Absurde arbejdsredskaber

Absurde arbejdsredskaber

Hannah Anbert: Slower and Cheaper, installationsview, Overgaden, 2018. Foto: Anders Sune Berg

Billedserie

Hannah Anbert beskæftiger sig med vores forhold til arbejde og dets indlejrede værdier og gør det denne gang ved at omforme redskaber, så de bliver absurde snarere end nyttige. Spørgsmålet er, hvor meget udstillingen egentlig siger noget om arbejde.

Det ligner noget, der kunne bruges til noget, og det ligner noget, der betyder noget, men det kan ikke bruges, og hvad det betyder er ikke indlysende. Hannah Anberts udstilling Slower and Cheaper består af en række fysiske metaforer om arbejde, ofte skabt af kontormaterialer, der omformes, så de mister deres oprindelige funktion og bliver nytteløse.

En ringmappe omformes til en båd og et stykke linoleum til det vand, båden sejler på med et ordentligt vandfald. En cirkulær bænk med græs på kan tjene som en gåtur, uden man behøver at gå udenfor. To kontorstole får enormt lange stænger, så de hæver sig langt op over os på en bund af strandsand. Det ville være vanvittigt at sætte sig op på dem, man er dømt til at vælte, og der er langt ned.

Hannah Anbert: Slower and Cheaper, installationsview, Overgaden, 2018. Foto: Anders Sune Berg

En kunstnerisk tradition
Dette at transformere nyttegenstande til noget absurd eller noget poetisk – og til noget der går stik mod den oprindelige nytte – er en tradition, der går 100 år tilbage.

For eksempel til Marcel Duchamps readymades, såsom det berømte pissoir Fontæne (1917), der er vendt sådan, at hvis man bruger det, render urinen ned på ens sko. Til Man Rays Gave (1921) – et strygejern med pigge, som vil flænse tøjet, hvis man bruger det. Og til Meret Oppenheim, hvis mest berømte værk, Objekt (1936), bedre kendt som pelskoppen, er et testel overtrukket med gazellepels, der sætter spændinger mellem en række modsætninger i spil: kultur/natur, ren/beskidt, civiliseret/dyrisk, glat/pelset osv.

Grus i maskineriet
Den transformerede nyttegenstand er et kraftfuldt virkemiddel, idet den på én gang kan være poetisk, humoristisk og have kritisk brod. Den kritiske brod kan ligge i selve det at afmontere nytteværdien, at amputere brugsgenstanden og dens rolle i det store maskineri, præget af forbrug, vækst, flid og nytte.

Det er det, Hannah Anbert gerne vil i sin fortsatte afsøgning af det moderne arbejdsliv, et arbejdsliv, som er presset af vækstfilosofier og new public management, der fører til stress og utilfredshed – et stigende samfundsproblem, som det er kærkomment, at kunsten tager livtag med.

Hannah Anbert: Slower and Cheaper, detalje. Foto: Anders Sune Berg

Men selv om Hannah Anbert tidligere har ramt nogle gode takter – jeg er blandt andet svært glad for hendes princip om, at værkernes pris er indtægtsreguleret efter, hvor meget køberen tjener – så er det som om, denne udstilling ikke helt rammer hovedet på sømmet.

Der er kun få aha-oplevelser, hvor man kan se den dybere mening, og det er stadig kun med hjælp fra formidlingsteksten. Det gælder især ideen med den indendørs gåtur på græs – en absurd effektivisering af pausen.

Men siger kontorstolene og ringmappe-sejlbåden egentlig noget som helst om arbejdslivet? De er lidt sjove og poetiske, men ser man dem i lyset af udstillingens vækstkritiske tema, fordufter deres kritiske indhold som andet end varianter over afmontering af funktionaliteten.

Strimler og tyggegummi
Og to af værkerne fatter jeg ikke en brik af. Det kan naturligvis bare være mig, der er tungnem eller ikke lige deltog til åbningen, hvor flere af værkerne blev aktiveret af performere, men jeg forestiller mig nu, at andre end mig kunne bruge et par stikord. Det ene er et kulørt stativ med en guldsaks og et net med farvede strimler. På gulvet ligger nogle allerede afklippede strimler.

Hannah Anbert: Slower and Cheaper, installationsview, Overgaden, 2018. Foto: Anders Sune Berg

Det andet er et stillads med nogle murerspande fulde af utygget tyggegummi. Det står med store bogstaver på udstillingen, at man ikke må berøre værkerne, så man kan ikke tage et stykke tyggegummi – og heller ikke gå en tur på græsset, hvilket tager noget af fornøjelsen væk.

Jeg kan måske lave en kobling mellem tygget tyggegummi og kit eller mørtel, men den association ender blindt, og det samme gør mine associationer til kulørte papirstrimler. Det er klart, at saksen i fantasien kan klippe nettet i stykker og klippe strimlerne i mindre strimler, men det giver mig bare ikke rigtig noget blik på arbejdslivet. Og som gåder pirrer de mig ikke.

Manglende forbindelser
Så selv om både kunstneren, temaet og humoren er god, og selv om udstillingen er æstetisk flot, så mangler der noget præcision i det absurde eller noget formidling, før det kan kaldes en vellykket udstilling om effektivitetskravene på arbejdsmarkedet.

Og for at den for alvor skulle være sanseligt sjov (og ikke bare metaforisk finurlig), skulle man have lov til at lege – at gå på græsset, tygge på tyggegummiet, sejle med båden.

Det ville jeg gerne.

Billedserie

Del artiklen

'Absurde arbejdsredskaber'

Facebook