Jeg må nok gå til bekendelse fra en start. Jeg har været lidt ignorant i forhold til Kathrine Ærtebjerg (f. 1969). Jeg synes, jeg blev hurtigt færdig med hende i begyndelsen af hendes karriere i de tidlige nullere og tænke, at hendes maleri var lidt vel freudiansk tilrettelagt. Alle disse præpubertetspiger med bamser, der forvandlede sig til behårede abekatte, alle nøglehullerne og fallossvampene.

Men snart måtte jeg erkende, at jeg var for hurtig til at dømme hende, og i 2010 bragte vi en anmeldelse på kunsten.nu, hvor Signe Ullerup i forbindelse med hendes udstilling på Trapholt gjorde det begribeligt, at vi havde med en væsentlig kunstner at gøre.

Læs Kathrine Ærtebjergs nye værker viser en moden kunstner

Misogyni?

Kathrine Ærtebjerg har fra starten af haft stor succes og da også fået institutionelle soloudstillinger på blandt andet Gl. Strand, Museet for Religiøs Kunst, Tranen, Skovgaardsmuseet, Sorø Kunstmuseum, Viborg Kunsthal og altså Trapholt.

Læs interview: Legen med banalitet og fantasi er grundlæggende

Flere af mine kollegaer har harceleret over, at det først er nu, kunstneren får en stor retrospektiv udstilling på et kunstmuseum, og det bliver antydet, at det skyldes hendes køn, ligesom ordet misogyni (betegnelsen for had eller meget stærke fordomme over for kvinder) er kastet i ringen. Jeg vil dog mene, at der går lidt selvsving i automatretrorikken her. Som det fremgår af ovenstående har kunstneren faktisk fået en del institutionel opmærksomhed.

Ikke desto mindre er det på sin plads, at hun med udstillingen De tusind gåders sted kan opleves i fuldt retrospektivt udtræk på Kunstmuseum Brandts.

Ikke banebrydende – bare god

Kathrine Ærtebjerg ændrer ikke kunstens historie, hun driver ikke maleriet ud i banebrydende nye terræner, men arbejder i forlængelse af traditionelle kunstneriske genrer – ikke mindst den evigt populære surrealisme.
Men mindre kan gøre det, og hun kommer faktisk både med sit eget ‘take’ på traditionen, og formår at bevæge sig og være fortsat nysgerrig gennem sin karriere. Og så bliver det i øvrigt også lidt anstrengt altid at tage de tunge avantgardebriller på.

For det, der står klart, når man bevæger sig gennem De tusind gåders sted, er først og fremmest, hvor god en maler hun er.

Uanstrengt

Der er nogen, der bare kan det der! Sætte farver sammen, komponere billeder, bevare friskheden og sætte fejende, suveræne strøg. Det er vel sammenligneligt med musikere med absolut gehør eller sådan noget.

En jævnaldrende kunstner som Tal R kan også. Han skal – sådan ser det ud – bare gå forbi lærredet, så spiller det. Man kunne dømme Ærtebjerg ude som ‘tøsekunst’, og man kunne dømme Tal R ude som ‘drengerøvskunst’ (med hans åbenlyse placering i slipstrømmen fra den ligeledes evigt populære abstrakte ekspressionisme).
Man kunne dømme dem begge ude, fordi de er succesfulde og populære, for det er vel mistænkeligt i sig selv? Mangler der ikke lidt kamp, lidt modstand, lidt farlighed?

Men man kan også anerkende den åbenlyse uanstrengthed, der præger deres værker. Den kreative naturlighed, der synes at flyde uudslukkeligt.
Det er den fornemmelse, jeg står med i Odense, midt i en udstilling, der har været oppe i flere måneder, men som jeg først nu har fået set.

