“Kunst er en nødvendighed”

“Kunst er en nødvendighed”

Mads Øvlisen og Elisabeth Toubros Arkitektone fra 1998. Polyester og bemalet metal. 67 x 42 x 98 cm. Foto: Novo Nordisk Art Collection

Vis billedserie

Den skifter hele tiden regler og animerer til nytænkning. God kunst rummer noget, som man aldrig bliver færdig med. Noget mærkeligt. Noget uudgrundeligt. Interview med Mads Øvlisen om betydningen af kunst på en arbejdsplads.

Mads Øvlisen behøver næppe nogen introduktion, men lad os alligevel for en ordens skyld give læserne et par data: Han er født i 1940 og er uddannet som jurist. Efter nogle års virke som advokat blev han i 1972 ansat i Novo Industri A/S, hvor han blev administrerende direktør i 1981. Det var Øvlisen, som i 2000 efter at være blevet overbevist af sine kolleger om at det var en god ide, splittede virksomheden op, således at udviklingen af enzymer blev lagt over i et selvstændigt, børsnoteret firma med navnet Novozymes. Det var også Mads Øvlisen, som introducerede miljøregnskab og socialt regnskab i virksomheden.

Under hele sit virke hos Novo Nordisk har han indkøbt kunst. Dels for at opnå en skarpere, fremadrettet profil for medicinalfirmaet, dels for at skyde nogle interne debatter i gang blandt medarbejderne. Øvlisens hjerte har altid banket for kunsten: Efter at være gået på pension i 2000 fortsatte han som bestyrelsesformand for Novo Nordisk frem til 2005. I 2000-2007 var han formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse og fra 2007-11 formand for Kunstrådet, hvor han bl.a. arbejdede på at fremme kommunikationen om kunstens – og kunstkritikkens – rolle i samfundet og i kulturlivet.

Kunsten som en del af hverdagen
Hvad de færreste til gengæld ved, er, hvordan Mads Øvlisen mødte kunsten. Det skete tidligt gennem hans hustru Lise, som dengang læste kunsthistorie. Kunstnerne var en del af det unge pars omgangskreds, og Mads Øvlisen gav dem nu og da en hjælpende hånd med at oversætte tekster til engelsk, når de skulle udstille i USA, fordi han selv havde læst i USA og derfor beherskede engelsk. Han hjalp dem også med stiftelsen af ABCinema. Det var bl.a. gutterne fra Eks-Skolen, navnlig Bjørn Nørgaard, Stig Brøgger m.fl. På den måde blev kunsten en del af hverdagen.

Peter Land ”Uden titel (mand i trapez)”, 2003 Olie på fiberafstøbning, tekstil, trapez, 197 x 342 x 310 cm. Foto: Novo Nordisk Art Collection
Peter Land ”Uden titel (mand i trapez)”, 2003 Olie på fiberafstøbning, tekstil, trapez, 197 x 342 x 310 cm. Foto: Novo Nordisk Art Collection

Mads Øvlisen: ”Derfor betragter jeg kunst som en nødvendighed, det er ikke noget eksotisk, men noget helt almindeligt, og derfor anser jeg det også for at være meget vigtigt, at børn møder kunsten tidligt i deres liv. Det har jeg forsøgt at fremme i mit arbejde i Kunstfondens og Kunststyrelsens regi med huskunstnerordninger m.v.”

Af de ca. 1200 kunstværker, som Novo Nordisk ejer, har Mads Øvlisen købt omkring 800. Hovedreglen for Mads Øvlisen har været, at kunsten gerne skulle inspirere, men også provokere – måske endda ryste – medarbejderne og besøgende udefra. Man møder ofte kunsten på de mest uventede steder – endda på toiletterne. Det er helt bevidst.

Værker som værktøj
I dag kan man konstatere, at samlingen er blevet, hvad man på engelsk kalder en ”time capsule” (en tidskapsel, red.). Den er med andre ord bundet til sin tid.

“Jeg blev ved med at købe kunst indtil min afgang, og da spurgte man, om ikke jeg ville fortsætte med dette. Men det ønskede jeg ikke, eftersom jeg hele tiden havde brugt kunsten til kommunikation, altså som mit ledelsesværktøj, så hvis jeg fortsatte med at købe kunst for mine efterfølger, ville jeg blive deres dekoratør.”

