Kunstneren Mormor har flyttet fokus fra byens mure til et lille nyt galleri i Vestergade i Århus. Men kan han også overføre sin magi fra gaden til den store stygge kunstinstitution? Det umiddelbare svar er faktisk ja og nej.
Mormor er vel det man kalder en streetartist. Eller gadekunstner på godt dansk. Hans kunst har hidtil været defineret ved, at det var lavet til det offentlige rum, hvor det var mere eller mindre gemt rundt omkring i bybilledet. Det havde form af små opklæbede tegninger ofte med et lidt sjovt indhold. 
Tanken bag dem er, at man skal blive glædeligt overrasket, hver gang man opdager en af hans små mænd kigge på en fra en port eller et hjørne. En slags skattejagt, man ikke altid er klar over, at man er med i.
Tegningerne er sjove og fornøjelige og sirligt udført. Man behøver ingen baggrundsviden for at kunne nyde Mormors værker på gaden. Her kræves bare, at man har øjnene med sig.
Ind fra gaden
Kan mormor så overføre denne magi til et galleri? En del af det gode ved hans gadekunst var jo netop, at den var tilgængelig konstant, at den var overraskende og ligesom sneg sig ind på folk og tog dem med paraderne nede. Noget tilsvarende virker umiddelbart svært på et galleri.
Jeg mener ikke Mormor formår ikke at diske op med kunst på udstillingen som er af samme kaliber som hans værker på gaden. Men det er måske også for meget at forvente. Hans gadeværker er netop gode på grund af placeringen. En stor del af ’værket’ på gaden er jo netop tilstedeværelsen uden for normale kunstinstitutioner. Det var altså ikke kun tegningen som definerede kunstværket, men i høj grad også placeringen i det offentlige rum. Men har han så noget andet at byde på? Ja, det syntes jeg.
Mormor har lavet tegninger i sin vanlige stil som knytter sig til hans fem yndlingsbyer. Både portrætter af selve byerne, men også portrætter af de mennesker, han er stødt på under sine rejser. Byerne er lavet med stor detaljerigdom og fantasi, men jeg syntes især om hans forskellige fortolkninger af beboerne.
Der er en humor og livsglæde i dem, som også findes i hans gadeværker. Jeg oplever en barnlig genkendelsens glæde ved at stå og more mig over de arketyper, han har portrætteret. Her er både hipsteren, hippien, lommetyven og den tykke amerikanske turist.
Har han i virkeligheden slet ikke noget på?
En del af mig er dog bange for, at det i virkeligheden bare er sjove tegninger, og ikke Kunst med stort K. Skal jeg spille djævlens advokat, kan man måske sige, at det mormor har gjort er lidt nemt. På den lange bane er det måske et problem for Mormor, hvis der ikke rigtigt er så meget i hans tegninger, som appellerer til nærmere fordybelse.
Men i øjeblikket vælger jeg at ignorere den lille irriterende nagen, for lige nu syntes hovedparten af mig at det er rigtigt godt. Det er sjovt, usnobbet og let at gå til, ligesom hans gadekunst. Og måske er den del af hans kunst, som min snobbede intellektuelle side opponere mod, i virkeligheden hans stærkeste side.
