Jesper Elg driver et af Københavns stærkest profilerede gallerier, V1 Gallery, der repræsenterer et stort udsnit af danske og internationale (især amerikanske) kunstnere, der langt fra er færdige med maleriet. I maj 2018 præsenterede galleriet udstillingen New ”Bad” Painting – en stor gruppeudstilling med nyt maleri, der udfordrer kunstens og maleriets konventionelle normer – igen, kan man sige.

Den nye direktør for Holstebro Kunstmuseum, Anders Gaardboe Jensen, har lig Elg et særligt forhold til maleriet, og Holstebro Kunstmuseum har i flere omgange profileret nyere danske malere som Tal R, Peter Linde Busk, Anna Sørensen for bare at nævne nogle få. Indtil oktober 2018 stod direktøren bag samlingsudstillingen Nyekspressivt og nyfigurativt maleri med værker af Daniel Richter, Jonathan Meese og Tal R på museet, og maleriet har i det hele taget fået en helt central plads i museets nyophængning.

Vi spørger ind til grundlagene for den optimisme, vi kan spore – også hos de to repræsentanter for kunsten. Vi starter med galleristen Jesper Elg:

– Hvad er maleriets status i dag?

“Det er et meget omfangsrigt spørgsmål. Og det er vel på en snørklet måde et positivt svar i maleriets favør. For hvad er sprogets eller musikkens status i dag? Nogle vil mene i forfald eller stagnation, andre i rivende udvikling, men de fleste kan blive enige om, at de i det mindste stadig er relevante former for menneskelig kommunikation. De sidste 150 års rygter om maleriets død, synes i dag overdrevne, eller ulven er endnu ikke kommet, for hverken fotografiet, Duchamps cykelhjul eller Donald Judds geniale objekter har lagt maleriet i graven. Alle tre faktorer – og mange andre – har påvirket maleriets udvikling, og nogle former for maleri syntes ikke længere relevante i dag. Maleriet er i konstant udvikling – det har det altid været, og det tror jeg altid, det vil være. Det er et visuelt sprog, vi har delt i mindst 32.000 år, siden de første kendte malerier i Chauvet-hulerne i Frankrig.”

“I dag er maleriet mere populært, end det har været længe i kunstprofessionelle kredse, og jeg tror egentligt ikke, at maleriet har været upopulært hos publikum på noget tidspunkt. I mange år var der meget få malerier på de forskellige biennaler – maleriet var helt klart de forkerte sko at gå med, hvilket havde en ikke-intentionel styrkende funktion i forhold til maleriet. For det er for det meste mere interessant at dukke op i det forkerte tøj i kunsthistoriske sammenhænge. Også selvom etablissementet ser skævt til én de første ti år.

I dag er maleriet drevet frem af yngre og ældre kunstnere, men fælles for dem, der laver noget interessant, er, at de er bevidste om maleriets snørklede historie, epoker, åbninger og kortslutninger. Ydermere er maleriet også blevet en kunstmarkedets darling. Det er nemt at håndtere for den private samler, det er nemt at hænge på en væg, sende over landegrænser og gemme i skattely i schweiziske frihavne. Maleriet er også som oftest, dog ikke altid, nemmere at formidle på digitale platforme end skulpturelle, installatoriske og performative værker.

Men kapitalens interesse i maleriet er som regel begrænset til kendte luksus-”household”-navne, hvor værket ses som en investering, en aktie, en andel af et marked. En praksis, der blev overført til en række yngre kunstnere, som var ligeså kyniske, som de kunsthandlere og samlere, der drev en pyramidespilsagtig handel med det ”nye” abstrakte maleri det seneste årti. Det nye, abstrakte pyramidespil endte, som alle andre af den slags spil gør, med at meget få blev rige, andre fik ødelagt karrieren, før de blev lovende, og alle de involverede skulle have vidst bedre. I min optik bliver udviklingen i maleriet i dag drevet frem af en genuin interesse for sproget, mediet og tilgængeligheden til papiret/lærredet/pappet/betonvæggen/stoffet/spånpladen. Der er noget semi-anarkistisk, positivt radikalt i at fortælle hinanden historier i dette præhistoriske medie.”

