Skarp retrospektiv præsentation af Ditte Ejlerskov

Skarp retrospektiv præsentation af Ditte Ejlerskov

Ditte Ejlerskov, Dream Gradient 2, 2018. Foto: Viborg Kunsthal.

Udstilling The Inverted Pyramid på Viborg Kunsthal udfolder den konceptuelle koncistens i Ditte Ejlerskovs praksis. En praksis der godt kan gøre en rundtosset. For hvilken virkelighed befinder vi os i virkeligheden i?

Der er filosoffer, der hævder, at virkeligheden er til. At mennesket er foldet ind i en ydre, objektiv virkelighed, der eksisterer i forvejen. Andre har advokeret for, at virkeligheden først bliver til i det øjeblik, mennesket sanser, tænker og sprogliggør den, at den er et produkt af hjernen, noget indre og subjektivt.

Virkeligheden har altid været en omdiskuteret, porøs størrelse, og i 2003 kom den britiske filosof Nicholas Bostrom med den teori, at det, vi normalt kalder for virkelighed, med overvældende sandsynlighed ikke er virkelighed, men i stedet en hyperrealistisk simuleret tilværelse skabt af…. tja , who knows…. muligvis en kunstig intelligens?

Mellem Platon og The Matrix

Det er sådanne spekulationer om virkeligheden – der befinder sig et sted i omegnen af en opdateret version af Platons hulelignelse og filmtrilogien The Matrix – som er et omdrejningspunkt for Ditte Ejlerskovs kunstneriske praksis.

Det bliver klart, når man besøger hendes retrospektive udstilling The Inverted Pyramid på Viborg Kunsthal, som fornemt samler en række af de værkserier, som kunstneren har arbejdet med i en årrække, og gør det åbenbart, at der trods værkseriernes ret forskelligartede udtryk, løber en vedholdende konceptuel åre gennem hele produktionen.

Ditte Ejlerskov: Facing the Muse, 2017. Foto: Viborg Kunsthal.

Mediearkæologi

Der er eksempler på de fotorealistiske malerier af mainstreamkulturens hårdt-eksponerede profiler, her særligt det afroamerikanske pop-ikon Rihanna, hvis mediefremstillinger Ejlerskov analyserer med et næsten arkæologisk blik, hvad angår klicheer, visuelle mekanismer, magt-, køns- og virkelighedsrepræsentationer.

Hvad betyder det, at virkeligheden i accelererende grad eksporteres til internettets og skærmenes virtuelle sfærer? At forbrugeren fodres med disse nye kanalers egne kalorier, med bestemte billeder tilpasset denne nye virkeligheds egen logik og egen-eksponering? Hvordan spiller det ind på dannelsen af vores identitet og selvforståelse?

Det særlige er, at Ejlerskovs undersøgelse af popkulturen og de nye medievirkeligheder ventileres gennem det oldgamle, fysiske maleri, og at hun med det langsomme medie som sit greb drøvtygger sig gennem popkulturens klik-baserede skinflader.

Ditte Ejlerskov, I Splurge Myself, 2016, still fra videoværk.

I sporet fra en emailscammer

Vi får også videoværket I Splurge Myself (2016), som handler om kunstnerens rejse til Barbados i forlængelse af en korrespondance med en emailscammer, der udgav sig for at være direktør for en kunstfond på Barbados og forsøgte at lokke penge ud af hende (170% fortjeneste!, ja-ja). I stedet for at slette den første henvendelse, indledte hun en længere mailudveksling med scammeren, og igennem denne korrespondance, hvor også Ejlerskov selv benyttede et alias, opstod en form for fiktivt univers.

Da hun rent faktisk rejser til Barbados (for at opsøge dette univers) og ligger på stranden, er det “som at vågne op i en screensaver”, og filmen fletter i det hele taget ind og ud af forskellige ‘virkeligheder’ – ‘turistpostkort-virkelighed’, ‘postkolonial-virkelighed’, ‘Rihanna-virkelighed’ (Rihanna er født på Barbados) mm. En i sandhed rundtosset, underholdende og drømmende film.

Ditte Ejlerskov, Bent’s Greenhouse Weave, 2019. Foto: Viborg Kunsthal.

Bents drivhus

Så er der malerierne fra naboen Bents drivhus, som Ejlerskov påbegyndte, efter hun flyttede fra storbyen til landet. Er drivhuset på landet så udtryk for en Base reality (titlen på en udstilling Ejlerskov havde på det københavnske galleri SPECTA, januar 2019)?

