Ændringer i landskabet

Ændringer i landskabet

Marte Aas, Cité Europe, 2017, video still, Foto: Christian Meisels Asmussen

Billedserie

Selvom personerne i Marte Aas’ værker optræder i periferien, er det antropocæne centralt for en udstilling, der kredser om menneskelivets brudflader med naturen.

Der er noget påfaldende logisk over Space Grammar, den norske fotograf og videokunstner Marte Aas’ (f. 1966) udstilling på Fotografisk Center i København. Alle værker hænger, eller er projiceret i øjenhøjde, og er desuden afskærmet til fokuseret og så vidt mulig uforstyrret beskuelse. Altså hvad man kunne betegne som et gængs layout af udstillingsrummet.

Marte Aas: Europe Future Past #5, 2017. Pressefoto

Påfaldende logisk fordi der netop er noget andet på spil i Aas’ billedlige kompositioner og kameraføring. Aas går tit udenom det oplagte motiv og holder kameraet væk fra den, der taler. Nogle gange resulterer det i motiver, der opstår nærmest på trods. Andre gange henledes man næsten til at tro, at kameraet optager ved en fejltagelse, mens Aas er på vej væk fra location.

Udstillingens titel er dog næppe en reference til værkernes placering i udstillingsrummet, men derimod et billede på den logik, hvormed de rum, vi bevæger os i, bliver udformet – ikke mindst hvor natur og menneskeliv mødes. Marte Aas’ blik er indirekte, og hendes udtryk er oftest køligt og tilbageholdende, og som sådan er hun stærkest, omend man til tider kan savne lidt spræl. Når hun understreger sine pointer mere markant, er det på bekostning af en underspillet elegance.

Kontrast mellem billede og lyd
Ved hjælp af skillevægge er det store udstillingsrum inddelt i fire tilstødende sektioner. Disse sektioner grupperer værker, der tidligere har været udstillet sammen eller på anden vis har en samhørighed.

Således er udstillingens mest prominente værk, videoen Cité Europe (2017), placeret sammen med fotografiet Beplantning (Calais) (2017). Begge værker tager afsæt i den franske havneby Calais, der i de seneste år har været berygtet for sin jungle: En uautoriseret flygtninge- og migrantlejr, hvor hovedsageligt unge mænd forsøgte at komme til Storbritannien som blinde passagerer på en af de mange lastbiler, der krydser den engelske kanal via Eurotunnelen til Dover. Lejren blev sidste år lukket af de franske myndigheder.

Marte Aas: Space Grammar, Installationsview, Fotografisk Center. Foto: Troels Jeppe

Det er derfor nærliggende at tolke lejren ind i værket Beplantning (Calais), hvor planter gennembryder et plastikdække, selvom værket også skal ses i forlængelse af Aas’ interesse for mødet mellem naturen og det menneskeskabte. Cité Europe tager da også afsæt i ændringer af landskabet, der er en direkte følge af bestræbelserne på at gøre det mindre fremkommeligt for migranter.

Selvom flygtningestrømmen er afsættet, er det dog ikke hovedtemaet for videoen. Det er derimod et enormt indkøbscenter, der såvel som junglen, er opstået som følge af den direkte forbindelse til Storbritannien.

Værket udfolder sig i to kontrasterende spor: Et lydspor, hvor shoppere og ansatte i centret beretter om stedets fortræffeligheder, høje besøgstals og tiltalende indretning, holdt imod et udhulende billedspor, hvor vi ser halvtomme parkeringspladser, misligholdte reklameskilte og i det hele taget, hvad man må betegne som centrets triste bagside. Marte Aas formår i Cité Europe at indstille kameraet på nogle usandsynlige motiver, der ophøjer det umiddelbart trøstesløse. Men denne ophøjelse sker på trods. Aas ender med at hæve sig op over fortællestemmerne, som hun ironisk distancerer sig fra ved at vende vrangen ud på deres udsagn og udstille denne vrangside som sine egne cinematografiske tableauer. Det er lige så usympatisk, som det er vellykket.

Naivistiske hundestemmmer
Det er med større begejstring, jeg oplever udstillingens nyeste værker, litografiserien Solastalgia (2017) og videoværket What I Miss About People, and What I Don’t Miss About People (2017). Begge er tilsyneladende blevet til i samme stenbrud, og begge kredser om en forskydning i rum eller tid.

