Når bjerget kommer til Muhammed

Når bjerget kommer til Muhammed

15 små "kunsthaller" med samtidskunst er placeret i Aalborg centrum, som led i Kunsthal NORDs kunstfestival. Foto: Niels Fabæk

15 minikunsthaller med samtidskunst er i disse dage placeret rundt omkring i Aalborg centrum. Og når det handler om at engagere publikum i kunstens nye sprog, giver det rigtig god mening at optimere henvendelseskraften gennem forskudte positioner ude i det offentlige rum.

Kunsthal NORD i Aalborg står i disse dage bag en ny kunstfestival, som med en række væsensforskellige værktilgange lader kunsten vinke til publikum fra 15 minikunsthaller rundt om i byens centrum.

I sit forord i festivalprogrammet indleder Kunsthal NORDs leder, Henrik Broch-Lips, med et gammelt citat om den nye kunst af salig J. F. Willumsen: ”Den gamle kunst har sit eget gamle sprog, som verden lidt efter lidt har lært at forstå. En ny kunst har et nyskabt sprog, som man må lære, før man forstår det.” Det er ganske vist et par år siden, at Willumsen sagde dette, men budskabet står for altid ved magt, thi samtidskunsten volder til stadighed problemer, fordi dens sprog er og må være nyt for de fleste.

Af den grund er kunsthallerne, som jo beskæftiger sig med samtidskunsten, ekstra udfordrede, når det handler om at få publikum engagerede i at lære sig kunstens nye sprog, og derfor giver det rigtig god mening, at kunstfestivalen forsøger at optimere henvendelseskraften gennem forskudte positioner ude i det offentlige rum.

På kunsttur med topmotiveret guide
Femten ’white cubes’ har indtaget deres pladser på udvalgte steder, og hvis man har lyst, kan man følges med en guide rundt til nogle af dem eller tale med de udstillingsvagter, som i dagtimerne står til disposition ved kunsthallerne. Undertegnede valgte sammen med en kollega at starte med en guidet tur: Vi traf vores Teis ved informationen og kuberne på Gabels Torv.

KN3: BLIXA Aartzine ved Niels Fabæk og Nils Sloth, Gabels Torv. Foto: Niels Fabæk

Det var lørdag på festivalens anden dag, og byen var relativt tætbefolket af shoppere og hyggedriverter, som ikke ligefrem skabte kødannelse foran samtidskunstens forposter.

På trods af, eller måske netop i kraft af, den afdæmpede interesse er vores guide topmotiveret, og han fortæller generøst om festivalens kuratoriske ide og intention, der i korte træk går ud på, at give gadepublikummet mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af samtidskunstens forskellige formelle udtryk og kunstnerpositioner. Der er derfor ikke et særligt tema, som binder de femten bidragydere sammen. Snarere er der tale om en bred vifte af udtryk, som forhåbentligt virker som appetitvækkere. Minikunsthallernes indhold fremstår på den baggrund med stor formel diversitet, og det er intentionen dermed at pirre de forbipasserendes nysgerrighed og lyst til at gå på opdagelse.

Thomas-kunstnere
Selv blev jeg omgående hevet ind i den første kube, hvori BLIXA Artzine – alias fotograf Niels Fabæk og billedkunstner Nils Sloth – huserer. De to udforsker med stor opfindsomhed kunsttidsskriftets form og indhold.  Her udkommer #6 som white cube med det noget hunkønsekskluderende tema “Thomas”. Thomasinder er der ikke mange af, men til gengæld lader det sig åbenbart gøre at opdrive kendte og mindre kendte kunstnerhanner: Thomas Andersson, Thomas Dausell og Thomas Lagerman Ludme bare for at nævne et par stykker, og ud af den ihærdige Thomas-jagt er der kommet en ganske sjov udstilling og et fint katalog.

KN2: Hannah Anbert, Gabels Torv. Foto: Niels Fabæk

I nabokuben hersker der ro og fred efter en performance, hvor ideologikritiske Hannah Anbert sammen med en gruppe deltagere har produceret hjemmelavet konfetti. Kuben fungerer herefter som et forunderligt efterbillede i pistaciegrønne nuancer, som publikum kan betragte og fundere over. Deres udsendte kunne ikke lade være med at tænke, at konfettiværkstedet fungerer som en skælmsk kritik af forbrugssamfundets jagt på højdepunkter. Den næsten idiotiske og lavpraktiske gør-det-selv-tilgang tager fuldkommen glansen fra konfettiregnen, for hvem vil smide 300 g plasticdrys op i luften efter selv møjsommeligt at have siddet og klippet alle de forbistrede dimser?

