Fra mesterlære til virkeligheden

Fra mesterlære til virkeligheden

Frantz Nicolaus Klindt Nielsen: fra venstre Profet, Færgebåden til Arkadien også kendt som Håbets lille båd og Sibylle, 2016. Foto: Jens Møller

Afgang 16 fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus tæller otte afgangsværker, der både udgør en fin udstilling om at finde sin plads i kunstens historie og om at sætte tempoet ned og mærke efter. Men i sit fokus på historien, materialet og tidligere tiders teknikker kommer udstillingen også til at fremstå som en indadvendt anakronisme.

Der er efterhånden ved at opbygge sig en fin tradition for afgangsudstillingen fra Det Jyske Kunstakademi, der med knap ti afgangselever om året har udgjort en fin gruppeudstilling i Kunsthal Aarhus’ store udstillingsrum i kælderen. Den har i de seneste par år været præget af et varieret udtryk og inspirerede undersøgelser fra kunstens nyudklækkede Aarhus-generation. Det gælder også den aktuelle Afgang 16 – Det Jyske Kunstakademi.

Men noget er anderledes…

Nour Fog: Kanten, 2016. Foto: Jens Møller
Nour Fog: Kanten, 2016. Foto: Jens Møller

En ny klassicisme
Vi introduceres til deres nye værker, der tæller en performativ videoprojektion om selvportrættet som kvindeligt aftryk i kunsthistorien af Lil Wachmann. Anne-Sofie Overgaard lader digitale pixel-projektioner indgå i tidslig dialog med digitalvævede kæmpetæpper. Alfred Fabricius har været på tur i postindustriens Europa med sit kamera. Jens Settergren har skabt en skriggrøn tropesimulator tilsat knitrelyd og hexameterdigtning. Nour Fog konfronterer glas med sang, råstof med liv. Frantz Nicolaus Klindt Nielsen tager os med ind i en samplet lektion i oliemaleriets klassiske dyder. Ida Sønder Thorhauge lader klassiske skulpturmotiver clashe med nutidens håndværksløse 3D-print, imens Jakob Graversen har undersøgt overgange mellem natur og by i en række teksturtunge og bemalede fotoværker.

Der er ét træk, der gentages på markant vis i år. En udpræget dialog med historien, hvor kunstnerne udviser en nærmest enstemmig optagethed af etablerede og til tider ganske klassiske teknikker og dyder – en anden tid med produktionsformer, der får kunsthallen til at se ganske tidsforvirret ud. Det handler om kunst – ikke så meget mennesket, der møder den.

Jakob Graversen: udsnit af værkserien Rain. Fungal. Tar. Swirl… 2016. Pressefoto fra Kunsthal Aarhus
Jakob Graversen: udsnit af værkserien Rain. Fungal. Tar. Swirl… 2016. Pressefoto fra Kunsthal Aarhus

Kuratering med tomme ord
I år er den også, som det efterhånden er blevet kutyme på samtlige akademier herhjemme, kurateret af en ekstern kurator, der er indbudt til at sætte de nye praksisser i spil. Den opgave har Lene Crone Jensen taget på sig, der tidligere har stået bag bl.a. Copenhagen Art Festival i 2012.

Man kan så indvende, at det klare greb fra kunstnernes side godt kunne have resulteret i en kuratorisk ramme, der kunne have hjulpet værkerne gevaldigt og også publikum, der står overfor et ganske besynderligt mix og remix, som ville være oplagt at udfolde lidt klarere. Temaer som simulering, appropriation, gentagelse, sampling og reenactment er vel at mærke kendte greb i kunstens sammenhænge. Problemet er, at grebene står uargumenteret hen i Kunsthal Aarhus (og i kataloget), og det er ikke til nogens bedste.

I katalogets introduktion fremgår det, ”hvor uløseligt deres kunst er knyttet til den daglige eksistens og hverdagens, samfundets, kulturens og individets dna – ofte med en iboende stræben efter at udfordre den konsensus, hvormed vi oplever og går til hverdagens fænomener.” Og det er noget godt gammelt kuratorisk vrøvl.

