Gallerirevy København: Frisk frugt og forførende grønt fra tre farveforelskede fruer

Gallerirevy København: Frisk frugt og forførende grønt fra tre farveforelskede fruer

Emily Gernild: Coquettish. Udstillingsview, Galleri KANT, 2018. Foto: David Stjernholm

Tre aktuelle udstillinger i København viser, at selv om deres ældre kvindelige kolleger var henvist til havens gevækster eller blomsterbuketterne indendøre, så behøver det ikke at betyde, at moderne kunstnere ikke kan tage fat i blomster- og naturmotiver. I samtidens kunst bliver frugter, blomster og anden vegetation tvistet med frække, vellystige og farvestærke udtryk. Safterne stiger, og tænderne løber i vand…

Lad os starte med en af de sjoveste og mest originale udstillinger, jeg længe har set: Milena Bonifacinis (f. 1963) Papirpapaya – Milena Bonifacini tilbyder frisk frugt på det gamle grønttorv. Titlen er kongenial med de farvestrålende objekter, der hænger ned fra loftet – hængende frugter i papmaché, omspundet af silkepapir i pangfarver. Papiret har hun fra Karl Lund Papir Engros a/s i Ryesgade. Denne papirhandel havde tidligere til huse i det lidt slidte lokale, som hængeskulpturerne nu er installeret i på det gamle grønttorv, der snart rives ned for at give plads til nye boligblokke. Som så mange andre steder skyder de i vejret for at give husly til det store antal nye, købedygtige borgere, som gerne vil bo i hovedstaden. Vi må se i øjnene, at Pirpa – dette udstillingssted, som siden 2016 har dannet ramme om nogle vilde, poetiske og altid stedsspecifikke udstillinger på initiativ af de to billedkunstnere Camilla Nørgård og Cai Ulrich von Platen – snart er jævnet med jorden.

Gallerirevy
Milena Bonifacini: Papirpapaya. Udstillingsview, Pirpa. Foto: Milena Bonifacini

Hængeskulpturerne drejer stille rundt om deres egen akse, når folk går ind og ud og får luften til at cirkulere. Værkerne byder sig til, ja, som friske frugter, der har de mest bizarre og frække former, som både giver associationer til grønthandlerens vegetariske fristelser og til kropsformer over og under bæltestedet. Man fornemmer tydeligt, at kunstneren har moret sig under arbejdet. Med denne udstilling lægger hun alen til sine seneste kraftpræstationer på Rønnebæksholm, i Museumsbygningen og senest i Møstings Hus. De nye værker er et resultat af et smittende udtryksbehov og skaberglæde. ”Grøntsagerne” hang og glødede i sensommerens eftermiddagssol, da jeg var forbi. Man fik lyst til at sætte tænderne i dem.

Milena Bonifacini: Papirpapaya. Pirpa. Grønttorvet. Til 1. september.

Mere frisk frugt fra kurven

Maleren Emily Gernild (f. 1985) optræder nu med sin første soloudstilling Coquettish (koketterende) i Galleri KANT. Titlen indikerer, at der er tale om et spil mellem kønnene, hvor den kokette kvinde forsøger at vække mændenes begær. Dermed inviterer hun betragterne til at ”indtage” hendes modne frugter og svulmende og strittende køkkenredskaber med et øjenbegær. Om man vil tage imod invitationen, er selvsagt noget den enkelte må afgøre med sig selv, men for mig slår hendes motiver gnister og er en øjenlyst at skue. Vi bliver vidne til en erotisk leg på fladen mellem hårdt og blødt, strittende lodrette og liggende vandrette former osv.

Gallerirevy
Emily Gernild: Coquettish. Udstillingsview, Galleri KANT, 2018. Foto: David Stjernholm

Gernild dimitterede fra Det Fynske Kunstakademi i 2016, men inden da var hun elev hos Tal R på Kunstakademiet i Düsseldorf. Dette møde har uden tvivl skærpet og radikaliseret hendes projekt, og her og dér sporer man inspirationen fra professoren i hendes værker. Hendes foretrukne motiver er hverdagsobjekter, især dem, som hun finder i køkkenet og stuen. Disse prunkløse og for de fleste mennesker aldeles inferiøre objekter lader hun med en poetisk energi og nerve, så man sent vil glemme dem.

Formsprogsmæssigt er hun i familie med store modernister som Henri Matisse (1869-1954), Anna Syberg (1970-1914), Hilma af Klint (1882-1944) og Christine Swane (1876-1960), men også med den britiske maler Clare Woods (f. 1972). Apropos inspirationskilderne så udstiller hun næste år sammen med Christine Swane på en dialogudstilling på Rønnebæksholm. Hvor fint, at den sydsjællandske kunsthal har valgt at lade netop disse to billedkunstnere berige og udfordre hinanden hen over et århundrede eller mere.

