Iranske videokunstnere er kvinder

Iranske videokunstnere er kvinder

Fereshteh Alamshah (Isfahan/Iran): Tree Spirit, 2010.

Vis billedserie

Udstilling

NIETZSCHE WAS A MAN: Videoværker af 19 iranske kvinder

10 apr 2014 15 jun 2014

Raheleh (Minoosh) Zomorodinia, Parya Vatankhah, Alysse Stepanian, Farideh Shahsavarani, Raha Rastifard, Azadeh Nilchiani, Shahrzad Malekian, Gelare Khoshgozaran, Haleh Jamali, Samira Hashemi, Tara Goudarzi, Roxy Farhat, Celia Eslamieh Shomal, Samira Eskandarfar, Mozhgan Erfani, Neda Darzi, Maneli Aygani, Morehshin Allahyari, Fereshteh Alamshah

Malmö Konsthall
Se kort og tider

Der er fine perler blandt de meget forskellige 20 videoværker, som er samlet i video-præsentationen Nietzsche was a man i Malmö Konsthall. Temaer som køn, natur, identitet og krigstrauma samler bidragene, men der er også noget, der adskiller dem.

Khafaqan, Khafaqan, Khafaqan… Det iranske ord khafaqan betyder undertrykkende og trænger sig på i Mozhgan Erfanis video fra 2004. En stemme gentager ordet i en aggressiv messende rytme, mens ordet i kalligrafisk form breder sig over et par håndfalder, indtil de er helt overstreget og sorte. Det er effektfuldt intimiderende.

Videoen handler om, at kulturelle og sociale normer helt bogstaveligt skrives ind på kroppen og tager kontrol over den enkeltes liv – et kulturkritisk perspektiv, som dette værk deler med mange andre af udstillingens værker.

Men det kulturkritiske perspektiv finder samtidig meget forskellige udtryk i de enkelte bidrag, der trækker på alt fra traditionelle persiske artefakter til vestlig popmusik. Vi ser i nærportræt den smukke brud græde stille tårer i Raha Rastifards Suffering, men også Roxy Farhat levere en flabet popvideo om hotel-rengøring.

Mozhgan Erfani (Paris/France): Khafaqan, 2004.
Mozhgan Erfani (Paris/France): Khafaqan, 2004.
Roxy Farhat (Malmö/Sweden): Housekeeping, 2009.
Roxy Farhat (Malmö/Sweden): Housekeeping, 2009.

Opgør mod undertrykkelse
Udstillingen er iscenesat som et fortløbende program på i alt 1 time og 35 minutter i en særlig udstillingssal, og videoerne er løst organiseret i temaerne natur, selvet, mure, oprør og vold. Titlen Nietzsche was a man refererer til den tyske filosof Nietzsches nedladende kvindesyn, men også til diskussioner om, hvorvidt hans udtalelser i virkeligheden var ironiske med det formål at afsløre og herigennem nedbryde vestens hierarkiske dualisme-tænkning, altså tendensen til at dele verden op i dem og os.

Med titlen Nietzsche was a man er der således lagt op til et feministisk perspektiv, men det handler ikke bare om forholdet mellem mænd og kvinder. Det handler også om forholdet mellem forskellige kulturer, om forholdet mellem kultur og natur, og ikke mindst om krigens effekt på menneskers liv.

Krigserfaringer
Krig har mange af de deltagende kunstnere med sig i bagagen. Ikke alle 19 videokunstnere bor i Iran i dag, men de fleste er født dér, og mange bearbejder i deres værker krigserfaringer, enten fra den islamiske revolution i slutningen af 70’erne eller fra den efterfølgende krig med Irak, der strakte sig frem til slutningen af 80’erne.  

Neda Darzi (Tehran/Iran): The sky border is my homeland, 2007.
Neda Darzi (Tehran/Iran): The sky border is my homeland, 2007.

Det gælder for eksempel Alysse Stephanian og Neda Darzi, de to kunstnere, der også har kurateret udstillingen. Stephanian deltager med udstillingens længste bidrag på ca. 25 minutter, som er en drømmeartet fortælling baseret på hendes barndomsminder fra den iranske revolution og flugt ud af landet. Neda Darzis bidrag er knapt 2 minutter langt og dvæler helt enkelt over en fiktiv rød sol, der forsvinder i horisonten som metafor for, at der ikke er nogle faste holdepunkter tilbage i et liv præget af krig og død.

Identitetskrise
Et andet gennemgående tema blandt videoerne er identitet, der fremstilles både som et kompliceret selvforhold og som en kulturel forhandling. Maneli Ayganis videofortælling bliver brudt op i tre skærme med hver sin version af en kvinde, der ifølge voice-overen drømte, at hun slog sig selv ihjel, og således blev til tre personer: morderen, offeret og den, som fortæller historien.

