To søstre lokkes af nisser, der sælger frugt! Den ene falder for fristelsen, betaler med en lok af sit hår, mæsker sig i frugt, men bliver derefter syg og sygner hen. For at redde hende køber den anden søster frugt for en sølvmønt, men undgår selv at spise frugterne, selvom nisserne prøver at tvinge dem i hende. I stedet fodrer hun sin søster, som efter et voldsomt anfald bliver rask igen.

Sådan nogenlunde er handlingen i det svulstige og eventyrlige digt Goblin Market af engelske Christina Rossetti, udgivet tilbage i 1862. Digtet udgør et løst – meget løst! – afsæt for den aktuelle skulpturudstilling i Augustiana Kunstpark, der i sin tid er anlagt i den klassiske engelske havestil og derfor dyrker en (lidt) større grad af ‘vild med vilje’ end de symmetriske og OCD-kontrollerede barokhaver.

Augustiana Kunstpark er en del af en større kunstsatsning ved Augustenborg Slot på Als i Sønderjylland. Parken hører til Augustiana Kunsthal, som holder til i et stateligt (side)palæ, og som nabo er der Augustenborg_Project, der på et stort antal kvadratmeter gør det i kunstudstillinger og artist residencies, og som desuden har allieret sig med galleriet Maxus101.

Fristet af magien

I kunstparken har kurator Sophia Luna Portra spredt skulpturerne ud på plænen og mellem træer og buske og givet dem følgeskab af fragmenter fra digtet i udstillingens folder. Sweet to tongue & sound to eye er udstillingens titel, netop med et lån fra en strofe i Goblin Market.

Jeg læser det lange digt på telefonen to gange, mens jeg er her, og fatter måske ikke helt den dybere mening med digtet som kuratorisk ramme. Men jeg opdager dog snart, at jeg som den ene søster i Goblin Market lader mig friste af det irrationelle, af magien og eventyret, som i høj grad lever i skulpturerne og deres måde at tale sammen med omgivelserne

Den charmerende udstilling viser hovedsagelig helt unge kunstnere fra den 90’er generation, som Portra selv er en del af, og det er ikke – tager man denne udstilling som symptomatisk – nogen nærig generation, der lider af smålige betænkeligheder ved at kaste sig ud i fabulerende og magiske fortællinger.

Det forbudte træ

Se for eksempel Noah Umur Kanbers glaserede keramikskulptur The Forbidden Tree, 2022, hvor træet rejser sig vitalt med slangevækster og blomster med (nisse?)hoveder. Selvom det er ‘for meget’, klodset , kitschet og måske endda ulækkert, har dette vildskud med sine forbudte frugter en forførende og fandenivoldsk kraft blandt parkens veltilpassede buske og træer.

Og hvad er det for en mærkelig blomst, der rejser sig mellem tre træer i form af Ava Samiis værk Coming of age, 2022? Hvor de spidse kronblade forfines indadtil og i sin midte holder en slags frugt? Værket er udført i moderne materialer som beton og epoxy, men har en kultisk aura over sig ikke mindst i kraft af placeringen på det lidt hemmelige sted.

Regulært mystificeret bliver man også, når man finder frem til Martin Brandt Hansens Retro Pool, 2022, i skovkanten. I en aluminiumspøl dukker Lenins (nedskalerede) dødsmaske frem, som et malplaceret ekko fra en anden tid, som en hellig gral for halvreligiøs persondyrkelse eller som hul, massefremstillet kommerciel afstøbning? Brandt Hansen har tidligere arbejdet tematisk og dekonstruktivt med ikke mindst grønlandske masker.

Min smukke hest

Hybridvæsener er hipt i disse tider, hvor menneskets selvpromoverede adskillelse fra andre væsner problematiseres af alle fra miljøaktivister til spirituelle. Ofte er klassiske parker forsynet med symmetrisk placerede løve- eller ørnefigurer, men her træder en queeret hest/menneskefigur frem af buskadset fra plænens udkant.

Stella Belings My Beautiful Horse, 2020, er en ambivalent skikkelse: Hesten har menneskestørrelse, stejler og går på en gang, rejser ørene og flasher sine disneystore pony-øjne. En blanding af kitsch og klassik, der er gådefuld og velplaceret i parken.

Et fuglebad på indersiden af en gravid mave

I den anden ende af plænen ned mod Augustenborg fjord finder vi et fuglebad i beton af Frederik Exner. Rundt omkring blomsterformen – i hvis hoved der er en nedsænkning, selve badet – kredser en flok kravlende nøgne menneskeskikkelser med fjerløse fuglehoveder.

Eller er det øglehoveder? I hvert fald er der også i dette værk masser af hybrid fortællekraft, men hvad det lige er for et ritual, der udspiller sig, må man vist digte videre på.

Lea Guldditte Hestelund deltager ligeledes med et fuglebad: to mamorblokke, den øverste med en fordybning på størrelse med indersiden af en gravid mave.

Hestelund er umiddelbart mere cool end resten af feltet, men en rød væske i bunden understreger værkets påtrængende og foruroligende kropslighed og dets gådefulde, måske ligefrem traumatiske reference til fødsel og død. Det er jo egentlig paradoksalt, værkets tunge og stivnede materialitet betragtet.

Oh rædsel!

Hestelund (f. 1983) er i dette selskab en lidt ældre og mere etableret kunstner, og med på udstillingen er da også alderspræsidenten Marianne Hesselbjerg (f. 1949), som helt naturligt blender ind blandt de unge med sin Aluminiumsø, 2003, der ligger centralt på plænen med sin magiske spids i centrum.

Ligeledes deltager Rolf Nowotny (f. 1978), der som vanligt brænder igennem med sin Blind Child Foam Born, 2022. Barnefiguren sidder sammenkrøbet og rygvendt uden arme og underben og stirrer tilsyneladende ind i mørket under de lavthængende grene. Ryggen er sprækket og en overdimensioneret rygsøjle er på vej ud. Oh rædsel!

Og hvad ser barnet, for øjnene er bare hulninger og titlen indikerer blindhed? Det er fandme uhyggeligt, og Nowotny kan som få skabe værker, som virker direkte, inden man når at hæve paraderne.

En ny tro på kunstens magi

Der er altså skruet godt op for fortællingerne, eventyret og magien i udstillingen, der som den ene søster i Goblin Market beruset suger og smasker nissernes frugter i sig trods den anden søsters bævende advarsler.

Sweet to tongue & sound to eye følger på den måde den tendens, man øjner hos mange kunstnere i disse år: en slags genfortryllelse af kunsten.

En genfortryllelse næsten i den forstand den amerikanske kunstner, kritiker og kunstprofessor Suzi Gablik argumenterede for i sin bog The Reenchantment of Art tilbage i 1995.

Her fremførte hun sin vision om at tilbageerobre kunsten fra ‘civilisationen’ og kapitalinteresserne for at genetablere forbindelse med kunstens oldgamle helbredende magi, forbundet med jorden og tilstedeværelsen i naturen.