KN1-15 – Femten Kunsthaller
18 aug 201727 aug 2017

Anbefalet under Det skal du se! uge 33
KN1-15: FEMTEN KUNSTHALLER er kunstfestivalens mest markante tiltag. Det er et nyt innovativt udstillingskoncept med femten store udstillingskuber, som hver skal huse en installation eller soloudstilling skabt af en af de inviterede femten kunstnere eller kunstnergrupper.

Kube foran Stationen. KN1-15: FEMTEN KUNSTHALLER. Pressefoto

Udstillingskuberne er 240 x 240 x 240 cm og er alle malet off-white. De er forsynet med ét stort vindue samt en lille, skjult dør. På taget er monteret en solfanger, der kan drive to neonrør i loftet, og som får disse miniature ’kunsthaller’ til at lyse om natten. ’Kunsthallerne’ bliver fordelt på centrale pladser og torve i det ålborgensiske byrum og de vil visuelt være tilgængelige 24/7 i hele perioden. De vil tilmed blive bemandet et par timer dagligt, så man kan komme ind og opleve værkerne tæt på.

Derudover planlægger Kunsthal NORD guidede kunstfaglige ture til de femten kuber som en del af et udendørs publikumsprogram med performances, kunstsaloner, happenings, artist talks og debatfora, som byens borgere frit kan deltage i.

Femten kunstnere eller kunstnergrupper fra hhv. Berlin, København og Jylland er nøje udvalgt til at skabe nye grænsesøgende installationer og eksperimenter med kritisk kant samt til at indgå i inspirerende dialoger på tværs af regionale, nationale og internationale skel.

’The white cube’ er valgt som konstruktiv og kritisk modsætning til Kunsthal NORDs postindustrielle arkitektur, rå æstetik og non-kommercielle profil. Håbet er, at disse femten ’perfekte’ udstillingsplatforme midt i Aalborg vil medvirke til at udvikle kunsten, begrebet kunst og ikke mindst opfattelsen af kunst i en by, der er under hastig udvikling.

Informationsmateriale om projektets kunstneriske indhold, og en guide rundt til de femten forskellige udstillingskuber, kan hentes i den sortmalede INFO-kube på Gabels Torv eller i Kunsthal NORD.

Man er også velkommen til at spørge én af de mange udstillingsvagter, der alle har en specialdesignet T-shirt på, som Heine Kjærgaard Klausen har skabt.

Kilde: Kunsthal NORD

Kunsthal NORD

Kjellerups Torv 5, 2. sal
9000 Aalborg

Tir-søn 11-17, ons 11-19

Gratis entré

Kontakt

+45 99824125

Del

'KN1-15 - Femten Kunsthaller'

Facebook