–Hvordan orienterede du dig i kunsten, når du skulle købe ind?

”Min hustru, som er keramiker, og jeg selv smuttede ind til gallerierne om lørdagen, efterhånden som børnene var blevet så store, at de kunne klare sig selv derhjemme. Jeg gik efter kunst, som på en eller anden måde passede til virksomhedens dagligdag. Men jeg har naturligvis også foretaget nogle fejlkøb. Men det gjorde ikke så meget, for som forskende og udviklende virksomhed kan du ikke undgå at lave fejl. Du skulle blot huske at lære af de fejl, som blev begået fx i laboratorierne, hvor der hele tiden skulle tænkes nyt.”

–Efter hvilke kriterier har du indkøbt kunst?

”Når jeg kigger tilbage, så har jeg købt meget bredt ind. Talenter fra årtierne er næsten alle repræsenteret i samlingen. Men den røde tråd har været, at kunsten skulle få folk til at stoppe op og tænke. Jeg har undgået at indkøbe værker, der bare er pynt.”

Mads Øvlisen har medbragt fotografier af nogle af værkerne, bl.a. en stofskulptur af Peter Land (f. 1967). Det er et selvportræt i pyjamas med uhørt lange ben og arme:

”Han har inditl for nylig hængt i en trappeopgang. En af mine kollegaer kom en dag og spurgte, om ikke han måtte sætte et emblem på figuren fra vores største insulin-konkurrent, Eli Lilly, fordi han så så trist ud. Så kunne han hænge dér og være trist,” ler Mads Øvlisen. “Det fik han lov til.”

Ikke konventionel kunst
–Har du aldrig ladet dig påvirke af reaktionerne fra medarbejderne?

”Min målgruppe var først og fremmest Novo Nordisks ansatte og sidenhen også de ansatte i Novozymes. Men jeg så også gerne, at studerende fra udlandet kunne opleve, at Novo langt fra var noget konformt miljø. Jeg ville gerne have, at folk blev provokeret af kunsten. At de vågnede op og spurgte til værkerne.”

Lars Bent Petersen ”Defining art”, 1996 Akryl på lærred, 90 x 70 cm. Foto: Novo Nordisk Art Collection
Lars Bent Petersen ”Defining art”, 1996 Akryl på lærred, 90 x 70 cm. Foto: Novo Nordisk Art Collection

Mads Øvlisen finder en gengivelse af et af Lars Bent Petersens (f. 1964) tidlige værker frem: ”Det er et af mine yndlingsbilleder. Titlen er ’Defining Art’, og motivet er to punktummer, et komma og en streg, som hentyder til det gamle børnerim. Jeg hængte værket op hos nogle af vores projekterende ingeniører, der blev så noget irriterede. ”Hvad! Det kunne vores søn have lavet henne i børnehaven,” sagde de. Men da jeg senere ville flytte det, ville de ikke høre tale om det. De havde simpelthen tilegnet sig det. Nu var det blevet deres. Naturligvis har jeg lyttet til medarbejdernes reaktioner, men jeg har holdt fast i de indkøb, som jeg fandt væsentlige.”

HuskMitNavn ”Uden titel”, 2004 Olie på voksdug, 113 x 100 cm. Foto: Novo Nordisk Art Collection
HuskMitNavn ”Uden titel”, 2004 Olie på voksdug, 113 x 100 cm. Foto: Novo Nordisk Art Collection

Også HuskMitNavn (f. 1975) figurerer blandt de mange kunstnere, som Mads Øvlisen bragte til Novo Nordisk i sin tid. Han fremviser en gengivelse af værker af denne anonyme billedkunstner:

”Det viser en mand, der i en taleboble står og siger: ”Alting var kaos indeni ham, men udenpå var han cool. Kun den omvendte cigaret afslørede hans indre.” Han har tændt den i enden med filteret,” kommenterer Øvlisen.

