Fredag d. 14 juni og Odense summer af energi. Udstillinger åbner, der drikkes vin og snakkes, der afholdes talks og vises film. Odense Kunstdag er et nyt initiativ, der samler ti udstillingssteder under et fælles program for at vise, at byens kunstliv har en vis spændvidde.
København har en kunstuge, Aarhus en kunstweekend, og nu har Odense fået sin kunstdag. Det skal selvfølgelig opleves, og jeg er taget til Odense denne fredag den 14. juni, hvor jeg begynder min kunstdag i Christiansgade lidt uden for byens centrum.
Her holder kunstkollektivet Ulys til. I flere år har de huseret i Kunsthal Ulys i en stor silo på Odense havn, men nu er det slut: Det sprælske foretagende har måttet flytte til lidt mere ydmyge rammer, da Odense Kommune mente, at bygningen på havnen var for fremskreden i sit forfald og farlig at opholde sig i.
Henrik Noer viser mig beredvilligt indenfor i den lille udstilling, Ulys har sat op i anledning af Kunstdag Odense, og hvor han blandt andet selv udstiller med en hængende flamingoskulptur midt i rummet.
“Ulys er et kollektiv, og vi betragter os som en bevægelse, der ønsker at fremme et mere mangfoldigt kunstliv i Odense. Vi vil blandt andet gerne give muligheder for folk, som ikke har prøvet at udstille før. Efter at vi er flyttet hertil og ikke har så meget plads, arbejder vi på at lave flere ting ude i byen”, forklarer Noer, som glæder sig over det nye initiativ med en fælles kunstdag. Det er med til at fremme en aktuel udvikling, hvor kunstlivet vokser, og hvor man er begyndt at samarbejde mere omkring eksempelvis fælles udstillingsåbninger, mener han.
Der tegner sig et miljø, der er mere udadvendt
Inde i centrum viser norske Sandra Blichert, at ethvert emne kan gøres til genstand for en kunstnerisk undersøgelse: I sin udstilling på det kunstnerdrevne udstillingssted M100 tager hun udgangspunkt i det at være jobsøgende, og udstillingen byder ud over et betragteligt antal ansøgninger på en række skulpturelle udsagn, som afspejler forskellige aspekter af ‘jobsøgnings-tilstanden’. Det er humoristisk og såvel æstetisk som konceptuelt ret godt gået.
M100 slog dørene op i 2018, og flere gange under min tur rundt i det Odenseanske kunstliv møder jeg mennesker, som fremhæver M100 og det ligeledes kunstnerdrevne Organon (der åbnede i 2017) som særdeles vigtige aktører, der har været med til at give en ny fornemmelse af grøde for kunstmiljøet i den fynske hovedstad.
“Der er rigtig mange kunstnere i byen, men et egentlig kunstmiljø har vi haft lidt svært ved at holde kørende”, fortæller Mikkel Larris, der sammen med Vivi Christensen driver M100. “Men lige nu, med nye steder som Organon og vores eget sted, synes vi jo, der er ved at tegne sig et miljø, der er mere udadvendt”.
Man kan præge kunstscenen
Her på M100 møder jeg også Heidi Nicolaisen som sammen med Lea Momberg er initiativtager til Organon, der i forbindelse med Kunstdagen viser Kim Adler Mejdahls film DAYS OF AL. Nicolaisen har netop har taget afgang fra Det Fynske Kunstakademi, og jeg spørger også hende om, hvordan hun oplever kunstmiljøet i Odense.
“Jeg har været her i 5 år”, fortæller hun. “Og i de år synes jeg, der er sket meget. Vi startede Organon, fordi vi savnede at have et sted at mødes omkring en faglig diskussion uden for skolen og for at bringe mere samtidskunst til byen. Der jo nogle muligheder for at præge kunstscenen her, som man ikke bare lige finder i København for eksempel”.
