Daniel Richter: Lonely Old Slogans
8 sep 20168 jan 2017

Den tyske maler Daniel Richter (f. 1962) tilhører generationen, der fulgte efter Tysklands vilde maleri i 1980erne, men han har fastholdt maleriet som genre med fuld styrke – og fuld kulør. Udstillingen Daniel Richter. Lonely Old Slogans viser omkring 45 af hans bedste værker fra perioden 1995-2015. Vi har at gøre med en maler, der eksperimenterer med forskellige billedsprog – det abstrakte, det figurative, det plakatagtige – og han gør det med en fandenivoldsk energi og et stort kunstnerisk overskud.

Daniel Richter: Studie zu Das erstaunliche Comeback des Dr. Freud [Studie til det overraskende comeback af dr. Freud], 2005, Louisiana Museum of Modern Art. Deponering: Daniel Richter
Daniel Richter: Studie zu Das erstaunliche Comeback des Dr. Freud [Studie til det overraskende comeback af dr. Freud], 2005, Louisiana Museum of Modern Art. Deponering: Daniel Richter
Richter er en af sin generations indflydelsesrige kunstnere med baggrund i 80’ernes punkmiljø i Hamburg og med en kritisk stemme også i dag. Udstillingens udvalg af billeder viser en dybt rodfæstet maler i samtidens politiske og kulturelle liv. Richters billeder er meget kommunikative – forstået på den måde, at kunstneren så tydeligt arbejder med scener og motiver, som beskueren drages ind i som tilskuer. Det er kunst med forhøjet alarmberedskab – nogle gange henter kunstneren sine motiver fra den billedstrøm, der omgiver os permanent som borgere i et medialt samfund, nogle gang er de frit opfundne, men stadig her med adresse til ting, der sker eller kunne have sket, næsten som en slags politisk teater.

Udvalget af billeder i udstillingen fokuserer på kunstnerens afsøgning frem og tilbage mellem abstrakte og historie-baserede værker, og billederne, hvoraf mange er store, er ophængt næsten som en række kapitler i en udfoldet samtidsroman eller et samtidsdrama, tæt vævet og fuld af handlingslivets intensitet, fjernt fra det malerisk meditative, måske endda fjernt fra det æstetiske. Men farven – den ser man på lang afstand.

Det må gerne ligne en tanke, at Louisiana kort efter den store udstilling med Peter Doig sidste år slår dørene op til en lige så omfattende præsentation af Daniel Richter – og at vi i 2017 føjer endnu en maler til rækken, nemlig danske Tal R. Doig er fra 1959, Richter fra 1962 og Tal R fra 1967 – med lidt elastik altså samme generation, og så kender de hinanden. De er alle tre figurative malere, de fortæller historier fra og om vores samtid, på forskellig vis – og så har de alle tre et frigjort forhold til mediet maleri. Det kan godt være, man ikke kan finde ud af, hvorfor de egentlig er blevet malere, men malere er de blevet, og de maler på livet løs – tilsyneladende uanfægtet af den påstand om maleriets død, som netop prægede deres generation, da de var unge.

Kilde: Louisiana Museum of Modern Art

Louisiana Museum of Modern Art

Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk

Man lukket
Tir-fre kl. 11-22
Lør-søn kl. 11-18

Entré til museet
Voksen kr. 145, studerende kr. 125, børn/unge under 18 år gratis

Kontakt

+45 4919 0719

Daniel Richter: Lonely Old Slogans
8 sep 20168 jan 2017
Kurator

Del

'Daniel Richter: Lonely Old Slogans'

Facebook