Lad os starte med den svenske maler Rolf Hanson (f. 1953), som udstiller i Galleri Susanne Ottesen, der i årtier har repræsenteret nordisk malerkunst. Ud over danske ‘maler-malere’ som Kehnet Nielsen og den nyligt afdøde Troels Wørsel m.fl. har hun vedholdende vist værker af malere som norske Olav Christoffer Jenssen, svenske Andreas Eriksson og nu også Rolf Hanson.

Sidstnævnte er en af Sveriges mest fremtrædende malere: I 1999 vandt han den hedengangne Carnegie Art Awards 1. pris – Nordens til dato største malerpris – ligesom han er rigt repræsenteret på en lang række nordiske kunstmuseer. I 1988 repræsenterede han Sverige i den nordiske pavillon på Venedig Biennalen.

Det lyder måske som meget længe siden, men efter disse skelsættende karrierehop har Hanson haft adskillige soloudstillinger og har fortløbende raffineret sit koloristisk-intelligente og følsomt-abstrakte formsprog i serie efter serie.

Her og nu

Det er tredje gang, at denne Stockholm-baserede kunstner gæster galleriet. Første gang var i 2003 med udstillingen Ombre Portée (slagskygge), anden gang i 2008 med Éadem fed Áliter (det samme, men på en anden måde) og nu igen, hvor han har taget et langt tilløb, da værkerne har været otte år undervejs.

De udstillede malerier har en særlig klang, der opstår i kraft af hans rige farvepalet. Det handler om at være til stede i nuet (apropos den latinske titel Hic et Nunc II).

Der er ikke nogen samtidsdiagnose, ikke nogen fortælling, ej heller noget ønske om at illustrere, meningspåvirke eller berette om noget som helst. For Hanson er maleriet per se alt nok. Umiddelbart kan værkerne synes skabt ud fra en lidt ens skabelon, men kigger man nøjere efter, er der en stor variationsrigdom på fladen. Det skyldes hans suveræne håndtering af farverne.

Hanson er ikke nogen hurtigløber. Han tygger drøv og tænker, maler og overvejer, tænker så igen og maler videre i lag på lag. Man kan godt opfatte ham som en slags malende lyriker, der modulerer, udvider og varierer sit vokabular. Han arbejder altid serielt. Tidligere var hans abstrakte motiver mere groende og organiske, nu er de mere geometriske, men formerne er blødt op.

Hans værker insisterer på et fysisk nærvær IRL i et opgør med de elektronisk medierede billeder, som dominerer vores hverdag foran skærmene, og vores konfrontation med billeder, der er ude af sync med realtiden. Vi kan opleve hans malerier i ét eneste hug, eller vi kan gå tæt på og fordybe os i detaljerne i modsætning til film og video, der jo er udstrakt i tid.

Hansons langsomme malerier påvirker mig rent kropsligt. Nogle af dem er ovenikøbet så store, at de indbyder til at fortabe sig i dem. De bløde mønstre sitrer på fladen. Felterne i disse all over-paintings, der kunne fortsætte uendeligt ud over rammen, har en egen rytmik, og farverne er spændt op mod hinanden. Kølige og varme, gule, røde, orange og grønne og så nogle store mørkviolette plamager eller ”huller” i mønstrene, der antyder et rum bagved. Det er både sanselige og meditative værker.

Rolf Hanson: Hic et nunc II. Galleri Susanne Ottesen. Til 23. februar.

Simulation eller realitet?

I sin nye udstilling Base Reality leger Ditte Ejlerskov (f. 1982) med dette filosofiske begreb, der betragter virkeligheden som flerstrenget: Base Reality er her den skinbarlige virkelighed, den taktile, konkrete og fysiske virkelighed. Ved hjælp af simulatorer – her spiller avancerede computerspil og de stadig mere raffinerede Virtual Reality-teknologier en større og større rolle – kan vi konstruere parallelle virkeligheder, som forekommer uhyre virkelighedstro.

Overfor dette begreb sætter Ejlerskov Bent’s Greenhouse – naboen Bent, en 80-årig mand, der har et drivhus, hvor han dyrker bambusplanter og forærer skuddene til sine venner. Og så holder han høns. Ditte Ejlerskov køber æg hos ham og spiser dem i sine pauser i atelieret. Udstillingens 12 malerier handler om Bents verden. En verden, der er rykket helt tæt på storbymennesket Ditte Ejlerskov, efter at hun er flyttet til provinsen.

Ligesom i sine tidligere værker undersøger Ditte Ejlerskov nogle af tidens vigtige problemstillinger. Det er konceptmalerier, som ikke desto mindre eksisterer i deres egen ret. Hun er samtidig en begavet, realistisk maler, som ikke nøjes med at gengive virkeligheden, men som på udstillingen også har indført et særligt ‘filter’ i form af flettede lærreder, der netop sår tvivl om motivernes virkelighedsrepræsentation, fordi de virker pixellerede.

Er vi inde i Bents drivhus? Findes det i virkeligheden? Findes virkeligheden i virkeligheden, spørger Ejlerskov og replicerer med noget så gammeldags som maleri, men på en ny måde.

Ét enkelt maleri skiller sig ud: Det store, monokrome Dream Gradient 5, som udelukkende består af gradueringer i grønt. Det er næsten metafysisk i sin tomhed og peger måske frem mod en ny begyndelse i det spændende kunstnerskab.

Læs interview med Ditte Ejlerskov her

Ditte Ejlerskov: Base Reality. SPECTA. Til 16. februar.

Skyen, skyggen, røgen

Det er fjerde gang, den norske fotograf Tom Sandberg (1953-2014) gæster Galleri Nils Stærk, og den nye udstilling er blevet til i samarbejde med Tom Sandberg Foundation. Udstillingen koncentrerer sig om tre motivgrupper: skyer, røg og skygger. De er i sin tid fremkaldt af ham selv i mørkekammeret i hans hus i Oslo-kvarteret Ekely.

Sandberg var en ren tryllekunstner i mørkekammeret. Han fremkaldte sine fotografier ved hjælp af forstørrelsesapparat og zoomede ind på detaljer og kunne kalibrere lyset virtuost. Man kan sige, at han var en fotograf, der digtede med lys og mørke. Samtidig var han ofte i transit. Mange fotografier er taget fra flyvemaskiner, hvor han havde en fast plads – lige dér, udsynet var optimalt.

Fotografierne er intet mindre end bjergtagende. Røgen bliver stoflig og fysisk og væver spændende og luftige figurer, skyer tårner sig op og bliver til tegninger af turbulens eller bjerge. Ofte giver Sandbergs skyer associationer til genuine skymalere som britiske Turner og danske guldalderkunstnere som Eckersberg, Rørbye og Købke, da de rummer en vidunderlig himmelpoesi.

Herudover er der forførende kvindekroppe, delvis formummet bag slør. Det er en antydningens kunst, en intim kunst. En kammmerkoncert i s/h, da værkerne alle er i beherskede formater. Sandberg viser os rundt i den kendte verden, som han gengiver på en tvetydig måde, så vores virkelighedsbillede udvider sig, og forestillingsevnen udfordres.

Sandberg var en genial seer, der har haft stor betydning for fotografiet i sit hjemland. Mens han levede, havde han en lang række udstillinger både i Norge – fx Astrup Fearnley Museum, Henie Onstad Kunstsenter, Lillehammer Konsthal m.v. og i udlandet. Bl.a. udstillede han solo i 2007 udstillede på P.S.1 Contemporary Art Center (MoMA) i New York. Jeg spår ham en stor, posthum, international karriere.

Tom Sandberg. Galleri Nils Stærk. Til 9. marts.