TEGN
13 aug 20166 okt 2016

Anbefalet under Det skal du se! uge 32
Med udstillingen TEGN vil Vestjyllands Kunstmuseum i Janus Bygningen gerne vise, at tegningen lever og har det godt.

Tegnekunsten har ikke altid været lige tydelig i kunstverdenen, men i de senere år har der været fornyet interesse for tegning, og det har længe været et ønske at vise en udstilling udelukkende med denne kunstdisciplin. Det sker her i eftersommeren på Vestjyllands Kunstmuseum i Janus Bygningen, hvor udstillingen TEGN vises fra 13. august til 6. oktober.

Paule Ducourtial: Cambodia. Pressefoto
Paule Ducourtial: Cambodia. Pressefoto

De deltagende kunstnere er: Johannes Balsgaard, Ronald Burns, Kristian Dahlgaard, Bodil Damgaard, Ken Denning, Paule Ducourtial, Jes Fomsgaard, Nils Erik  Gjerdevik, Emil Westman Hertz, Sys Hindsbo, Silas Inoue, Henrik Jørgensen, Karin Birgitte Lund, Lis Nogel, Fie Norsker, Anne Skole Overgaard, Astrid Randrup, Ole Sporring, Birgitte Storm og Kirstine Vaaben.

Udstillingen er kurateret af Bodil Damgaard i samarbejde med Vestjyllands Kunstmuseum. Bodil Damgaard er selv billedkunstner og deltager på udstillingen.

Bodil Damgaard om TEGN:

”Tegning bruges som skitse og udkast, men her drejer det sig om tegning i sin egen ret, tegning som det endelige værk. Det er sagt, at tegning er billedkunstens grundforskning. Selv om teknikken sådan set er den enklest mulige: streg på flade, er udtrykkene mangfoldige og udførelsen krævende.

Tegningen er en gammel disciplin. Den har altid været der og bliver tilbagevendende aktualiseret på udstillinger herhjemme og udenlands. I de senere år er der fornyet fokus på denne gamle, nye uopslidelige teknik. Således har Louisiana Museet i Humlebæk løbende bragt en tegneudstilling ved siden af andre udstillinger. Det har været soloudstillinger med bl.a. Joseph Beuys og David Hockney. I dette forår var der en stor udstilling i Paris: Drawing Now, samtidig med en udstilling af ægteparret Guerlains store samling af tegninger, som lige nu vises på Museet Kunsten, Aalborg. Og endelig er vi i Danmark så heldige at have en tilgængelig enestående samling på SMK, Statens Museum for Kunst.

Vi vil gerne vise eksempler på, hvad der nu præsteres herhjemme i tegningens verden og hvor mangfoldigt, det kan gribes an. Vi har samlet værker af tyve tegnere, både unge og ældre kunstnere, som vægter tegning som en væsentlig del af deres arbejde, og som her præsenterer arbejder fra de seneste år.

Det har givet et rigt udvalg af arbejder, som viser, hvad man kan med en enkel teknik: streg på flade. Hvis man kan.

Der er tegninger med udtryk af æstetik, poesi, der er nonfigurative tegninger, fantasifulde, iagttagede, fortællende eller dramatiske. Kunstnerne spænder i alder fra de unge til de gamle og i billedudtryk fra det mest sirlige og pertentlige til det kraftige og groft udførte. Men – obs. – der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem alder og udtryk. Tegning er enkel i sin form og afslørende i sit udtryk. Den skal kunne læses, skal kunne ses som et hele – og samtidig tåle, at vi stikker næsen tæt på stregerne og læser dem for at få det hele med.”

Kilde: Janus Bygningen

JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum

Lærkevej 25
6862 Tistrup

tirs-søn 13-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 75299825

Del

'TEGN'

Facebook