Hvordan er det også lige med plastic og miljø i øvrigt….?

Sprængfarlige latexmonstre
Det spektakulære sættes i scene på en helt anden – men lige så kritisk – facon et andet sted i byen, hvor makkerparret Jens & Morten har efterladt to fantomatiske plasticmonstre i deres dertil indrettede vitrine. De to dyrehybrider ligger livløse med hver et smørret grin om flaben og venter på – fortæller vores guide beredvilligt – at kunstnerne på festivalens sidste dag skal indtage deres kroppe for derefter at bringe latexen til sprængning ved hjælp af trykluft – et ikke helt ufarligt eksperiment, tænker jeg, og ser for mig, hvordan kuben også må give efter for trykket, når de svulmende plastickroppe eksploderer. Og jeg tør slet ikke tænke på effekten på menneskekroppene indeni latexen…

KN7: Jens & Morten, Bibliotekshaven. Foto: Kim Aagaard

Sådan kan man gå fra kube til kube og blive ganske forundret og måske endda forvirret eller forarget? Foran kuben på Nytorv stod i hvert tilfælde en gruppe utilfredse unge og gloede rastløst på Heine Kjærgaards sært kinky installering af gipsskateboards, der som hylder, ophængt i rummet, bærer på en række fundne objekter lige fra fiskegrej til bondagerekvisitter. Sjovt nok retter kunstneren sit blik netop mod denne rastløshed, og havde de unge vidst, at det at undre sig for så at reflektere er en af udmærkelserne i samtidskunstens credo, havde de måske opdaget, at værket faktisk kunne have noget med dem selv at gøre.

Kunsten at lære samtidskunstens sprog
Om effekten af kunstfestivalens udadvendte gestus kan vi kun gætte. Men at der er behov for igen og igen at gøre opmærksom på samtidskunstens særlige status som stedet, hvor identitetens mange aspekter udforskes og udfordres, hersker der ingen tvivl. At få helt almindelige unge til at ønske at lære sig kunstens sprog ER en udfordring, og derfor har kunsthallerne længe fokuseret kraftigt på diverse publikumsudviklingsgreb, bl.a. gennem et tæt og forpligtende samarbejde med universiteterne rundt omkring.

Her er der nu ingen mødepligt, og ingen krydser af, når du kommer. Til gengæld er håbet vel at nå et stykke ad frivillighedens vej? For den, som med åbenhed i sindet begiver sig i kast med en tur rundt til de femten kunsthaller, er der håb. For når Muhammed ikke gider komme til bjerget, må bjerget som bekendt selv flytte sig, og det er netop, hvad der foregår. Med festivalens trykte short guide i hånden – og hvis du på din vej møder nogle af de engagerede unge mennesker, som hjælper med at formidle kunsten – så er der en chance for at få sig et lidt større ordforråd og smag for den nye kunsts nye sprog.

Helt generelt byder kunsthallerne på møder med nogle rigtig fine kunstnere af begge køn, der er en fin aldersfordeling, og også rent geografisk når festivalen fra lokal til international. Og lur mig om ikke diversiteten i udtryk og strategi sikrer en rimelig genklang hos et bredere – og måske ikke helt så indforstået – publikum.

Fakta:
Ud over de femten kunsthaller i byens rum byder kunstfestivalen på udstillingen WHAT'S WRONG med kunstmarkedskritisk samtidskunst fra hhv. Schweiz og Danmark i Kunsthal NORD. Samme sted vises også udstillingen ALLES KUNST med fokus på kunst indkøbt af Aalborg Kommune.

Desuden får den lokale koncept- og verdenskunstner Hjallerupborgeren Mogens Otto Nielsen en form for hædersplads i festivalen. Han har sin egen kube og står bag udsmykning af iøjnefaldende, lyserøde storplakater med myrermotiv i byrummet.

Kommentarer

Del artiklen

'Når bjerget kommer til Muhammed'

Facebook