Jesper Christiansen er kendt for sine mennesketomme rum og udfoldelse af, hvilke forventninger rummet besidder. Med små fragmenter som repræsentant for kunstnerens bagkatalog og fysiske eksemplarer på litterære inspirationsværker forsøger Christiansen at binde sløjfe på kunstens mange facetter.

Der bliver arbejdet både med Christiansens traditionelle tilgang til billedkunsten, men udstillingen bliver også suppleret af andre former for kunst. Og det er netop krydsfeltet mellem medier, der har sat sit præg på de værker, der udgør udstillingen Forbillede.

De hvide vægge hos Kunstforeningen Gl. Strand er i ærindet malet i mørke toner, som nøje er udvalgt til Jesper Christiansens udstilling. De mørkmalede vægge spejles i farvepaletten på samtlige malerier og skaber et dystert ekko i den gamle opgang på Gl. Strand, der leder tankerne hen på et arbejdsværelse, hvis eneste lyspunkt er den potentielle sol udenfor.

Men ligesom i værkerne er den direkte og naturlige belysning skærmet af, og kunstige lyskilder kaster i stedet klarhed på de akrylmalede billeder, hvis indfangelse af beskueren i sig selv er værd at bemærke. De byder op til en langvarig og stemningsfyldt dans, som bl.a. kan opleves i Well We Must Wait for the Future to Show (2011-2012), hvor interiøret i billedet fremstår yderst symmetrisk, hvor billedrammer på den malede væg er efterladt tomme, og hvor dimensionerne ikke tager samme forsvindingspunkt.

Bagkataloget og krydset mellem medier
Jesper Christiansen arbejder med en yderst detaljeret tilgang til billedkunsten, og den opmærksomme beskuer vil opdage, at han sågar inddrager referencer fra tidligere værker.Stilen med de tomme, blege og minimalistiske rum fra slut 80’erne fremstår som hengemte hilsner og udgør sammen med tekstfragmenter, der peger tilbage på Christiansens 90’ere, en tidskapsel, der binder en fin knude på kunstnerens tidligere og nyere kreationer.

En anden tematik Christiansen arbejder med er krydsfeltet mellem kunstgenrer. Og ført an af de mange malerier indbefatter møblementer af sofagrupper og indbundne bøger udstillingen i sin helhed. Lamper, borde og stole går alle sammen igen og udtrykker gengivelse af et privat rum. En privat sfære som kun brydes af den opstrammede lærredsramme, der bevidstgør at seancen blot udspiller sig i 2D.

Merete Pryds Helle har leveret tekststykker til udstillingen, der med referencer til litteraturen fungerer som værkbeskrivelser for Christiansens malerier. Tekststykkerne forsøger at skabe en forbindelse mellem billedkunsten og den litterære verden. De medvirker til en helhed på udstillingen og tilføjer en filosofisk dybde, Christiansen ser ud til at stræbe efter. Tekst og billede arbejder sammen i denne fortolkning af kunsten, og det fungerer upåklageligt.

Sit eget værelse, hvorfra verden udgår
Med inspiration fra blandt andre Virginia Woolf, og hendes behandling af sit eget værelse i essayet af samme navn, undersøger Christiansen omdrejningspunktet om sit eget værelse, hvorfra verden udgår. Denne inspirerende undersøgelse lægger en filosofisk eftertænksomhed på Forbillede, og formår at spinde en rød tråd, der forvilder sig på tværs af kunstmedier.

Der bliver sat spørgsmålstegn ved iagttagelse og inddragelse, og skellet mellem aktør og beskuer er derved hvisket ud. Kunstnerens rolle er i lige så høj grad en observation af eget virke, som en videreformidling af erfaringer, historier og sanser til den egentlige beskuer.

Et privat rum går ligeledes igen i udstillingens møbelelementer, i form af sofagrupper og lænestole taget fra den akrylvirkelighed Christiansen har skabt. Beskueren bliver inviteret ind i en kulisse og inddraget som væsentlig faktor til at opretholde udstillingens helhed.

Modsat det rum der kendetegner Jesper Christiansens værker, bliver udstillingen på Kunstforeningen Gl. Strand alt andet end endnu en mennesketom affære takket være de besøgende, der agerer som brikker i Christiansens univers på lige fod med de akrylmalede billeder, teksten på væggen og møblerne på gulvet.