”Efter at jeg holdt op, ansatte man i 2010 kunsthistorikeren Helle Ryberg til at varetage samlingen. Hun kommer fra galleriverdenen,” fortæller Mads Øvlisen. ”Hun katalogiserer, vedligeholder og køber kunst og spurgte, om jeg ville være med til at lægge en ny strategi for kunstkøb. Det ville jeg gerne, men kun på sidelinjen, det er Helles udspil, som ledelsen har godkendt. Det var nødvendigt med en strategi, fordi virksomheden var vokset og var blevet global med afdelinger rundt om i verden. Der er lagt et budget, og Helle har fået frie hænder til at indkøbe værker. At indkøbe kunst er jo ligesom med jordbær: Man må slå til, når de udbydes. Hun har lagt megen vægt på at placere kunst med kant, som passer til den omgivende, ofte helt nye arkitektur, og det har hun gjort virkelig godt.”

–Du har egenhændigt købt de mange værker ind – uden at støtte dig til et kunstudvalg? Hvorfor denne enegang?

”Det er et af de eneste steder, hvor jeg ikke har været demokratisk. Det går ikke at være flere om at beslutte, hvilken kunst man skal købe. Kunst er ikke demokratisk. Men det er mit klare indtryk, at medarbejderne ikke har haft noget imod de indkøbte værker. Tværtimod har de ofte animeret til diskussioner – ligesom de har inspireret medarbejderne til at interessere sig for kunst.”

Kunst og forskning
–Men
skal værkerne nødvendigvis være så provokerende?

”Når jeg kalder et værk provokerende, så skal det ikke forstås som frastødende. Snarere handler det om, at værket skal sætte fantasien i gang. Og lad mig straks tilføje: Jeg har været meget opmærksom på kulturelle forskelle, når der skulle hænges dansk kunst op i vores afdelinger i udlandet. For eksempel da jeg satte et værk op af Doris Bloom i vores afdeling i North Carolina. Da overvejede jeg nøje, om værket ville virke upassende på grund af de racemæssige problemer, som værket adresserer, og som jo er en del af medarbejdernes virkelighed. Her må man nøje overveje den samfundsmæssige og kulturelle kontekst, som værket optræder i. Reaktionen skulle helst ikke blive for voldsom. Så fungerer kunsten jo kontra-produktivt.”

Doris Bloom ”Poca Molta (En smule, en masse)”, 1992 Olie på lærred, 200 x 200 cm. Foto: Novo Nordisk Art Collection
Doris Bloom ”Poca Molta (En smule, en masse)”, 1992 Olie på lærred, 200 x 200 cm. Foto: Novo Nordisk Art Collection

–Er der i dine øjne en parallel mellem videnskabelig forskning og kunstneriske eksperimenter?

”Ja, det mener jeg, der er. Den søgende og udviklende forsker og den søgende og udviklende kunstner leder bestandigt efter grænser, som de gerne vil bryde for at undersøge, hvad der ligger bag horisonten. De gør op med det etablerede eller stiller spørgsmål til det. Denne leden efter svar og spørgsmål, tror jeg, er fælles. Disciplinært udvikler de sig naturligvis meget forskelligt. Men fælles for begge discipliner er en manglende tilfredshed med tingenes tilstand, med status quo. De vil begge videre. De vil begge vide mere.”

–Hvad har du gjort for at klæde medarbejderne bedre på til mødet med kunsten?

”Jeg har personligt aldrig kunnet acceptere argumentet ”jeg forstår ikke moderne kunst.” For mig er det et spørgsmål om at få set nok. Jeg tænker selv tilbage på dengang, jeg for første gang blev udsat for videokunst, og jeg syntes, at det var højst mærkværdigt. Hvad kunne man dog bruge dette til, tænkte jeg. Men her bliver man nødt til at mobilisere den nødvendige selvdisciplin og formulere den modstand, man føler, så man kan bearbejde den sammen med andre. Pointen er, at man skal blive ved med at se. Jeg gjorde ikke noget særligt, for at medarbejderne skulle kunne lide den indkøbte kunst. Jeg hængte den bare op som en kommentar til den situation, virksomheden befandt sig i for at demonstrere, at hvis vi blev ved med at gøre det, som alle andre gør, så kommer vi ingen vegne. Vi var nødt til at tænke anderledes, og som før nævnt også begå fejl.”

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'"Kunst er en nødvendighed"'

Facebook