– Hvad var baggrunden for New “Bad” Painting, og hvordan vil du beskrive resultatet? 

“Baggrunden var den amerikanske kunsthistoriker, kunstkritiker, kurator og stifter af New Museum i New York Marcia Tuckers ikke særlig kendte udstilling ”Bad” Painting fra 1978. Tucker samlede værker af 14 relativt ukendte kunstnere, der alle arbejdede med det figurative maleri på en måde, som hun løst definerede som ”Bad” Painting. Der var tale om figurative værker, der modsætter sig – enten med vilje eller ud af en dyd af mangel på interesse, den klassiske kanon for god smag, håndværk, acceptabelt kildemateriale, gengivelse og illusionistisk repræsentation. Med andre ord værker, der undgår den fine kunsts (high art) konventioner – enten i form af traditionel kunsthistorie eller den samtidige smag eller mode. Et radikalt maleri. Og med ‘Bad’ mente Tucker godt og vigtigt.”

“Igennem galleriets (V1’s) historie har jeg været inspireret og motiveret af ”Bad” Painting som teori og begreb. Vores daværende praktikant og kunsthistoriker in spe Rasmus Thor Christensen forslog, at vi i 2018 skulle lave en ny ”Bad” Painting-jubilæumsudstilling på 40-året for den oprindelige udstilling.

Det skulle være en nysgerrig udforskning af begrebet og dets potentiale. De eneste dogmer var, at der som i den originale udstilling skulle være 14 kunstnere repræsenteret, og de skulle alle være født efter 1978, hvor udstillingen fandt sted på New Museum.

Det var ikke et forsøg på at kortlægge og rubricere en gruppe kunstnere under en titel eller postulere en skole, men et forsøg på at belyse nogle af de interessante praksisser og strategier, som en meget broget sammensat gruppe kunstnere udfolder i forhold til det figurative maleri i dag. Det var en meget inspirerende, usystematisk og bekræftende researchperiode, hvor der opstod et vildtvoksende og usammenhængende billede af det figurative maleris mange udtryk i 2018.

Udstillingen kunne – med de præmisser, vi havde sat – slet ikke rumme det fantastiske potentiale, der eksisterer. Så New ”Bad” Painting er på ingen måde en definitiv udstilling. Den er et bud på nogle relevante og interessante figurative positioner, der relaterer sig til Tuckers punkagtige definition af ”Bad” Painting.”

– Hvad kræver det i dine øjne af kunstnere at arbejde med maleriet i dag?

“En bevidsthed om maleriets historik, udfordringer, dynamik og potentiale. Evnen til både at omfavne og ignorere. Lysten til at fortælle historier – abstrakte som figurative, give ideer form og udvikle maleriets alfabet og sprog.”

– Hvad er det, du synes, maleriet stadig kan?

“Maleriet er et universelt og intuitivt tilgængeligt medie/medium. Det rummer et markant potentiale for medmenneskelig kommunikation på tværs af konventionelle sprog. Det kan være de ordblindes lyrik, meditationens fysiske flade eller intuitionens manifestation. Maleriet kan noget, jeg ikke kan verbalisere. Jeg giver op. Maleriet står tilbage.”

Også Anders Gaardboe Jensen ser et samtidsmaleri i styrket – ja, nærmest usvækket – form siden 1990’erne. Og det var også grundlaget for museets seneste særudstilling, der cementerede maleriets nye æra og logiske plads i samtidskunsten.

– Hvad er maleriets status i dag?