Det er hverken hverdags-dna, konsensus-kamp eller kulturelle eksistensvilkår, der driver Afgang 16. Det er snarere klassisk kunstdisciplinering, vi er indbudt til som publikum, hvor værkerne er fint dresserede, autonome udsagn, der som kunstværker er meget optagede af deres formmæssige udsagn, sin historie og dennes dogmer og ikke i så høj grad indholdet og mødet med publikum og samtiden.

Lil Wachmann: Celluloid — Not to Be Confused with Cellulite, 2016. Foto: Matthias Hvass Borello
Lil Wachmann: Celluloid — Not to Be Confused with Cellulite, 2016. Foto: Matthias Hvass Borello

Wachmann vil os noget vigtigt…
Det nærmeste vi kommer en original samtidskunstnerisk tilgang, der vil både sin historie og sit publikum, er Wachmanns velskruede, kvinde-kollektivistiske betragtninger om at tage ejerskab over historien og indtræde i den kamp om anerkendelse, som det kvindelige selvportræt har undersøgt i gennem historien.

Men det er måske for meget at forlange. Måske er det, vi uddanner kunstnere til, i første omgang at kende sin praksis og sin plads i historien. Og man skal da også være temmelig apatisk, hvis man ikke som kunstner er blevet præget af de seneste års fokus på kulturarv og derfor vil pointere sin berettigelse via netop traditionen. Det kommer der bare ikke automatisk interessant og vigtig kunst ud af, som vil ytre noget til nogen om fænomener i samtiden, kulturen eller samfundet. Og jo, forfaldsæstetik og byudvikling i Europa og på Aarhus havn er da interessant som fotografisk projekt og spørgsmål i tiden, men ikke markant anderledes formuleret og eksekveret hos Graversen og Fabricius, end billedkunsten ellers har gjort. Og det ved de to dygtige kunstnere sikkert udmærket.

Ida Sønder Thorhauge: udsnit af værket Later, As Mastery Was Gained, 2016. Foto: Jens Møller
Ida Sønder Thorhauge: udsnit af værket Later, As Mastery Was Gained, 2016. Foto: Jens Møller

Eksemplarisk – ikke kritisk
Når værkerne – ganske glimrende – undersøger skulpturen, selvportrættet, oliemaleriet, tiden som vævning, post-industriens landskab, eposets utopia og klangkunstens disonanser, så foregår det på meget eksemplarisk vis, hvor man – med den rette viden om kunstens historie – mærker, at værkerne er sin praksis og den historiske tradition meget bevidst. Nogle gange så bevidst, at det bliver indadvendt og det primære ærinde for værket. Vi skal nærmest finde drivkraften bag nogle af værkerne, især Klindt Nielsen triptych (Færgebåden til Arkadien med Profet og Sibylle, 2016) og Thorhauges skulpturer (Later, As Mastery Was Gained, 2016), i en tid med mesterlære og langt før kunsten blev fri.

Hvordan det skal forstås som et vigtigt budskab i dag, er jeg ikke så overbevist om, ud over mantraet om nutidens overfladiske forhold til formgivning? Hvis tanken er, at kunsten indgik i en mere meningsfuld relation med verden dengang, kunne man passende løfte blikket til resten af verdenshistorien og til den frigørelse og kunstneriske integritet og ytringsfrihed, som kunsten har kæmpet for siden det 18. århundrede. Er den pludselig irrelevant i dag, og hvad ville en akademiuddannelse så være?

Måske er kunstnerne trætte af det ansvar, der følger med det at være så forbandet frie eller bare godt trætte af onklens utrættelige kommentarer om ’rigtigt arbejde’. Det må tiden vise. Nu har vi i hvert fald set, at de kan deres håndværk, de foreskrevne teknikker og kender deres plads. Næste skridt må så være at rive sig løs fra traditionens tunge åg. Og dét opgør kan jeg da kun se frem til!

Kommentarer

Del artiklen

'Fra mesterlære til virkeligheden'

Facebook