Gallerirevy
Emily Gernild: Coquettish. Udstillingsview, Galleri KANT, 2018. Foto: David Stjernholm

Et dybt elsket motiv

En og anden kan måske føle lidt skepsis over at se en ung, kvindelig maler vælge så konservative motiver som blomster og husgeråd. Hendes kvindelige forgængere havde ikke mulighed for at udvikle deres talenter på et akademi og var henvist til at male det nære liv, mens de tabte dyrebar tid, da det påhvilede dem at forestå husførelsen og tage sig af børnene. Men i Gernilds tilfælde er der tale om et bevidst valg af et dybt elsket motiv, som hun har radikaliseret og bragt nye steder hen: Det er smukke billeder, men der sker en masse, som flænger skønheden itu:

Komplementærkontraster clasher på fladen, formerne trækker i mange retninger og er ved at kæntre i et kaos. Der er bevægelse, liv og elektrisk energi i hendes billeder, hvor de stærke og også lækre farver løsriver sig fra det virkelige liv og føder sig selv i en helt ny orden, langt fra de virkelig ”referenter”, som danner forlæg. Gernild levendegør nature morte-genren med mønstre à la Matisse, men også med amorfe forekomster, hvor formerne vrides rytmisk og krænges ud af deres vante ”skema.” Dekorativt, javist. Men hvad er der i vejen med det? I dag er alt tilladt i kunsten – alle genrer, materialer, motiver, udtryk og medier er i spil – også blomstermaleriet. Se blot på den legendariske amerikanske maler Robert Kushner (f. 1949), der maler disse smukt dekorative, stiliserede blomstermotiver på møbler, lærreder og tapetbaner. Og se på ”blomstermalere” som Jesper Christiansen (f. 1955) og Erik A. Frandsen (f. 1957). Sidstnævnte har om sine blomstermotiver udtalt, at de hører til nogle af hans mest erotiske motiver, da det er jo kønsorganer, som man sætter i en vase på et bord.

Men Gernilds oliebilleder tager tid. Hun er ung, og man må håbe, at hun i lange perioder lukker døren til atelieret for at fordybe sig i stoffet og udfordre sig selv. At hun med andre ord har tilstrækkelig stamina til at modstå markedskravene. For billeder af denne art tager tid, hvis de skal sætte nye standarder.

I galleriets andet rum over gården er der også en seværdig og meget anderledes udstilling af malerier og skulpturer af Lars Worm (f. 1977).

Emily Gernild: Coquettish. Galleri KANT. Til 16. september.

Gallerirevy
Mie Olise Kjærgaard: Moirania Inhabited, 2017. Acrylic on canvas. Foto: Hans Alf Gallery

En flydende verden

Til slut besøger vi Mie Olise Kjærgaards (f. 1974) udstilling News from Nowhere i Hans Alf Gallery. Kunstneren blev færdiguddannet som arkitekt i 2001, men uddannede sig efterfølgende som billedkunstner ved Central St. Martins i London, hvorfra hun dimitterede i 2007. I mange år boede hun i New York, men i dag arbejder og bor hun i København. Som datter af en bådebygger på Mors fik hun tidligt interesse for både, som går igen i mange af hendes værker.

Udstillingstitlen har hun lånt hos den britiske kunstner, designer og socialist William Morris (1834-96), der udgav en bog med samme titel i 1890. Her citerer hun Morris’ berømte statement om, at hvis andre kan se det, som han har set for sit indre blik, så er der snarere tale om en vision end om en drøm. Og det er netop det, Mie Olise tematiserer i sin maleriinstallation, der indtager rummene i galleriet.

En post-apokalyptisk vision

Det er nemlig en blanding af en vision og en utopi om landet Moirania, hvor mennesker, dyr og natur interagerer på en ”naturlig” og ahierarkisk måde i en verden, hvor vandet dominerer, og hvor mennesket har frigjort sig af teknologien og kapitalismen og lever i et kollektivt agrarsamfund i pagt med naturen. Men der er også undertoner af klima- og økokrise. Man fornemmer en postapokalyptisk stemning, hvor det civiliserede samfund er gået under, og de overlevende nu får det bedste ud af resterne fra fortiden. Klimaet er tropisk, og der vokser palmetræer, ligesom inderummene og uderummene glider i et med hinanden. Befolkningen bevæger sig rundt i robåde, hvis ikke de rider eller cykler. En genkommende figur er et cyklende og ridende han-/hunkønsvæsen, der bærer en høj hat med tre øjne, indsat i hattepulden.

Gallerirevy
Mie Olise Kjærgaard: News From Nowhere. Udstillingsview, Hans Alf Gallery. Foto: Hans Alf Gallery

Det er et helt univers, som Mie Olise har skabt med installatoriske miljøer og masser af keramik og levende, grønne planter fordelt i rummene. Malerierne er løst malet, næsten henkastede og skitseagtige og med en naivistisk/tegneserieagtig ikonografi, som man også kender fra Tal R og John Kørner. Jeg synes personligt bedst om de mindre formater, hvor der er en større intensitet og præcision end i de store. Men alt i alt er det en flot, modig og omfattende vision, som Mie Olise her fremsætter.

Mie Olise Kjærgaard: News from Nowhere. Hans Alf Gallery. Til 8. september.

Del artiklen

'Gallerirevy København: Frisk frugt og forførende grønt fra tre farveforelskede fruer'

Facebook