Udstillingsrummene i Møsting Hus er usædvanligt tomme i øjeblikket. De højloftede, øde rum med grå paneler med kig ind til det næste rum kunne minde om Hammerhøis rungende minimalistiske malerier.

I enkelte af rummene står kun et ensomt kar, gammelt og forvitret. De ligner storladne marmorbadekar. Men når man kommer tættere på, viser det viser sig faktisk, at karrene er lavet af flamingo og plastik.

Billedkunsteneren Sophie Hjerl har, efter gennem flere år at have arbejdet som danser og koreograf og sidenhen som videokunstner, kastet sig ud i en sanselig, kunstnerisk udforskning af VR-teknologien. Kunstnerens totalinstallation En suite forskyder nemlig rummene i Møstings Hus. Man sidder som gæst i installationen i et af badekarrene og oplever gennem VR brillen og høretelefonerne, at rummene virtuelt forflytter sig til et parallelunivers. Man forankres således i fiktionen fysisk i det rum, man i virkeligheden befinder sig i.

Man kan se sig om i en virtuel udgave af de tomme rum i Møstings Hus. Ser man ned ad sig selv, sidder man også i et kar eller en sarkofag. Man kan endda se sin egen kødmasse – en flydende, men alligevel fast materie. Alt er i et mellemrum mellem størrelser eller elementer i En suite. Titlen antyder på samme vis et mellemrum, et mellemværende eller en passage fra et sted til et andet, og refererer ikke kun til stuerne i Møstings Hus men også til alle de andre store herskabslejligheders indretninger på Frederiksberg.

Fordoblinger og forskydninger

En flosset mandeskikkelse i underbukser dukker op. Han fremstår som et fragment af billeder, drømmerester eller halvsløv zoom-streaming. Han begynder at gå rundt om sig selv, rundt om én, kanter sig rundt om karret, mens han fortæller, at han drømte, han talte med sig selv. Så fordobler han sig. Der står pludselig mange udgaver af samme mand i lokalet med de hvide vægge, grå paneler og stukloftet. En af dobbeltgængerne svarer ham nu, hvorfor han ikke bare lod være med at svare.

Interessante forskydninger og fordoblinger af konkrete og fiktive rum præger En suite, hvis univers således befinder sig et sted mellem drøm og virkelighed, mellem et surreelt og et realistisk udtryk. Og det virker netop, fordi man er fæstnet i en reel fysisk virkelighed i Møstings Hus. Pludselig drejer hele rummet sig; man kan simpelthen se flisegulvet flytte sig, ligesom en teaterdrejescene. Men i En suite er det et virtuelt trick, der føles som om, man virkelig drejer med.

Fordoblings- og forskydningsscenariet forflytter sig senere til en anden Frederiksberg-location, et variété-lignende sted, hvor stole ligger væltede rundt i rummet, mens en skikkelse, en danser måske, bevæger sig til klavermusik, vandrer hvileløst og forvirret rundt. Mændene dukker nu op igen, nogle af dem iført jakkesæt. Sophie Hjerls danse- og koreografibaggrund er tydelig. Interessen for kroppes placeringer i forhold til hinanden, bevægelser, deres formationer i rummene.

Eksistentielle temaer – tid og rum

Et andet gentagende billedtema i En suite er en orangerød plet, som indleder VR-værket og allerede her nærmer sig. Senere i værket kommer pletten nærmere og nærmere, hænger lavt  over en Frederiksbergsk allé, som en sol, en mørk sol, en faretruende planet i kollision med vores. Lars von Triers Melancholia og Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey kunne være referencer, men kuglen i En suite virker samtidig varm, som en livgivende kraft.

En suite gennemspiller endnu flere drømme-agtige, sureelle sekvenser. Man går igennem passager fra den ene scene til den næste, som ikke skal afsløres her. Men eksistentielle temaer om tid og rum skal selvfølgelig nævnes. Implicitte spørgsmål om, hvordan og hvorfor vi er her, stilles i værket. Spørgsmål om liv og død, som måske netop kan udforskes i en virtuel realitet.

VR som egenartet medie

En suite er en dragende totalinstallation, der interessant leger med rumlige forskydninger, fordoblinger og forrevne gentagelsesmønstre. Et udtryk, der mimer drømme og giver sanselige, visuelle udtryk for tiden, måske ligefrem udtryk for tidens opløsning.

En suite er skulptur og installation men mest af alt et VR kunstværk, hvor virtual reality elementet ikke mest er en gimmick, som man har kunnet opleve det i flere VR-kunstproduktioner, hvilket naturligvis må være et stadie i den første udforskning af mediet.

Sophie Hjerls installation i Møstings Hus er en undersøgelse af, hvordan man kan bruge og gøre digitale medier og computersimulerede miljøer fysisk sanselige. I En suite løber VR-mediet altså ikke af med sin kunstner, men står i sin udforskning af et sted mellem ‘space’ og ‘place’ i sin egen ret og som sin egen genre.