Marte Aas: Space Grammar (Solstalgia, 2017), Installationsview, Fotografisk Center. Foto: Troels Jeppe

I What I Miss… lægger vi øre til en fortællerstemme, der remser op, snart hvad den savner, og snart hvad den ikke savner ved menneskene.

Marte Aas lader os forstå, at fortælleren er en brun labrador, der er videoens eneste levende væsen, og at vi således skal lade os transportere til en fremtid, hvor menneskeheden er borte.

Kristi Marie Haugens lydside er med til at give værket en dyster stemning, men der er også noget naivistisk over hundens banale refleksioner. Det menneskeskabte trænger sig dog alligevel på.

Stenbruddet er igen et billede på et indgreb i naturen, ligesom den håndholdte kameraføring er med til at give et menneskeligt nærvær. Endelig kan stemmen også høres som en vurdering fra det hinsides af fordele og ulemper ved det jordiske liv.

Stenbruddet giver ligeledes materiale til otte litografier fra Solastalgia, hvor Aas danner collager ved at lægge forskellige udsnit af sten over hinanden i mere eller mindre transparente lag. Dermed opnår hun en effekt, der trækker dybden ud af de enkelte fotografier og skaber et uhyggeligt fravær af rummelighed. Det virker på en gang genkendeligt og fremmedgørende og spiller således på kendte psykoanalytiske idéer om uhygge.

Marte Aas: Space Grammar (What I Miss About People, What I Don’t Miss About People, 2017), Installationsview, Fotografisk Center. Foto: Troels Jeppe

I værkerne går flere af de samme lag igen, og set i forlængelse af hinanden oplever man både en progression og en følelse af stilstand, ligesom værkerne ikke er entydigt hverken figurative eller abstrakte. Det kan være svært at acceptere, at ikke hele serien af disse yderst effektfulde litografier er udstillet i Space Grammar.

Spøgelsesbilleder
Det uhyggelige fortsætter i plakatserien Europe, Future, Past (2017). Marte Aas har fotograferet billeder trykt i forskellige europæiske aviser, og plakaterne er udsnit af disse. Genfotograferinger af andres værker er ikke en ukendt praksis og har med amerikaneren Sherrie Levine som mest prominente eksempel blandt andet været brugt til at udfordre originalbegrebet. Selvom der muligvis er tale om en hyldest, er der umiddelbart noget mere på spil hos Aas.

Marte Aas: Space Grammar, Installationsview, Fotografisk Center. Foto: Troels Jeppe

 

Avispapirets gennemsigtighed og grynede gengivelse spiller en afgørende rolle for plakaternes visuelle stoflighed, men giver dem også et spøgelsesagtig islæt. Ydermere er fotografierne beskåret, således at menneskeskikkelser lige akkurat undviger motivet, enten ved at være uden for rammen eller at være uigenkendelige, og samtidig synes de netop på grund af deres undvigelse at spille en hovedrolle.

Marte Aas, Torshovstoppen, 2008 del af installation. Plakatbøger til salg. Foto: Christian Meisels Asmussen

Udstillingens ældste værk Torshovstoppen (2008) er en installation, der har et vildt parkanlæg ved Oslo som omdrejningspunkt, og rummer både en video og en plakatbog. Værkerne angiver en tidlig og tydelig version af Marte Aas’ interesse for mødet mellem menneske og natur, og gennem skiftende årstider dvæler kunstneren ved de kontraster, der opstår som følger af mødet.

En efterladt plastikpose, et metalhegn eller lyden og udsigten til en motorvej nedbryder ellers pastorale motiver, og mest tankevækkende er måske den passage, hvor anlægget fremstår som en skulpturpark af snemænd – et muntert indslag i et værk, der hele tiden bevæger sig på grænsen til det kedelige.

I stil med tidligere installationer af Torshovstoppen er plakatbogen gjort tilgængelig for de besøgende på et bord med stole omkring og er desuden sat til salg i en stak på en tilstødende Europa-palle. Det er umiddelbart en besynderlig kommerciel version af den gængse metode for at uddele gratis plakater til publikum, hvis ikke der er tale om en spidsfindig pointe, jeg overser.

Billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Ændringer i landskabet'

Facebook