H.C. Andersen skal selvfølgelig være guide

Udstillingen, der folder sig ud over flere sale, er kraftigt iscenesat med blandt andet grønne gulve, store hængende nøgler og forskellige lyduniverser, skabt af Kathrine Ærtebjerg selv, hendes datter Vera-Line Ærtebjerg (f. 2011) og komponisten Lola Ajima (f. 1979). Faktisk er det et sjældent gennemkomponeret show, der bærer kunstnerens fingeraftryk i alle detaljer.

Og det fungerer i en udstilling, der egentlig får lov til at stå for sig selv uden omklamrende formidling. End ikke en handout, hvor H.C. Andersen (hvis nogen skulle være i tvivl, er han født i Odense, og det er de glade for!) posthumt kommenterer enkelte værker, forstyrrer for alvor dette forhold.

Flydende bevægelighed mellem figuration og abstraktion

Det giver anledning til at se ordentligt efter og få øje på håndelaget og overskuddet. Ofte er det faktisk ret komplekst: Ærtebjerg kan sætte billederne op med helt rent tonede farveflader uden spor, påføre plamager med klude, lade udtyndede farver blende akvarelagtigt sammen, feje lange penselstrøg over fladen, spraye negative former frem. I et og samme billede.

Tag for eksempel et billede som Hun var beskyttet, som åbenbarer et væld af sameksisterende rumplaner og en fuldstændig flydende bevægelighed mellem figurative og abstrakte dele. Eller den røngtenagtige virkning som hendes spraymalede negative aftryk af værktøj eller plantedele fremkalder.
Jeg får øje på, at det her ikke bare handler om historier, men også ret meget om maleri.

Tærskeltilstande

Nå ja. malerierne handler også om noget. Der er næsten altid pigen/kvinden med den blege hud og de skæve, skelende øjne, men ofte er hun en lokkedue, der fører til en form for tærskeltilstand – en blafrende figur, kun figurativ til et vist punkt, på vej ind i maleriets transformative univers. Det handler ikke alene om grænselandet mellem barn og voksen, men også om grænselandet mellem menneske og natur. Om indre liv, underliv, livmoder, drømme. Måske om kvindelig identitet og seksualitet? Måske om feminine syn og visioner og sikkert om meget andet?

Det er et svangert univers som alle de æg, der er overalt, et løfte om en frugtbar, saftspændt og cyklisk verden, hvor livet bare bliver ved og ved med at reproducere sig selv, hvor mørket altid er der, men ikke som en ‘farlighed’ eller noget ‘unheimlich’, men snarere som en selvfølgelighed, uløseligt spundet ind i skønheden.

Nej, netop ikke unheimlich, jeg overlæste det freudianske. Mørket er tiltagende i Ærtebjergs produktion, men mere og mere som en integreret del af poesien. Ikke en udvendig eller skræmmende størrelse, knap nok en modsætning til uskylden, snarere en accept af altings forbundethed. Hvem kan for eksempel skelne de levende fra de døde i billedet De levende og de døde?

En uforpligtende titel

Det store retrospektive udtræk, som heldigvis ikke er præsenteret i en rigid, kronologisk ramme, viser en kunstner, som har fastholdt sit kunstneriske univers, og som formår at vende og dreje det i nye vinkler.

Jeg er ikke helt begejstret for udstillingens titel, De tusind gåders sted, hentet fra et tidligt værk fra 2006. Jeg synes, det fastholder en lidt begrænset udgave af Ærtebjerg som ‘eventyrmaler’.
Det er for uforpligtende, for Ærtebjerg taler i min optik med en langt tungere stemme fra et feminint eller cyklisk perspektiv, som vi – mænd som kvinder – er ved at lære at tage mere til os.

Det er sikkert korrekt, at der er mange symboler i Ærtebjergs kunst – æg, værktøj, nøgler, huller og så videre – men det handler altså ikke bare om at stikke nøglen ind, for den passer ikke. Det handler ikke om Freud og psykoanalyse. Det er meget mere virkeligt og meget mere komplekst.