Katy's Convoy er et elskeligt eventyr med finurlige møbel-dyr og alle de glæder og trængsler, der hører gode historier til.
Som den fantasy-nørd jeg er, blev jeg med det samme forelsket i kaninen Katy og hendes karavane af bizarre venner.
Nina Saunders har mod alle odds formået at omdanne larmende nostalgi til animerede figurer i deres eget særegne univers. Resultatet er et fortællingsmættet værk, som tåler at blive set igen og igen.
Dekonstrueret nostalgi
Der er ikke noget i Katy’s Convoy, som ikke er velkendt. Alle elementerne fra mormors stue er til stede: kakkelbordet, de tykt-polstrede møbler, storblomstrede brokader og (fra de mere jagtdrivende hjem) udstoppede dyr.
Forestil dig, at mormors stue pilles fra hinanden, og de enkelte elementer sammenstykkes til en ny helhed – så har du Katy’s Convoy.

Konstruktionen af Katys verden
Det har bestemt ikke været nemt at overdøve de larmende nostalgiske referencer og skabe denne nye helhed – Katys univers. At det er lykkedes skyldes nok især Saunders perfektionisme. Der er tænkt over hver en lille bitte detalje, og alt er smukt udført fra polstringsarbejdet til den harmoniske iscenesættelse i museets højloftede rum.
Tilsammen muliggør rammerne og håndværket en næsten umulig opgave: At skabe levende karakterer ud af sammenstykkede møbler og udstoppede dyr. For selvom Katys krop er en stor tung skammel, er der noget ved benenes stilling og sædets drejning, der puster liv og bevægelse i figuren.

Fyldt med historier
Katy’s Convoy er et stærkt værk, fordi figurgalleriet er så vellykket. Katy og vennerne fylder installationen til randen med små og store fortællinger. Om Ælling, der er 40 cm lang. Om Isbjørn, som desværre ikke klarede strabadserne, og som nu ligger i kummefryseren. Om Ræv, der har så grueligt meget at balancere med. Og selvfølgelig om Katy, der frejdigt går foran.

Et lukket univers
Fordi værket virker helstøbt, skaber det sit helt eget univers bag Horsens Kunstmuseums mure. Her er alt en stor symbiose – lige fra de perfekt udførte figurer, opstillingen, portrætterne over kakkelbordet til det filtede katalog påsyet Katys portræt.
Det betyder, at Katy’s Convoy skiller sig ud og gør indtryk på den besøgende. Men det betyder også, at værket lukker sig om sig selv, mere end det refererer udad.

Realpolitisk værk?
Alligevel er det ifølge Saunders selv et værk, der sætter fokus på aktuelle problemer: krig i Afghanistan, Irak og Congo, flygtningekonvoyer i Darfur og klimaforandringerne. Men som formidler af denne realpolitiske dagsorden er værket ikke videre vellykket.
Måske fordi der i forvejen er så meget at komme efter i Katys verden, at Irak og klimaet hverken er det første eller femte, man tænker på – med mindre man altså har læst kataloget på forhånd.

Unødvendig overbygning
Den realpolitiske vinkel på værket, som Saunders fremhæver i kataloget, virker forceret og er bestemt ikke nødvendig for at gøre værket mere vedkommende. Snarere end at åbne op for værket, virker den alvorsfulde overbygning begrænsende. Den hæmmer blot værkets evne til at feje den besøgende med sig på fantasiens vinger.
Nina Saunders er født i 1958 i Odense. Hun bor og arbejder i London og er uddannet BA (Hons.) Fine Art and Critical Studies (parttime), First class in studio practice fra Central St. Martin's College of Art and Design, London.
Katy's Convoy kan betragtes som et af Saunders hovedværker.