Steffen Dam: Rejsen til M31
Permanent

På 1. sal i museets ældste del, Toldboden, venter en ganske særlig oplevelse. Her kan du nemlig lukke døren for uvedkommende og begive dig ud på en forunderlig rejse fra Vistoft på Mols til Andromedagalaksen, også kaldet M31, alt imens du lader dig begejstre over verdens uudgrundelighed.

Steffen Dam: Rejsen til M31, 2020. Foto: Sten Afd Fem

Rejsen til M31 er Steffen Dams hidtil mest omfattende værk. En slags personligt ‘undrekammer’, som inviterer museumsgæsten med på en uventet rejse og sammenfatter alt dét, han hidtil har kredset om i sit kunstneriske arbejde.

Til den ene side ligger barndommens land – Steffen Dams erindringer om sommer på mormorens gård i Vistoft, blafrende bomuldsgardiner og duften af køer, hvor alting har sin orden og sin plads – illustreret ved et landkort over Mols. Til den anden side ses et kort over universet og Andromedagalaksen, også kaldet M31, som i fremtiden vil opsluge Mælkevejen og danne en ny galakse. Derudover er rummet udstyret med en værktøjstavle med fintfølende instrumenter og mærkværdige måleapparater beregnet til fremtiden, samt et stort medicinskab med rækker af prøver og præparater, som virker sært bekendte, men alligevel ikke ligner noget, vi har set før. Oppe under loftet svæver et stort luftskib, og kigger man i spejlet, møder man, udover sig selv, en lille stjerne, der fortaber sig i uendeligheden.

Toilettet er traditionelt et sted, hvor vi kan sidde i ro og fred og være alene med vores tanker. Et ideelt sted at opleve kunsten, helt alene uden nogen, der kigger en over skulderen.

Baggrund
Steffen Dam er én af Danmarks mest markante glaskunstnere. Han har opnået stor international anerkendelse for sine originale arbejder i glas, som erhverves af museer og samlere verden over. Især de senere års massive cylindre med ’præparater’ af forskellig art har vakt international opmærksomhed.

Oprindeligt er han udlært værktøjsmager, men forlod faget til fordel for glasset i begyndelsen af 1980’erne. Den indgående viden om mekanisk konstruktion og forskellige metaller, som han har med sig fra værktøjsmagerfaget, benytter han i høj grad i arbejdet med glasset, som han belægger med metaller og bearbejder med alskens redskaber og efterfølgende saver, sliber og genopvarmer, så det på en gang fremstiller verden præcist og poetisk.

I forvandlingen af publikumstoilettet på Glasmuseet Ebeltoft har han gjort brug af alle sine færdigheder fra de mange års arbejde med glas men i høj grad også fra værktøjsmagerfaget og interessen for at arbejde med håndværk og forskellige materialer. Alt er skabt fra bunden af Steffen selv – fra fartøjet i loftet til værktøjet på væggen, det mekaniske spejl og de 33 glascylindre.

Steffen Dam er født på Fyn i 1961. Han blev udlært værktøjsmager i 1982. I 1985 etablerede han sit første glasværksted i Århus. I 1990 etablerede han sammen med glaskunstner, Micha Karlslund, fælles værksted i Århus. I 2000 flyttede han og Micha Karlslund til Handrup på Djursland, hvor de bor og har værksted. Steffen Dam har modtaget flere priser for sit arbejde med glas og hans værker er repræsenteret i samlinger verden over og på adskillige internationale museer heriblandt: Museum of Art and Design, New York, USA; Victoria and Albert Museum, London, UK, Corning Museum of Glass, NY, USA; Museum für Kunst und Gewerbe, Hamburg, Tyskland, National Museum of Scotland, Edinburgh og Toyama Glass Art Museum, Japan.

Værket indgår i Glasmuseets samling og kan opleves permanent på museet.
Projektet er blevet til på baggrund af en donation fra Ny Carlsbergfondet.

Kilde: Glasmuseet Ebeltoft

Glasmuseet Ebeltoft

Strandvejen 8
8400 Ebeltoft

Alle dage 10-17

Entré til udstillinger

Kontakt

+45 86341799

Steffen Dam: Rejsen til M31
Permanent

Del

'Steffen Dam: Rejsen til M31'

Facebook