Rundt om hjørnet ligger Galleri Sandberg. Her har Frodo Mikkelsen kurateret udstillingen Mandehørm med en stribe mandlige kunstnerkollegaer. Gallerist Marie-Louise Sandberg hilser initiativet med en fælles kunstdag velkommen, og ser det som en vigtig begivenhed, der kan skabe forøget opmærksomhed omkring kunsten i byen. På dagen har hun arrangeret en samtale mellem Frodo Mikkelsen og Anna Krogh, tidligere inspektør på Brandts (og nuværende skribent på Kunsten.nu). Sandberg understreger, at det er første udgave af kunstdagen i år. “Næste år markedsfører vi den endnu bedre”, siger hun.
Solen står op igen i Vero Moda
Senere er der åbning på en udstilling i en tidligere tøjbutik i en af de centrale gågader i centrum. Det er de tredjeårsstuderende fra Det Fynske Kunstakademi, der er rykket ud i byen med en prof præsentation, som udnytter det mørke interiør og den dramatiske lyssætning optimalt. De studerende har fået kompetent hjælp af Nanna Balslev Strøjer, der har konceptualiseret udstillingen under titlen The Sun Watches The Sun.
“Jeg har lånt titlen fra den serbiske poet Dejan Stojanovics, som reflekterer over uendelighedens ubærlighed og den mulighed for menneskelig erkendelse, der ligger i det”, forklarer hun. “Det har vi forsøgt at overføre til denne 3. års udstilling, som jo er én i en ‘uendelig’ række af 3. års udstillinger. Man kan sige, at udstillingen på en gang er en omfavnelse og en afvisning af traditionen og nostalgien. Der er mulighed for en ny begyndelse i enhver repetition”.
En af de tredjeårsstuderende, Alberte Westergaard, deltager på udstillingen med en afbleget sofa og et tapet skabt af pasta. Det lyder måske mærkeligt, men det fungerer og er velinstalleret i udstillingen.
“Kunstmiljøet her i Odense er spinkelt, og der er ikke mange unge”, fortæller hun, men peger samtidig på, at de nye kunstnerdrevne steder er vigtige som samlingssteder. Som mange andre af de studerende på akademiet bor hun ikke selv i Odense, men pendler fra København. Hun ville dog gerne indgå mere i et lokalt kunstliv, hvis der opstår muligheder.
Vi vil gøre det enkelt at få øje på kunsten
Tiden går i godt selskab, og jeg slutter af med rundgang på Det Fynske Kunstakademi, hvor de studerende fra første årgang viser deres værksteder frem. Jeg møder blandt andre Jeppe Østergaard Munk, der viser mig sin fine lydinstallation Music for Membranophone. Fra en stor beholder drypper vand ned i skåle med kontaktmikrofoner, hvorefter lyden bearbejdes af diverse effektpedaler. De fungerer lovende visuelt såvel som lydligt.
På akademiet finder jeg også rektor Lars Bent Petersen, der er den egentlige initiativtager til Kunstdagen, og jeg spørger ham om, hvad der er baggrunden for Kunstdagen.
“Det er ganske simpelt”, siger han. “Ti ettaller har stadig kun værdien et, men hvis du lægger dem sammen, har du værdien ti. Vi har lavet kunstdagen for at gøre det enkelt for folk at få øje på kunsten i byen. Og så er det også for at samle miljøet og formidle, at der faktisk er et kunstliv i Odense, og at det spænder vidt – fra Hollufgårds fornemme skulpturpark over kunstnerdrevne udstillingssteder til gallerier, hvor man kan møde lokale eller mere etablerede kunstnere”.
Hvorfor er Odenses største kunstinstitution Brandts ikke med, spørger jeg.
“Brandts er jo den store spiller i Odense, og det er ikke fordi, de ikke må være med. Men det er første gang, og vi har gerne villet pege på alle de mindre steder, der ikke har så store midler – at der altså foregår meget andet”.
Jeg når ikke mere i denne omgang, selvom jeg gerne ville have oplevet udstillinger på Kunstbygningen Filosoffen, Fyens Grafiske Værksted, Galleri 5000, Galleri Rasmus og Hollufgård. Heldigvis er der masser af gode grunde til at gæste Odense en anden gang, for kunsten lever i byen.
Det har Kunstdagen været med til at pege på.
