Mod ekstrem inklusion

Mod ekstrem inklusion

Beth Stryker fra Cluster i Cairo under konferencen Arts & Audiences arrangeret af Center for Kunst og Interkultur. (Foto: Amalie Frederiksen)

Billedserie

Konferencen: Arts & Audiences – new urban challenges

Hvis Kunst- og kulturinstitutionerne vil overleve, må de være relevante for et langt bredere, mere forskelligartet og ikke altid kunstvant publikum. Men hvem er de nye, potentielle publikummer, er de overhovedet interesserede og hvordan skabes kontakt? Dét blev diskuteret på konferencen Arts & Audiences – new urban challenges.

”Publikumsudvikling er som teenagesex. Alle taler om det. Ingen ved rigtig hvordan man gør. Alle de andre gør det, så alle påstår at de gør det.”

Citatet kommer fra Pepe Zapata, konsulent i TekneCultura i Barcelona, og det udløser en høj (genkendeligheds) latter blandt salens godt og vel 100 publikummer, der er samlet for at blive skarpere på det hotte emne: Publikumsudvikling.

”Arts & Audiencies” er en nordisk konference arrangeret af CKI (Center for Kunst og Interkultur) med fokus på at udvide rammerne for publikums engagement med kunstinstitutionerne og omvendt. Dette års konference blev afholdt på AFUK (Akademiet for Utæmmet Kreativitet) i København i dagene 2. og 3. december.

Pepe Zapata, TekneCultara, Barcelona. (Foto: Amalie Frederiksen)
Pepe Zapata, TekneCultara, Barcelona. (Foto: Amalie Frederiksen)

Temaet var ’new urban challenges’ og det centrale spørgsmål var: Hvordan tilpasser institutionerne sig de urbane forandringer, der ses som en konsekvens af blandt andet globalisering og migration?

For at give nærring til et muligt svar på det spørgsmål bød prorammet på en vifte af oplægsholdere, der med meget forskellige motiver og strategier har eksperimenteret med det, der på tværs af nationale og institutionelle skel kaldes ’out-reach’. Altså forsøg på at få kontakt til de befolkningsgrupper, for hvem kunst og kultur ikke er en del af hverdagen.

Jadrien Ellison, The Door, NY. (Foto: Marcelo Lerer)
Jadrien Ellison, The Door, NY. (Foto: Marcelo Lerer)

Et redskab til medborgerskab
Blandt de mange ikke-nordiske oplægsholdere var Beth Stryker fra CLUSTER i Cairo. CLUSTER er en institution der skaber kunstprojekter, der hvor de lokale bor og opholder sig:

”Vi udforsker nye måder at bruge byens rum på via kunstneriske interventioner, og hvis det virker bliver de adopteret af offentligheden. Efter opstanden i 2011 udvidede den logik ideen om, hvad der var muligt i vores by”, forklarer hun.

CLUSTER repræsenterer en position, der ’rækker ud’ i visionen om at, imødekomme byudviklingsmæssige udfordringer og fungere som katalysator for demokratisk medborgerskab. Det handler om at skabe kontakt for at overleve som samfund og ikke for at overleve som institution. Og her kan den socialt intervenerende kunst spille en afgørende rolle.

Cairo Downtown Passages, 2014. Et borgerinddragende byudviklingsprojekt af CLUSTER med deltagelse af både danske og egyptiske kunstnere og arkitekter. (© CLUSTERCAIRO.ORG)
Cairo Downtown Passages, 2014. Et borgerinddragende byudviklingsprojekt af CLUSTER med deltagelse af både danske og egyptiske kunstnere og arkitekter. (© CLUSTERCAIRO.ORG)

Out-reach som lokkemiddel
Det sociale engagement er på samme måde drivkraften i det danske projekt SKIS (Sæt Kulturen i Spil). SKIS er et samarbejde mellem 22 kunst- og kulturinstitutioner, og iværksætter kulturelle projekter sammen med børn og unge, i deres boligkvarterer.

