Katrine Skovsgaard modtager legat for afgangsværk

Katrine Skovsgaard modtager legat for afgangsværk

Billedkunstner Katrine Skovsgaard modtager Sven Dalsgaards Legat for sit afgangsværk (I). Pressefoto

Den personlige smerte bliver til et kollektivt projekt i Katrine Skovsgaards værk (I). Den 2. juni tildeles billedkunstneren Sven Dalsgaards Legat.

Sven Dalsgaards Fond til fordel for yngre, eksperimenterende kunstnere udpeger Katrine Skovsgaard som modtager af et legat på 75.000 kroner.

Til baggrund for tildelingen ligger Skovsgaards afgangsværk fra Det Fynske Kunstakademi, hvorfra hun dimmiterede i 2016. Igennem sin tid på akademiet arbejdede hun med at sætte billeder på sin kroniske smerte. Med værket (I) bliver Skovsgaards private udgangspunkt til et kollektivt projekt, hvori kroniske smertepatienter, som del af en workshop guidet af Skovsgaard, har markeret deres individuelle smerte på de fotografiske portrætter, som installationen består af.

Læs mere om Katrine Skovsgaards værk i forbindelse med, at hun sidste år modtog en hæderspris fra 15. Juni Fonden her

Billedkunstner og tidligere professor ved Det Kongelige Kunstakademi Claus Carstensen har indstillet tre kandidater til legatet, og derefter har bestyrelsen af Den Frie Udstilling foretaget den endelige beslutning om, hvem modtageren skulle være.

Overrækkelsen af legatet til Katrine Skovsgaard foregår fredag den 2. juni kl. 14 i Den Frie Udstillingsbygning. Alle er velkomne til at deltage.

Sven Dalsgaards Fond blev stiftet i 2002, og senest har Søren Thilo Funder (2014) og Lasse Krog Møller (2016) modtaget legatet.

Del artiklen

'Katrine Skovsgaard modtager legat for afgangsværk'

Facebook