“Efter min bedste overbevisning står det grundlæggende usvækket, i hvert fald siden maleriets såkaldte genkomst i 1980’erne og især 1990’erne, hvor det atter for alvor kom på dagsordenen efter visse kritikeres dødsdom over mediet; en dom, som med jævne mellemrum er blevet fældet i hvert fald siden 1960’erne. Maleriet har vist sig overlevelsesdygtigt selv i intern konkurrence med andre og nyere visuelle udtryksformer som medie- og installationskunst, relationel æstetik og performance.

Påstanden om maleriets død er ofte formuleret på et kunstideologisk, neoavantgardistisk og antikommercielt grundlag, som i en vis udstrækning kan tages i forsvar også under henvisning til drivkræfterne i kunstens historie og interne udviklingslogik, der jo påkræver, at de billedkunstneriske udtryk hele tiden fornyes.

Fra et vist perspektiv har samtidsmaleriet aldrig stået stærkere. Vi ser med andre ord maleriet overalt; på akademierne, på museerne, institutionerne, de kunstnerdrevne udstillingssteder og gallerierne. Men det antages ofte, at det er trådt ind i en ’konceptuel’ fase, hvor det praktiseres med stor selvbevidsthed i forhold til medie, motivverden og historie. At det så at sige går på tværs af tid og udøves med bevidstheden om de kunstneriske virkemidler og deres betydning.

Jeg tror grundlæggende, at kunstarterne befrugter hinanden gensidigt, og ud fra en nøgtern betragtning har jeg desuden svært ved at se, at maleriet ikke fortsat skulle kunne udvikle sig på egne præmisser. Når kritikken vedrørende maleriets stilstand alligevel fortsat gør sig gældende, hænger det nok også sammen med hidsig spekulationsiver og uregulerede kunstmarkedsmekanismer. Hvilket naturligvis er beklageligt i den forstand, at det ikke altid nødvendigvis kommer kunstnerne til gode.”

– Hvad var baggrunden for Nyekspressivt og nyfigurativt maleri?

“Der var tale om en samlingsbaseret præsentation med Tal R, Jonathan Meese og Daniel Richter, tre af samtidsmaleriets helt centrale skikkelser. Indsamlingspolitikken på Holstebro Kunstmuseum har fra start handlet om at opbygge repræsentative og på sigt retrospektive samlinger af hver kunstner. Udstillingen ønskede dels af vise bredden i de tre kunstneres praksis, men også med dem som eksempel at pejle maleriets genopblomstring i 1990’erne i spændingsfeltet mellem nyfigurative og nyekspressive repræsentationsstrategier.

Med en nærmest hæmningsløs energi har de tre kunstnere igennem de seneste ti år markeret sig som betydelige fornyere af den maleriske tradition. Inspirationen hentes ofte på kanten af det alment accepterede og forløses i et fabulerende billedsprog, der demonstrerer stor koloristisk og ekspressiv styrke. Selvom der indimellem er megen humor på spil, er det alvorsfulde og presserende emner, der tages under behandling. Der er jo tale om generationsfæller, men de har utvivlsomt alle haft stor indflydelse også på efterfølgende generationer af malere.

I forlængelse af den karakteristik, jeg kort skitserede ovenfor, kan man endvidere sige, at Tal R, Meese og Richter arbejder uhyre traditionsbevidst og med opmærksomheden rettet mod maleriets udtryksmæssige muligheder. Deres værker kan med andre ord aflæses som dristige afprøvninger af maleriske problemstillinger, især hvad angår forholdet mellem billedflade og billedrum, figuration og abstraktion, form og farve, skrift og gestus.

Derudover er det karakteristisk, at der optræder visuelle blandingsformer hos hver enkelt kunstner. Alle indarbejder de eksempelvis fotografiet i deres maleri. Enten direkte (Meese), som forlæg (Tal R) eller i form af referencer til nutidens digitale billedvirkelighed (Richter). Uden denne lidt spøgelsesagtige tilstedeværelse af det fotografiske som et slags informationslag ville deres værker givetvis fremstå anderledes og mere ’symbolistiske’ eller romantiske i dårlig forstand. Samtidens billedvirkelighed presser sig hele tiden på i deres palimpsestagtige værker som en slags forstyrrelser af værkets selvberoende enhed.”

