Metropolens lille ny

Metropolens lille ny

Publikum tog godt imod weekendens CHART ART FAIR. Her på besøg hos Galleri Susanne Ottesen. (Foto: Carsten Nordholt)

Billedserie

Messe

CHART ART FAIR

30 aug 2013 1 sep 2013

Kunsthal Charlottenborg
Se kort og tider

På ganske få måneder er det lykkedes at skabe en international messe for samtidskunsten i København. Dét kunne man nyde godt af i weekenden, hvor CHART ART FAIR løb af stablen. Allerede på messens sidste dag fornemmedes det, at grunden er lagt til en messe, der kan bide sig fast.

Det første der slår én er: hvor er båsene? De velkendte territoriale rammer, der afmærker det enkelte galleris præsentation. For der er ingen båse – gallerierne er placeret på lave, hvidmalede møbler.

Det næste man lægger mærke til den fortættede summen af mange stemmer på ganske lidt plads (i forhold til antallet af mennesker). Danske stemmer, der blander sig med engelske, tyske, italienske.

Vi er på det nyeste danske bud på en kunstmesse: CHART ART FAIR. Denne første udgave af CHART afholdes på Kunsthal Charlottenborg. Messen, der er dedikeret til samtidskunsten, er et overskueligt og spændende initiativ, som ud over galleriernes præsentationer byder på talks og særlige kunstneriske præsentation. SE PROGRAMMET

Der var ingen vægge, der skilte Riis og Susanne Ottesen – til stor tilfredshed. (Foto: Carsten Nordholt)
Der var ingen vægge, der skilte Riis og Susanne Ottesen – til stor tilfredshed. (Foto: Carsten Nordholt)
Olafur Eliasson under sin talk lørdag på CHART. (Foto: Carsten Nordholt)
Olafur Eliasson under sin talk lørdag på CHART. (Foto: Carsten Nordholt)

Ja, og så CHART handler som alle andre messer ikke kun om kunst, men også om at blive set, om at deltage og om at være til stede. Messer er sociale, kulturelle og underholdende begivenheder, hvor turen i hvem-er-noget-ved-kunsten-her-til-lands karrusellen en vigtig del af set-uppet – om man vil det eller ej.

Et samarbejde
For de der har fulgt blot en smule med i dansk kunstliv var lanceringen af CHART en mindre bombe. Ikke blot kunne den true Art Copenhagens eksistens (hvilket den heldigvis ikke gjorde), men ligeledes adskilte den sig fra andre messer ved at basere sig på netværk og på stifterkredsens syn på den nordiske galleriscene.

Ciléne Andréhn (th.) har været godt tilfreds med formen og resultaterne af CHART. (Foto: Rasmus Vestergaard)
Ciléne Andréhn (th.) har været godt tilfreds med formen og resultaterne af CHART. (Foto: Rasmus Vestergaard)

Alle udstillere er inviteret– til forskel fra gængse messeprocedurer, hvor gallerier ansøger om at deltage.

Forhistorie er i denne sammenhæng væsentlig, fordi gallerierne lovede hinanden at vise topkunst og sammen skabe et indhold, der kunne sætte CHART på det internationale messe-verdenskort.

Som Ciléne Andréhn fra det svenske galleri Andréhn-Schiptjenko siger:

“De udstillende gallerier er vant til de internationale messer og miljøet omkring dem – vi ved alle hvad, der kræves. Der har været en fælles forståelse, og med det som afsæt, er CHART udviklet gennem et samarbejde.”

Det nordiske
På den måde er det nordiske langt fremme i konceptet bag CHART. Så det var nærliggende at tænke: Er der en særlig nordisk position enten i kunsten eller i galleriernes arbejdsform? Her er Ciléne Andréhn klar i mæglet: “Nej, det har i hvert fald ikke været inde i vores optik. Gallerierne arbejder alle i et internationalt niveau og skeler ikke til geografien som sådan. Fællesnævneren er derimod kvalitet.

Heller ikke Morten Korsgaard fra Galleri Bo Bjerggaard ser en samlende nordisk position. Men de indledende tanker om CHART udspringer af Norden og ikke mindst København:

“København er på mange måder Nordens nye metropol, der kan byde oplevelser og kvalitet på mange fronter fx i form af det berømmede nordiske køkken og danish design. Så både den danske kunstscene og København som by har absolut brug for en kunstbegivenhed som CHART.”