Værket udgør en fortolkning af selvet som karakteriseret ved, at det først slår sig selv ihjel ved at censurere sit begær, for siden at bekæmpe denne selvcensur og rette vreden imod verden, men ikke uden samtidig at være præget af skyld. Ingen løsning fungerer!

Haleh Jamali (Glasgow/UK): Someone who is not like anyone, 2007.
Haleh Jamali (Glasgow/UK): Someone who is not like anyone, 2007.
Heroverfor viser Haleh Jamali en forvandlingsfigur i form af en kvinde, der præsenteres i mange forskellige outfits.

Vi ser hende i hurtig sekvens skifte fra den fulde islamiske tildækning til diverse vestlige gevandter.

Men selv om videoen efter sigende skal tematisere problemstillingerne ved at finde sin identitet som iransk kvinde i et vestligt samfund, bliver jeg mest af alt optaget af, at hastigheden i hendes tøjskift bevirker, at det kun er hendes blik, som aldrig forandres. På den måde fremstår kvinden selv som et stabilt holdepunkt midt inde i malstrømmen af kulturelle koder for beklædning.

Mere info på hjemmesiden
Det skal her bemærkes, at når jeg refererer til, hvad videoen efter sigende skal handle om, så er det fordi, jeg har læst en uddybende præsentation af de enkelte videoværker, som er tilgængelig på Malmø Kunsthals hjemmeside.

Men den præsentation er ikke tilgængelig som hand-out på selve udstillingen, og det er lidt ærgerligt. Ikke mindst fordi en række af videoerne trækker på referencer til iransk kultur og historie, der ikke er almen paratviden her på vores breddegrader.

Æstetisk økologi
Blandt mine favoritter på udstillingen er Fereshteh Alamshahs Tree Spirit. Det skyldes ikke mindst den æstetiske kraft, der alene ligger i billedet af de sælsomme symbioser mellem menneske og træ, som videoen zoomer rundt om. Menneskene er kilet fast til træerne med heldækkende overdækningsplast, og står med lukkede øjne – sovende måske? – for man kan se dem trække vejret under plasten.

For Alamshah handler det om en skævvridning af jordens økologi, hvor mennesker har ødelagt naturen, og derfor er dømt til at gå under med den ødelagte natur. Deres børn, som i videoen lever i pupper i trækronerne, falder symbolsk til jorden som frugt, ingen længere bekymrer sig for. Men måske er der alligevel håb?

På kanten af kunstmuseet
Gelara Khozhgozaraens bidrag skiller sig også ud, men på en helt anden måde. Woahoho dokumenterer helt enkelt en performance i lobbyen til et kunstmuseum, hvor Khozhgozaraen danser rundt til Talking Head-nummeret Wild Wild Life for de mennesker, der tilfældigvis er til stede.

Gelare Khoshgozaran (Los Angeles/USA): Woahoho, 2012.
Gelare Khoshgozaran (Los Angeles/USA): Woahoho, 2012.

Kunstneren finder her sit kunstinteresserede publikum, lige før de har betalt for at gå ind på et museum, og taler ind i en kunstforståelse, som på den ene side handler om at finde sin plads i et kunstfelt som marginaliseret ikke-vestlig kvindelig kunstner, men på den anden side performer denne rolle i kraft af et meget vestligt kunstgreb.

Iranske videokunstnere er kvinder
Hvis Nietzsche var en mand, kan man efter denne udstilling (næsten) konstatere, at iranske videokunstnere er kvinder. Og ikke blot det. Videoværkerne handler også gennemgående om kvinder, og faktisk primært om stærke kvinder, som ikke bukker under, trods krig og undertrykkelse. For nogle af de deltagende kunstnere er Iran et tydeligt referencepunkt, men for mange af dem, er der en meget bredere kulturel referenceramme på spil.

Vis billedserie

Udstilling

NIETZSCHE WAS A MAN: Videoværker af 19 iranske kvinder

10 apr 2014 15 jun 2014

Raheleh (Minoosh) Zomorodinia, Parya Vatankhah, Alysse Stepanian, Farideh Shahsavarani, Raha Rastifard, Azadeh Nilchiani, Shahrzad Malekian, Gelare Khoshgozaran, Haleh Jamali, Samira Hashemi, Tara Goudarzi, Roxy Farhat, Celia Eslamieh Shomal, Samira Eskandarfar, Mozhgan Erfani, Neda Darzi, Maneli Aygani, Morehshin Allahyari, Fereshteh Alamshah

Malmö Konsthall
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Iranske videokunstnere er kvinder'

Facebook