Næppe. Bent dyrker palmer og bambus fra helt andre geografiske virkeligheder, og Ejlerskov antaster desuden den nære, jordbundne virkelighed ved at opskære lærrederne og væve dem sammen med andre billeder, så det minder om de pixelbaserede digitale billeder, der udgør den skærmrealitet, vi hele tiden tapper ind i.

Gradvise kulører

De nyere Gradient-billeder har fået en stor plads på denne udstilling, og udstillingstitlens omvendte pyramide støder man ind i som noget af det første i udstillingen. På en bagvæg, der umærkeligt graduerer fra blåt i bunden til rødt i toppen, hænger det trekantede lærred med en skrigorange spids nederst og et gradvist flow mod en violet tone i toppen.

Føromtalte Nicholas Bostrom forestiller sig, at simuleringsstrukturen ligner en omvendt pyramide, hvor den konkrete, ‘virkelige virkelighed’ er punktet i bunden af den omvendte pyramide – og det er vel at mærke ikke der, vi befinder os. Vi lever derimod i de lag af simuleringer, der befinder sig ovenover pyramidens spids.

Gradientbillederne er oftest store, fordi de skal gå direkte i lag med kroppen, og de har farveflader, der umærkeligt skifter tone og kvalitet. De minder om colourfieldmalerier fra 1960’erne – eksempelvis af Mark Rothko og Barnett Newman – og kan på sin vis have lidt af den samme meditative kvalitet. Men inden man fortaber sig for meget i disse billeders spirituelle aura, mindes man om deres slående lighed med colour-displays fra billedbehandlingsprogrammer såsom Photoshop, og så er vi ligesom stadig i skærmkulturens usikre og diffuse virkelighed.

Ditte Ejlerskov, The Inverted Pyramid, 2019. Foto: Viborg Kunsthal.

Der er langt fra Bents drivhus til Rihanna

Ejlerskov er jo ikke nogen signaturmaler. Hendes værkserier har egentlig ret stor forskellighed. Der er et pænt stykke vej fra Rihanna til Bents drivhus. Der er langt mellem fotorealistismen og de store gradientbilleder.

Men ligesom gradientbillederne glider umærkeligt mellem de forskellige farvetoner og kvaliteter, driver man gennem Ejlerskovs værkgrupper, og også grebet med at væve forskellige billeder sammen, binder det hele sammen. Man er hele tiden lidt på glatis, lidt i tvivl, lidt lokaliseret mellem forskellige realiteter.

Det, der dog er den mest indlysende sammenhængskraft, er i sidste instans den konceptuelle konsistens. For Ditte Ejlerskov er en konceptuel maler, og hendes projekt rækker ud over en tilforladelig og lækker æstetik. Indholdsmæssigt er der noget på spil, der i hvert fald for undertegnede er i stand til at sætte den produktive tænkning i gang.

Ditte Ejlerskov, Den Inverterede Pyramide, 2019. Installationsfoto: Viborg Kunsthal.

Kan stadig gøres relevant i internettets tidsalder

Det er et interessant parløb, der for tiden finder sted i Viborg Kunsthal. Mens Ditte Ejlerskov har indtaget vestfløjens små lokaler med denne skarpe retrospektive præsentation, der udfolder såvel den vedholdenhed som de nuancer, der præger hendes praksis, så brillerer Mette Winckelmann i østfløjen med sin ambitiøse maleriinstallation, der ligeledes binder en række af de værkgrupper sammen, hun har arbejdet med i en årrække.

Læs anmeldelsen af den udstilling her.

På hver sin måde er de to kunstnere rigtig gode eksempler på, hvordan maleriet stadig kan gøres relevant i en samtid, der ellers er præget af nye medier og post-internet kulturens digitale bevidsthed.

Ditte Ejlerskov (f. 1982) er uddannet fra Malmö Art Academy, Cooper Union, New York og Det Fynske Kunstakademi.

Seneste udstillinger tæller bl.a.
The Muse, Kristiansand Kunsthall, NO (solo).
You Made Me, Anna Elle Gallery, Stockholm (solo).
My Music, Arken, Ishøj.
Trio (Ditte Ejlerskov, Johannes Sivertsen og Camilla Thorup), SPECTA.
And I Will take You To Paradise, KUBE Ålesund, NO.

Den 9. februar åbner Ejlerskov soloudstillingen Can you hear me?, Röda Sten Konsthal, SE.

Ditte Ejlerskov stod bag det officielle portræt af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt i 2017.

Ejlerskov er repræsenteret i en række private og offentlige samlinger herunder Malmö Konstmuseum, Statens Kunstfond og Statens Konstråd.

Del artiklen

'Skarp retrospektiv præsentation af Ditte Ejlerskov'

Facebook