Kvies erigerede gevækster sakker bagud i parløbet med Gamdrups svimlende, minimalistiske lækkerier.
På Brænderigaarden i Viborg udstiller Jone Kvie for tiden sine skulpturer sammen med Mads Gamdrups fotografier.
I begyndelsen følges de fint ad.
Formerne på Kvies skulpturer er levende og potente og fuldt ud i trit med Gamdrups runde formsprog.
Men. Men. Men.
Gamdrup overhaler Kvie
Når det kommer til finish og finesse overhaler Gamdrup med flere længder. De store formaters lydefri minimalisme. Den kridhvide baggrund. De rendyrkede farver. Den sofistikerede komposition.
Det får simpelthen Kvies papmache til at se snusket og halvfærdig ud.
Kun Kvies tunge forsølvede træstammer formår at fange, fastholde og pirre mig. Til gengæld passer skulpturen ikke rigtig ind i resten af udstillingen, når det kommer til formsprog og materiale.
Lydefri støj
Paradoksalt nok hedder Gamdrups værkserie Monochrome Colour Noise. Og det er umiddelbart paradoksalt, fordi værkerne er alt andet end "noisy". Det kan næsten ikke blive mere enkelt og lydefrit.
Man skal aldrig tage fejl af denne form for rendyrket minimalisme. Nemt ser det ud, men at få så enkelt et formsprog som en farveklat på hvid til at fungere er altså tæske svært!
For Gamdrup lykkes det på fornem vis. Værkerne drager, fængsler og leger kispus med mit blik.
Selvom det færdige resultat tager sig såre enkelt ud, ligger der en lang og meget nørdet proces bag. Den er alt andet end enkel.
Uden at jeg helt forstår spidsfindighederne, er det noget med, at Gamdrup har høstet den farvestøj (deraf titlen Colour Noise), der kommer, når et analogbillede digitaliseres. Derefter har han rendyrket den, gjort den til lys og taget et billede af lyset. Supernørdet!
Resultatet er en art farvens fingeraftryk. Rene intense farver.
Kompositorisk spændvidde
Det er nu Gamdrups imponerende kompositoriske evner virkelig kommer til deres ret. Med sit enkle billedsprog kan han både få blikket til at hvile og flakke hvileløst omkring.
I en del af værkerne er der kun afbilledet en enkelt farveelipse, og her finder øjnene behagelig ro.
Det skyldes først og fremmest billedets organiske udtryk, der er opnået med elipsens skæve, bløde form og placering forskudt fra billedets centrum. Tilsammen giver det billedet en beroligende balance, og blikket drages ind i billedet der, hvor farven er mest intens.
Svimlende underværker
Helt anderledes foruroligende er Gamdrups farvesamlinger. Her er udtrykket ikke skævt og organisk, men stringent geometrisk. Intet sted kan blikket falde til ro i billedfladen. De enkelte farvecirklers slørede omrids gør det umuligt at fokusere.
Oplevelsen er svimlende, fordi øjnene bliver ved med at prøve at finde et fast holdepunkt.
Jeg bliver virkelig rundtosset – og det er sådan noget, jeg rigtig godt kan lide.