Men i modsætning til CLUSTER er den primære motivation ikke at ændre det omgivende samfund, men at etablere tillid og gensidig forståelse i den hensigt at få dem ind på institutionerne i fremtiden. Den socialt engagerede kunstpraksis bliver altså en genvej til øget besøgstal på institutionerne.

Projektet er et eksempel på, hvordan mange institutioner i dag føler sig nødsaget til at række ud til de såkaldte ’ikke-brugere’ eller ’nye brugere’, for at forsvare sin fortsatte relevans for samfundet som helhed. I kølvandet på den situation opstår naturligvis en række dilemmaer. Som for eksempel, i hvor høj grad skal man gå kompromis med sin kunstfaglighed til fordel for social ansvarlighed? Er man villig til at acceptere fondsmidler fra fonde, der bidrager til den sociale ulighed man forsøger at udligne? Og er der en grænse for, hvornår inklusion af ikke-brugerne går ud over inklusionen af andre brugergrupper?

Et ligebyrdigt ægteskab
Roundhouse i London er en kombination af de to ovennævnte eksempler. Her omsættes ideen om out-reach til udøvelse af social ansvarlighed inde på institutionen. Til gavn for både Roundhouse og de ’nye brugere’.

Kunstnerisk leder Marcus Davey fortæller, hvordan hele stedet blev omstruktureret for at imødekomme byens sociale og demografiske forandringer. Som respons på den voksende andel af fattige og uuddannede unge i området valgte man at ansætte dem i centrale poster på institutionen, hvor de kunne få medindflydelse og ansvar. Hvilket på sigt skulle øge deres chancer for uddannelse.

Cairo Downtown Passages, 2014. Et borgerinddragende byudviklingsprojekt af CLUSTER med deltagelse af både danske og egyptiske kunstnere og arkitekter. ((© CLUSTERCAIRO.ORG))
Cairo Downtown Passages, 2014. Et borgerinddragende byudviklingsprojekt af CLUSTER med deltagelse af både danske og egyptiske kunstnere og arkitekter. ((© CLUSTERCAIRO.ORG))

Udvid det institutionelle vi!
Så tilbage til spørgsmålet: Hvordan tilpasser institutionerne sig de ændrede urbane landskaber?

At dømme ud fra spændvidden i de præsenterede out-reach-strategier, bliver det klart, at der findes omtrent ligeså mange svar, som der findes kunst- og kulturinstitutioner. En ting er dog sikkert: Publikum er ikke længere passive forbrugere af kunst og kultur, men en nødvendig ressource for institutionerne. Sat på spidsen kan man altså konkludere, at institutionerne ikke længere eksisterer for publikum, men omvendt.

Deltagere fra det danske institutionslandskab. (Foto: Marcelo Lerer)
Deltagere fra det danske institutionslandskab. (Foto: Marcelo Lerer)

Mens dét parforhold stadig ikke har fundet fast fodfæste, tegner der sig en åbenlys opfordring til de nordiske lande om at revurdere forestillingen om, hvad en kunst- eller kulturinstitution er og skal kunne. En opfordring som konferencens vært Niels Righolt formulerer sådan her:

”Vi (den nordiske kunst- og kultursektor, red) kan ikke blive ved med at gentage det samme modernistiske mønster og lukke os inde bag skandinavisk systemtænkning. Vi må dirigere os selv nye steder hen, udvide det institutionelle ’vi’ og bevæge os væk fra traditionerne”.

Medvirkende

Beth Stryker, Cluster, Cairo
Marcus Davey, Roundhouse, London
Leif Persson, Riksteatern Värmland, Karlstad
Malene Dybbøl & Gry Guldberg, SKIIS
Sidsel Risted Staun, Kulturstyrelsen
Jadrien Ellison, The Door, New York
Astrid Thews, Mahatat for Contemporary Art, Cairo
Jonas Jarl & Mikael Olsson Al Safandi, Community Theatre Söder, Malmö
Allan Klie, Københavns Musikteater
Pepe Zapata, TekneCultura, Barcelona
m.fl.
www.artsandaudiences.com

Billedserie

Konferencen: Arts & Audiences – new urban challenges

Del artiklen

'Mod ekstrem inklusion'

Facebook