Det begynder allerede, inden det rigtigt er begyndt. Fra den grusede parkeringsplads udenfor de senbarokke mure stikker Gl. Holtegaards klokketårn lige akkurat op. Og i det lille kammer mellem vejrhane og urværk har en klump af farverig cellofan og plastik taget bolig. Det er et pudsigt, men ikke usædvanligt syn. At samtidskunsten er kilet ind i Lauritz de Thurahs stringente og symmetriske bygning fra 1756. Alle udstillinger på kunsthal Gl. Holtegaard er stedspecifikke. Som en præmis forholder de sig til stedets arkitektur og den barokke tradition, huset og haven er opført i.

For den aktuelle kunstner, svenske Astrid Svangren, er det ikke uvant. Hun arbejder ofte stedsspecifikt, men det gør det ikke mindre interessant at se, hvordan hun vil gribe Gl. Holtegaards ladede rum an. Hvordan de sprossede vinduer, kaminen og kigget til havens buksbom vil yde indflydelse på hendes abstrakte, men meget associationsrige materialeunivers, som indtil nu kun er præsenteret i mere neutrale udstillings- og gallerirum i Danmark. Og klokketårnet lover godt. Den pæne ophobning af plastikaffald er på én og samme gang festlig og ildevarslende. Fyldt med konnotationer.

Med beskuerens mindekartotek

Indenfor i hovedbygningens parallelle rum er draperet plastik, folie og tekstil flyttet ind sammen med få, funktionsløse møbler i træ. Her er en vanvittigt underspillet stemning. Knyttede tekstiler, tørrede blomsterkranse og fine snore med silkepapir er rituelt hængt frem i vinduer og dørkarme. På gulvet knaser græsstrå, palietter og dråber af stearin under fødderne. En tremmeseng er forvandlet til en mellemting mellem et bur og en kongestol, og i et andet rum antyder en gammeldags kakkelovn med blodig folieflamme at opvarme mere end bare brænde.

Astrid Svangren omtaler selv sine værker som rumlige malerier. Siden hun tog afgang fra akademiet i Malmø, har hun arbejdet med maleriet som sit udgangspunkt, men overført og transformeret dets kvaliteter – farvelægning, komposition og perspektiv – til langt mere end en todimensionel størrelse på en væg. Ud over hendes fritsvævende lærreder og sorte tavler med kridttegning, som dem der blev vist på CHART 2018, hænger hun kun med det yderste af neglene fast i maleriet. De mange sælsomme materialer hun anvender, bemaler hun, folder, knytter, ophænger i loftet eller lægger på gulvet, så værkerne udfolder sig rumligt og danner forløb og forbindelser til hinanden – på Gl. Holtegaard også forbindelser mellem rummene.

Og det er med en helt eminent fornemmelse for disse materialers sanselige kvaliteter, at Svangren digter sig ind i Gl. Holtegaards herskabelige rum. I hendes mere eller mindre abstrakte sammensætninger kaster de strømme af både poetiske og politiske associationer af sig, fra kritiske undersøgelser af vores materialekultur til sanselige og kropslige fremkaldelser af gys og begær, frastødelse og tiltrækning. Og her har de barokke omgivelser en stor betydning. De er med til at fremhæve en fortælling i Svangrens værker, der i samspil med beskuerens mindekartotek udvikler sig til et lille, foruroligende kammerspil.

Materialernes kraft

For der er noget Ingmar Bergman og August Strindberg over det. Rummene dirrer af psykologisk intensitet og intimitet, som var genstandene spor fra et drama indhyllet af freudiansk uhygge. I Gl. Holtegaards midterste stue med kig til det smukke haveanlæg, hvori Svangren har sat farve til de to springvand, sodavandsblå og -lilla, hænger vimpler af tekstil og plastikspiraler fra loftet. En svensk midsommerfest, som ser ud til at være endt i slåskamp. Den gule majstang står ihvertfald ensomt frarøvet sin dekoration. Det sætter sig i kroppen.

I et andet rum bringer en træskulptur på gulvet mindelser om stokkene fra dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, og i et tredje er klaser af blød plastik og fiskenet lagt kaotisk og skødesløst ud, men alligevel heftigt arrangeret og skulptureret, så hvert eneste støvfnug kan mistænkes for at have sjæl og betydning.

Mange af materialerne og værkerne har Astrid Svangren vist før, men det er som om, at Gl. Holtegaard fremkalder dem endnu tydeligere. I de dekadente og historietunge rum vokser et stærkt nærvær af dramatik frem og bringer vores sensibilitet for materialer længere ud i dagslyset. På et bord blander mere plastik sig med glaskolber, muslingeskaller, bivoks og sneglehuse. En alkymists arbejdsbord? Et kig ned i et børnehavebarns lomme? Et fund fra verdens dybeste oceangrav?

Svangren kræver, at vi tager vores sanser alvorligt, og på en måde tvinger hun os til at visualisere og fornemme. Til at være opmærksomme og associative. Hendes værker er på én gang abstrakte og konkrete, minimale og overdådige. Men mest af alt er de kraftfulde, fordi de teatralsk kalder på beskuerens krop og engagement.