer til Arts and Crafts-bevægelsen fra 1800-tallet.

En stol med egyptiske konnotationer, et skakbræt, et kompasbord – produkter der traditionelt ville være udarbejdet i ’højkulturelle’ træsorter – er realiseret i alt fra MDF-plader, krydsfiner og særligt HDPE (Høj Densitets Poly-Ethylen), der er en særlig anvendelig og funktionel plastsort.

Og her møder vi så mukkerten, der slår skæbneslagene (Time Crafter) med et ’splat’ af plastik, Curious Combination of Buckets (en form for tøndeopsats med plastkugler) og sidst CAST – et stort stykke størknet plast fra havet, udstillet som en ædelsten. Vi er her dybt nede i formgivningens materialer og en revival af de ’lavkulturelle’, men måske mere ’bæredygtige’, materialer med det polemiske men subtilt udfoldede spørgsmål: Ville verden se anderledes ud, hvis vi anså plast for noget værdifuldt og ikke noget ligegyldigt? Den undersøgelse ville måske stå klarere med færre værker.

Johanne Rude Lindegaard: Blændet klarsyn + Dyb overflade + Støvet revolution, 2017. Foto: Frida Gregersen

Krop og kult
Johanne Rude Lindegaard tager som den eneste kunstner på årgangen afgang med en serie af malerier, men virkelig store malerier, der måske meget symptomatisk også forholder sig mest subtilt til omverdenen.

Det er abstrakte undersøgelser af flade, krop og rum – en nærværsforskning, der er på færde. Og de tre kulørte malerier har en markant kropslig effekt, ganske enkelt ved deres ’foldede’ udtryk, størrelse og ved at hælde, læne og hænge fra og på væggen. Rude Lindegaard vækker minder om Tauba Auerbach og hendes ’foldede’ malerier, men der er en særlig rumlig dimension hos førstnævnte.

I Dina Lundvall Nielsens afgangsprojekt står man sært overvældet overfor en hel række objekter af næsten natur-okkult karakter, jord på gulvet, planter, en stor bøgeplanke og så en højt hævet lænestol i træ.

Indtager man stolen, slår benene op og lytter, får man serveret lydværket, der får alle elementerne til at hænge sammen. Siddende deroppe, hvor man kan overskue hele værket og dets formationer, materialer og detaljer, bliver man på 15 min. ført gennem en underholdende sci-fi fortælling om en gen-opdagelses-rejse til Silicon Valley i 2334, hvor naturens netværk, befrugtninger, pollen, osmose er blevet inficeret af data, netværk og et kemisk allestedsnærvær.

Dina Lundvall Nielsen: The Savage Net, 2017. Installationsview. Foto: Frida Gregersen

Det er faktisk ret fint sat sammen, med blik for de store bevægelser i vores samfund, også selvom materialet og dets forbindelser synes uoverskueligt, men vi forbliver en lidt passiv modtager af budskabet fra The Savage Net.

Værk og menneske
Det samme gælder Kate Sterchis tre værker, der dog gør det til en pointe at være meget subtile. Reserverede, ville nogen måske sige. En stak fotokopier af grafiske digte, man ikke rigtig kan læse (Contained Spill), en lyserød skillevæg (Institutional Embrace) med en personlig kærlighedserklæring og et sølvfoliegardin (run-on-party-lines) udspiller en ret afvisende værkoplevelse, hvor der hele tiden er to bevægelser: institutionelle restriktioner og personlig udfoldelse.

Det er den strukturelle konflikt, vi er vidner til, spørgsmålet om subjektets plads i institutionen, men ikke rigtig mere end det. ”After the End of Art I found you”, står der. Men jeg er i tvivl om, hvem ’you’ er?

Anna Walther: Fact and Reject. Installationsview. Foto: Frida Gregersen

Anna Walthers værkserie (Fact and Reject) handler netop om afvisning, men knap så subtilt.

I den ene og klart den stærkeste del af værkserien er afvisningen et meget personligt og intimt anliggende, der formidles stærkt i fotoværket Years of Observation and Participation overfor skulpturen Redemption (en løbende bruser i bunden af en bruseniche) og den lidt overdramatiserende Tragedy (en tilsyneladende blodindsmurt, sammenrullet madras).

Det er en form for surreel feminisme, der udfolder sig mellem det private og kollektivt underbevidste, hvor krop og (selv-)forbrug clasher, men hele undersøgelsen om ’det afviste’ bliver knap så skarp ved også at inkludere halmballer på en havetrampolin, plasmalampe og et klistermærke af en hånd på vinduet. Dér kunne der godt skæres til benet uden at skade det kritiske greb.

Verdensfred og mediekritik
Lad os slutte af i den mindre subtile og underholdende ende af spektret med Nick Bruhn-Petersens tragikomiske nær-fremtids-videoværk, der er en blanding af Palle Alene i Verden og The Yes Men’s taktiske mediestunts. Her følger vi Michael, der er nyhedsvært og journalist på en tv-kanal og oplever noget så utopisk som verdensfred.

G25 mødet, som altså ligger et stykke ude i ‘den usandsynlige fremtid’, får indstiftet en nedrustningsaftale, der bl.a. ender med at få skabt fred mellem først Palæstina og Israel og snart resten af verdenen.

Det ender lykkeligt, lige umiddelbart. Men ligesom Palles tur i drømmeland, så er der noget galt, og vor hovedperson ender i druk og ynkelige forsøg på at skabe nye konflikter, en ny mening for hans daglige arbejde. Bruhn-Petersens fornøjelige ‘take’ på medieverdenen, der bare vil ”push it to the max”og konstant konstruerer sine egne sandheder for profit, er godt skruet sammen, og selvom det er subtilt, er det også fyldt med indignation over verdens tilstand.

World Peace: Episode One, 2017. Installationsview. Foto: Frida Gregersen

Og således er vi tilbage ved den kritiske drivkraft, og som Katrine Stensgaard Jensen så rammende udtrykker det:

”Medierne skal ikke have lov til at diktere min frygt, mine glæder og drømme. Jeg vil se ud over religion og kulturer, der medfører fastgroede moralopfattelser, samfundsstrukturer – jeg vil aldrig fortie, aldrig vende mit blik bort fra det grimme, det sårbare. Frem for alt må jeg aldrig tro, at jeg er færdig, færdig med at lære, færdig med at vokse.”

Ovenpå nogle hæslige døgn i Manchester er dette fortrøstende ord fra Det Fynske Kunstakademis lovende årgang af subtile aktivister.

Kommentarer