– Hvad kræver det i dine øjne at arbejde med maleriet i dag?

“Det hævdes, at udøvelsen af figurativt maleri i 1990’erne kunne være forbundet med en vis skyldfølelse, hvilket skal ses i lyset af YBA-generationens kommercielle succes, den relationelle æstetiks drejning mod det sociale, installationskunstens udvidelse af værkbegrebet og meget andet.

Maleri blev sat i forbindelse med noget emotionelt, højspændt og selvfornøjende. Og sommetider som en praksis, der altid allerede var indforskrevet i en machotradition – tænk blot på den til tider misogyne retorik, der i dele af kunstkritikken ledsager efterkrigstidens kunst, fx den abstrakte ekspressionist Jackson Pollocks ”ejakulerende” drip paintings. Om det så er ensbetydende med, at det også kræver vedholdenhed og mod at male i dag, er vanskeligere at sige.

Dog tror jeg, det kræver forståelse for, at maleriet jo ikke i første omgang er ekspressionistisk i forståelsen: udtryk for en sindstilstand. Maleriet er snarere en slags gestus, en markering af stemninger og materielle tilstande. Så udover øvelse kræver det vel nok, at man i sit udtryk finder den rette balance mellem tradition og fornyelse, ydmyghed og ’kant’. Heri er der for så vidt ikke noget nyt.

Oprøret mod det bestående kræver som bekendt, at man har stor forståelse for, hvad det bestående overhovedet er. Ellers forekommer formsprængningen i værste fald som en tom provokation.”

– Hvad er det, du synes, maleriet stadig kan?

“Maleriets lange historie giver os forståelse for kunsten som sådan, og jeg tror, man om 100 år kan sige det samme om dets fremtidige form, hvordan den nu end tager sig ud. På mange måder er maleriet – hvis det praktiseres på en kompetent måde – også et udtryk for en fundamental billedlighed. Lidt flot sagt mener jeg, at maleriet er i stand til at opøve vores æstetiske modtagelighed; altså simpelthen kultivere vores synssans. Når det lykkes, er samtidsmaleriet samtidig i stand til at få os til at se nye ting i det gamle.

For mig at se ligger det anakronistiske eller utidssvarende med andre ord ikke i selve maleriet som sådan, men i maleriske udtryk, der anvender tidligere tiders stilformer på en ukritisk eller ureflekteret måde.

Derudover har maleriet en stor og potentiel spændvidde i sit register – se bare på, hvor forskelligartet det i dag tager sig ud. Vi kan påskønne maleriet som form eller objekt, dvs. som kunstnerisk bearbejdning af stof eller som nærmest alkymistiske transformationsprocesser på fladen. Det kræver, at vi finkalibrerer vores sanseapparat; i det hele taget, at vi betragter maleriet som en undersøgelse af selve sansningen.

Omvendt fascinerer maleriet os på grund af dets illusionisme; altså dette mærkværdige forhold, at vi med forestillingsevnen næsten friktionsløst er i stand til at vandre eller projicere os ind i billedets rum og meddigte på dets fortællinger og udsagn om dette og hint. I dette perspektiv kan maleri faktisk nuancere, omskrive og gendrive fx historiske hændelser.

Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan forestille sig, at maleriet ikke længere skulle være aktuelt uden samtidig at hævde, at billedkunsten som sådan er ophørt eller bragt til ende. Det er vel i virkeligheden et spørgsmål om, hvor langt man vil gå for at forsvare kunstens universalisme, men igen tror jeg mest på, at der findes alle mulige former for medier og kunst, og at de er ligeberettigede udsagn med forskellige potentialer.

Mest af alt tror jeg på kunstens – og dermed også maleriets – muligheder for at perspektivere hvis ikke ligefrem ændre vores blik på virkeligheden; dens ikke-instrumentaliserbarhed, dens ’unyttighed’.”