Rene sokker og et evigt liv

Vis billedserie

Udstilling

Play Along

16 jan 2009 7 feb 2009

Noelline Mohamudally, Sara Koppel, Charlotte Petersen, SML, Kristian von Hornsleth, Stephanie Donsø, Rune Drewsen, Hr. Mansen, Signe Marie Schmidt-Jakobsen, Huskegruppen, Pink Army, Overgang (Sigrid Skov Larsen og Anne Langgaard)

Rumkammerat
Se kort og tider

Rene sokker og et evigt liv

Kunstnergruppen Overgang byder på rene sokker og konkret publikumsinddragelse. (pressefoto/Rumkammerat)

Play Along kræver et åbent sind og nysgerrighed. Og har man det, får man sig en god oplevelse, et godt grin, røde kinder, rene sokker og måske et evigt liv på udstillingsstedet Rumkammerat. Men hvornår fungerer interaktion i kunsten?

Man fornemmer med det samme, at noget er anderledes, end det plejer at være. Det lille udstillingssted nær Forum på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg er fyldt til bristepunktet og det normalt passive kunstpublikum vælter grinende rundt i det lille lokale med store øjne og ærmerne trukket op.

Sjældent har kunst forårsaget så meget latter og leg, som Rumkammerats aktuelle gruppeudstilling Play Along, som er en opfordring til at lege med. Og det er grebet an på vidt forskellige måder hos de 14 deltagende kunstnere. Uhøjtidlig leg er dog kendetegnende for værkerne, der først realiseres, når du leger med, hedder det.

Lige børn leger bedst
Interaktionen har dog vidt forskellig karakter i udstillingens værker. Og dermed – er påstanden her – også vidt forskellig kvalitet. Spørgsmålet er, på hvilke vilkår man bliver inviteret til at lege med? Man siger jo: "Lige børn leger bedst" og det kan langt hen ad vejen føres over på Play Along. For det viste sig at være et spørgsmål om, hvorvidt man føler sig indbudt, udfordret og underholdt.

Rune Drewsens fire stempler opfordrer ikke ligefrem til spændende leg. (pressefoto/Rumkammerat)
Rune Drewsens fire stempler opfordrer ikke ligefrem til spændende leg. (pressefoto/Rumkammerat)

Perlepladens forbandelse
Men nogle af værkerne er så forudsigelige og ligefremme, at deltagelsen ikke fører en egentlig oplevelse af at deltage med sig; blot en følelse af, at det vil være uhøfligt ikke at gøre det. Således er der en gruppe af værker, som har tilrettelagt deltagelsen i en sådan grad, at man ikke rigtig orker. Forestil dig, at du som barn sidder foran en hjerteformet perleplade, har fået en håndfuld perler i tre forskellige farver og skal nu til at "lege". At føre garn fra søm til søm, en streg fra 1 til 2, flytte nogle figurer i et malet landskab, stemple A4-ark med fire stempler og træde på et båthorn (dog fint iscenesat) er således ikke "at lege med".

Overgang (Sigrid Skov Larsen og Anne Langgaard). Pressefoto.
Overgang (Sigrid Skov Larsen og Anne Langgaard). Pressefoto.

Publikumsinddragelse
Der, hvor denne generelt rigtig underholdende udstilling, folder sig ud er i de værker, som formår at inddrage publikum i en sådan grad, at man føler sig indbudt og ikke indlagt til leg. Og lige så vigtigt: de formår at skabe et fællesskab omkring det at lege. Kunstnergruppen Overgang indbyder således de besøgende til at bytte deres svedige, sure sokker med et par nye, kridhvide – og dermed forme en aromafyldt sokke-collage af hele 119 forskellige par sokker.

Pink Armys byggelegeplads med udtalte anti-krigs statements, der langsomt former sig til en tredimensionel vægcollage, er både udfordrende, visuel og åben for leg. No Strings Attached af Signe Marie Schmidt-Jakobsen formår med et meget enkelt greb (man trækker i en af de mange strenge i en trækasse og massisve stønnelyde af forskellig intensitet fylder lokalet, alle småfniser og temperaturen stiger…) at udfordre ens blufærdighed og nysgerrighed.

Signe Marie Schmidt-Jakobsens kvindelige lydinstallation, hvor et ryk i det indres strenge skaber lummer stemning. (pressefoto/Rumkammerat)
Signe Marie Schmidt-Jakobsens kvindelige lydinstallation, hvor et ryk i det indres strenge skaber lummer stemning. (pressefoto/Rumkammerat)

Nysgerrighed og skjulte fortællinger er også det bærende for Stephanie Donsøs anonyme men poetiske værk: Jeg husker dig stadigvæk. Her starter værket, legen og fortællingen, når man med tilhørende lommelygte åbner et gammelt skab og skimter en forpuppet skikkelse i mørket.

Blodtapningen til Hornsleths Deep Storage Project. (pressefoto/Rumkammerat)
Blodtapningen til Hornsleths Deep Storage Project. (pressefoto/Rumkammerat)


"Velkommen til det evige liv"
Kristian von Hornsleths Deep Storage Project er nok udstillingens mest markante og tvetydige værk. Og selvom legen er ganske tilrettelagt, så bliver man udfordret mentalt og inkluderet i meget bogstavelig forstand. Man giver ligesom i sokke-collagen en del af sig selv til projektet: Sit blod.
Certifikat med blod, skitse af skulpturen og begge parters signaturer.
Certifikat med blod, skitse af skulpturen og begge parters signaturer.
Dette blod opsamles og indlejres sammen med 4999 andres i en 5×5 meter stor skulptur, der senere i år sænkes ned i Marianergravens mørke dyb. Der hviler ens DNA indtil engang i fremtiden, hvor vi (altså kunstpublikummet fra denne udstilling) kan genskabes udfra vores DNA.

Hornsleth var mødt op for at underskrive kontrakter, imens to laboranter stod for blod og formaliteter, hvilket afsluttes med et stort Hornsleth-smil, et håndtryk foran kameraet og ordene: "Velkommen til det evige liv". Det er sgu da en leg, der vil noget!

Samtidig kan man ikke finde ud af, om han (og en selv) bare er selvfed og magtsyg? Har jeg overhovedet lyst til at genopstå i Hornsleths rige? Og den leg med magtstrukturer og kunstcenens selvfedhed er her fantasifuldt iscenesat. Med et lille smil, rene sokker og udsigten til et evigt liv går jeg (selvfed?) ud fra Rumkammerats lokaler. Ikke værst.

Kommentarer