Nicolai Wallner, der bl.a. præsenterede en række Jeppe Hein værker. (Foto: Carsten Nordholt)
Nicolai Wallner, der bl.a. præsenterede en række Jeppe Hein værker. (Foto: Carsten Nordholt)
Andersen’s Contemporary og i8 Gallery fra Reykjavik. (Foto: Carsten Nordholt)
Andersen’s Contemporary og i8 Gallery fra Reykjavik. (Foto: Carsten Nordholt)

Det internationale
Fra begyndelsen har ambitionen været at skabe en international messe – og at dømme efter de mange udenlandske besøgende er rygtet om CHART nået ud. Både til gæster der alligevel var i København og til messens kerne-målgruppe: Samlerne eller VIP’erne som de også kaldes. Flere af de udenlandske gæster, som vi talte med, var specielt inviterede til CHART af messen – og netop at sikre deltagelse af internationale samlere har været et fokuspunkt, hvor alle gallerier har lagt et stort arbejde.

“Messeledelsen har skabt et spændende og unikt samlerprogram, der skule vække nysgerrighed og interesse – og det ser ud til at være lykkedes. CHART er helt ny, men ikke desto mindre har ca. 200 særligt europæiske samlere valgt at deltage,” fortæller Morten Korsgaard.

Også hos Andréhn-Schiptjenko er man tilfreds med opmærksomheden fra samler-side:

“På den ene side har der været et fint salg på messen, og på den anden side har CHART været helt anderledes i sit set-up. Messer som Art Basel, Frieze og Volta er yderst hektiske. Dér skal man være heldig for blot at møde de vigtige samlere. På CHART har vi i forbindelse VIP-arrangementerne haft rig lejlighed til at networke med flere samlere, og endda i en meget roligere atmosfære.”

Andréhn-Schiptjenko fra Sverige. (Foto: Carsten Nordholt)
Andréhn-Schiptjenko fra Sverige. (Foto: Carsten Nordholt)

Det, der virker
Og, så er vi tilbage ved fraværet af båse: Messen synes ‘demokratisk’ eller i hvert fald som et fælles projekt.

Skønt CHART utvivlsomt handler om at sælge og promovere kunst/kunstnere, så har den et vist udstillingspræg, der umiddelbart retter mere fokus på kunsten end på gallerierne.

Det må betegnes som en gevinst, at CHART kunne leje Charlottenborg. Udover at de smukke udstillingsrum fornemt rammesætter kunsten, så begrænser de på sin vis messens størrelse. Et plus, hvis man spørger Ciléne Andréhn:

Finske Galerie Anhava. (Foto: Carsten Nordholt)
Finske Galerie Anhava. (Foto: Carsten Nordholt)

“CHART har en rigtig fin størrelse, som gør, at publikum (samlere og almindelig gæster) kan overskue den. Og, så er det vores indtryk, at den mindre skala og udstillingsrummene har givet en intim og afslappet stemning. Man har simpelthen tid til kunsten og samtalerne omkring den.”

Ved enden – eller begyndelsen
Efter at have snust rundt på messen et par dage, talt med publikum, gallerister og kuratorer, så synes CHART at være en ‘lille’ succes.

Men ‘lille’ som en god ting – som et forhold der måske endda øger oplevelsen af kunsten. Netop intimitet står tilbage som det ord, der bedst indfanger stemningen på CHART.

Søndag eftermiddag, tæt på lukketid for messen, ledsages den intime stemning af en form for lettelse hos galleristerne. Det lykkedes faktisk at skabe noget specielt. Der kom et pænt antal besøgende (det tegner til at omkring 6.000 besøgte messen) – og nok så væsentligt så kom samlerne, der blev solgt værker og selve messe-arrangementet forløb (til trods for manglende aircondition) glimrende.

Måske Norden, København og den danske kunstscene har fået en lille ny.

CHART ART FAIR
www.chartartfair.com

Galleristerne bag messen:
Galleri Susanne Ottesen, Galleri Bo Bjerggaard, Andersen’s Contemporary, V1 Gallery og David Risley Gallery.

De inviterede:
Christian Andersen (DK), Galleri Andersson/Sandström (SE), Andréhn-Schiptjenko (SE), Galerie Anhava (FI), Martin Asbæk Gallery (DK), Johan Berggren Gallery (SE), Niels Borch Jensen (DK), Elastic Gallery (SE), i8 Gallery (IS), Galleri Magnus Karlsson (SE), Peter Lav Gallery (DK), Peder Lund (NO), Galerie Nordenhake (DE/SE), OSL Contemporary (NO), Galleri Riis (NO), Nils Stærk (DK)

Billedserie

Messe

CHART ART FAIR

30 aug 2013 1 sep 2013

Kunsthal Charlottenborg
Se kort og tider

Del artiklen

'Metropolens lille ny'

Facebook