Hvert år skaber Brandts en sanseudstilling, som er særligt rettet mod børn. Voksne kan dog også være med, og det gælder bestemt også i denne udgave, hvor det er Trine Boesen, der er kunstneren bag det hele.

Udstillingen er bygget op som rum og passager, der ligger bagved hinanden. Rum der – som i Boesens malerier – skyder sig ind over hinanden og opleves som et samlet værk, men som ikke umiddelbart lader os indfange ét centrum.

Gennem et hul i muren kan du kravle ind på opdagelsesrejse i et forunderligt, uendeligt univers med skilteskove, abstrakte lydlandskaber, fluoriserende planeter og sorte huller. Her kan du lægge dig ind under et kæmpe kalejdoskop, bevæge dig viltert rundt mellem vægtløse kloder og gå med sagte skridt igennem en bælgmørk konkyliegang, blot for at finde et hemmeligt sted. Blive væk og finde vej igen.

The Grand Cabinet
Et af disse rum er en viderebearbejdning af værket The Grand Cabinet, som tidligere har været udstillet på Trapholt. Værket adskiller sig fra den ellers meget farverige billedverden, der kendetegner Trine Boesens malerier, og interessen synes i højere grad at sigte på en udforskning af maleriets formelle muligheder.

Rummets grundplan opleves som en opbrudt stjerneform og værket inddrager vægge og gulv som sit lærred. Vi bliver sat i en beskuerposition, hvor befinder os inde i maleriet, samtidig med vi betragter det.

Kroppens tilstedeværelse i rummet
I The Grand Cabinet hænger skulpturelle huse ned fra loftet og laver skyggespil som understøtter legen med flade og dybde i rummet. Sammen med det uforudsigelige lydlandskab og lyset, der reagerer på kroppens lyde, udvider oplevelsen sig fra en synsmæssig sanselig tilegnelse, til en mere nuanceret kropslig sansning af værket, der indskriver en bevidsthed om den kropslige tilstedeværelse i rummet.

Man kan dog ikke lade være med at længes efter, at opleve værket uden de kvadratiske puder og den konstante livsglade og ihærdige bygge- og mosleleg. Hvad ville der mon så ske i dette rum?

 

Maleriet i et udvidet felt
Sanseudstillingen kan ses som en videreførelse af Boesens kunstneriske undersøgelser, der har en udvidelse af maleriets grænser, som sit omdrejningspunkt. Hun beskriver selv udstillingen som en kæmpe installation, hvor hun har trukket elementer ud fra sine malerier og gjort dem til fysiske objekter og steder, som taler både til børn og voksnes sanser.

Den eksperimenterende og motiviske generøsistet, som kendetegner Trine Boesens ‘normale’ malerier, inviterer indenfor i værker, der åbner sig og etablerer en umiddelbar sanselighed i mødet med beskueren. Det er den samme oplevelse, man får, når man bevæger sig rundt i udstillingen – en oplevelse som børnene formår at gribe fuldt ud.

Børnenes sanseudstilling
For børnene er mangfoldigheden af kunstneriske undersøgelser og greb ikke italesat, men oversat til lag af sanselighed. Det er udstillingens fornemmeste kvalitet, at den formår at tilbyde børnene et møde med kunsten på et umiddelbart niveau, uden at gå på kompromis med det kunstneriske projekt.

Atmosfæren i årets udstilling er da også først og fremmest båret af mødet mellem Trine Boesens forunderlige, dragende univers og børnenes nysgerrighed og glæde. Børnene godtager forbilledeligt udstillingens invitation om at gå på opdagelsesrejse i skilteskoven, de mørke passager og de store lysende landskaber.

 

Selvlysende landskab
I udstillingens sidste og største rum, træder vi ind i et selvlysende landskab. Rummet er fuldstændig indtaget af en vrimmel af svævende planeter, sølvspiraler, rumskibslignende installationer og otttekantede lysende spor, der ender allevegne og ingensteder. Det er vildt, og man drages umiddelbart til at udforske det hele, som var man en austronaut på en særlig mission.

Her er en eksperimenteren med skalaforhold og forskydningspunkter. Linjerne i det store landskab udfordrer vores rumopfattelse og skaber samtidig rum for fordybelse med en mere stille magi.

Sanselig fordybelse
Et af disse fordybelsesrum er en installation, der inviterer indenfor i en kulsort passage. Her går vi sagte med små tøvende skridt i blinde. Gangen snor sig og snævrer ind og minder om grundstrukturen for en konkylie. Aller inderst inde finder vi som en hemmelig skat en lyskanal med lysende snore, der finder sammen i et fælles forsvindingspunkt, for blot at åbne sig igen. Det giver et magisk stik i maven og skaber et spændingsforhold, der indfanger beskueren i en nu-oplevelse. Kombinationen af det fluoriserende og legen med rumlige elementer og forskydningspunkter lægger sig her, som et særligt poetisk lag i udstillingen.

Ind i kunstens væsen
Sanseudstillingen er dragende og kalejdoskopisk, for både børn og voksne. Den inviterer til at gå på opdagelse i fodsporene af børnenes frie leg. Men den inviterer også til at gå forrest som voksen og opholde sig ved de fordybelsesmuligheder, der ligger gemt allevegne.

Lykkes denne kombination, er udstillingen den fantastiske dør for børn ind til kunstens verden, som forhenværende direktør Karsten Ohrt (i bogen Kunsten må gerne berøres – 20 års sanseudstillinger på Brandts) beskriver som en af sanseudstillingernes fornemste kvaliteter.

Der har været mange fabelagtige sanseudstillinger på Brandts, men Trine Boesens udstilling indfrier til fulde den kunstneriske vision, som udstillingskonceptet, ifølge Brandts egen beskrivelse, er båret af:

“Sanseudstillingerne er et af børnenes første mulige møder med kunsten, første mulighed for at gå ind i kunsten, hele vejen ind, ind i hjertekulen af kunstens væsen.”