Hvem har ikke grinet af Eiffeltårnet i Kina (som for øvrigt står i en temapark, hvor 130 berømte bygningsværker er kopieret)? En af de fortællinger, vi har om asiatiske lande, er nemlig, at de kopierer Vesten. Men før man griner, skal man vide, at i Kina er kopiering en hyldest. Og en måde at lære på – ligesom man tidligere i Vesten lærte at tegne gennem at kopiere store mestre. Man er vitterligt mindre interesseret i individet, jeget og dets unikke udtryk i Østen. Det kan vi have svært ved at forstå.

I Astrid Myntekærs udstilling er både det asiatiske og kopien centrale elementer. Vacuumkopper, der efter en ældgammel mellemøstlig tradition siges at kunne suge dårligdom ud af kroppen og omstrukturere spændingstilstande, er kopierede i stort antal i et af de mest anvendte byggematerialer i dag; beton. De breder sig ud på gulvet og på de japanske tatamimåtter. Udstillingen er organiseret i rummet i større eller mindre moduler omkring retvinklede, hvidmalede gitterkonstruktioner, der mimer modernisme – eller asiatiske rumadskillere. En af de lodrette ”vægge” stikker uafsluttet enderne op i lyskassen i udstillingsrummet, hvor dagslyset falder ind.

Kulturel evolution gennem kopiering
I udstillingsteksten forklares, hvorledes MEMES henviser både til me me (mig, mig) og til begrebet ‘mem’, introduceret af biologen Richard Dawkins i bogen The Selfish Gene (1976). I bogen fremførte Dawkins ideen om, at det gen, der er bedst til at kopiere og mutere, er det, der overlever. Han foreslog ligeledes, at den idé kunne overføres til, hvorledes kulturel evolution foregår: Gennem kopiering. ”Memet” er den mindste enhed for kulturelle processer, ligesom ”genet” er det indenfor biologien. Den tanke er ført videre i dele af kulturteorien og har fået navnet memetik: Idéen om kulturel kopiering som driver for udvikling.

Kan vi lære noget fra østlige traditioner, synes udstillingen på den ene side at spørge. Det er vi i høj grad i gang med gennem diverse kopier af helseteknikker. Enhver fysioterapeut, læge, jordemoder eller kiropraktor kan jo i dag noget med akupunktur – uden at have hele det spirituelle fundament bag teknikken med. Så med god ret kunne kineserne grine af os. På den anden side gør udstillingen også, hvad popkunsten gjorde: Tager kulturens udtryk og forstørrer og fremviser dem. Når Myntekær stabler en stak akupunkturnåle op som en pyramide, placeret på en tilskåret tatamimåtte, er det et forstørrende greb ind i helsekulturen. Det er faktisk lidt morsomt.

Måske skal vi grine mere og bare give os hen til de kulturelle memer. Spørgsmålet er, om vi i Vesten er parate til at opgive mig, mig, mig-identiteten, når vi overtager Østens helseteknikker?

Tradition og søgen
Tatamimåtten har en fremtrædende rolle i Astrid Myntekærs udstilling. Den er underlag, hvorpå de andre elementer er spredt ud, den er tilskåret som podie, eller den er rejst op og fungerer som en underlig dartskive, hvori kinesiske vifter med påtrykte eller påmalede masker og ansigter har skåret sig ind.

De fleste hjem i Japan har et tatamirum. Tatamirummet er stedet i boligen, hvor traditionen holdes i hævd. Måtten er lavet af risstrå og fås i Japan i få standardmål. Her er den 180 x 90. Den signalerer først og fremmest ”Japan”. Men også modul, blødhed, natur, krop, tradition. Hver del i udstillingen virker flertydig, og man har fornemmelsen af, at en rebus, der aldrig helt finder sin mening, skal løses.

Kopierne af vacuumkopperne bliver til små, moderne skulpturer. Men de bliver også i sig selv i al deres materialitet og i sammenligning med originalen udtryk for en uigennemtrængelighed.

Materialer, handlinger og processer
I værkoversigten står der om et af værkerne – som alle er uden titel: 90x90x38 cm, 2018. Lyn skabt ved hjælp af højspænding og et enkelt hammerslag i tempereret glas støbt i beton belyst med laser, vakuum glas kopper & beton, tatamimåtte… Man kunne med lethed skrive denne opremsning af materialer, handlinger og processer om til et digt. Alene måden ikke at sætte kommaer på hjælper poesien godt på vej. Og det er ikke ironisk ment!

Beskrivelsen angår en hovedlignende form, støbt i beton. Der, hvor ansigtet og den aflæselige identitet skulle have været, er det mobiltelefonformede, tempererede, hammerbehandlede glas, der rummer et grønt lyn, smasket ret brutalt ind. Det er superæstetisk og cool, men altså også en underlig sammensætning. Og jeg ved ikke, om det er et ønske eller en konstatering. Er det meningen, at vi for pokker da skal se, at verden også er fine nervetråde, energi og fraktale strukturer? Eller er det en beskrivelse af, hvorledes de digitale devices er en livsform i sig selv – som de to lidt skræmmende skønhedsmasker, der lyser grønt på bagsiden, synes at signalere?

Jeg blev også meget optaget af vifterne med ansigter og maskerne – af deres forskellighed og af, at der tilsyneladende ikke var forskel mellem, individ, persona, overflade. Og fordi vifterne var upræcist håndmalede og -tegnede, var det på samme tid her, noget dybt personligt viste sig: I det ufuldkomne.

Et spirituelt digt
Snarere end en rebus, der skal løses, er Astrid Myntekærs udstilling et digt, der spørger til vores forhold til spiritualitet, identitet, kultur og overflade. Og ligesom et digt ikke kun virker gennem ordenes betydning, men også deres lyd og lydenes relation, sker der her noget i materialiteten selv og ved materialernes sammenstød.

Astrids Myntekærs første udstilling i et kommercielt galleri ligger i fin forlængelse af hendes tidligere udstillinger, hvor hun også har bearbejdet spirituelle emner og teknikker. Hun er med i en bevægelse i kunsten, hvor man funderer over, hvor det åndelige og de mystiske aspekter af virkeligheden blev af i verden. Faren er, at det spirituelle måske er ved at blive en trend indenfor kunsten og brug af begrebet energierne en fluffy markør, der viser, at man er med. Ligesom man indenfor det alternative helt ukritisk taler om og mærker energierne. Myntekærs udstilling virker dog ærligt undersøgende, nærværende og dejligt befriet for endegyldige svar.