Tal R: Smukke dreng
28 aug 201919 okt 2019

Tal R
Tal R: Dora, 2019.

Tal R’s nye udstilling Smukke Dreng i Galleri Bo Bjerggaard består af malerier, tegninger og to film af Emma Rosenzweig.

I galleriets vestvendte lokaler mødes man af portrætter af de mennesker, der har deres gang i malerens hjem; malerens hustru, hans børn og venner samt stilleben af de ting og sager, som maleren har samlet til sig på sin vej; en ukrainsk gedebuk, børnelegetøj og kinesiske souvenirs. Efter ni år med harelim og pigmenter er Tal R med sin nye udstilling vendt tilbage til oliemaleriet. Der er stor fokus på detaljen, og malerierne fremstår mættede i deres overflod. Malerierne har en langsommelighed og ro, som giver beskueren mulighed for at dvæle ved motivet og detaljen. Vi oplever Tal R’s hustru og børn, som hviler i private øjeblikke på ornamentale baggrunde. Drenge som viser sig for os i statiske poseringer. Stilleben med objekter fundet på rejser og loppemarkeder.

Imens malerierne er opbygget af lag på lag af maling, viser de 50 tegninger i gangen som modspil hertil en anden lethed. Tegningerne udspringer af forskellige processer. Nogle er forstudier til malerierne, imens andre fungerer som en undersøgelse af det færdige motiv. Sammenhængen er klar, og man kan genkende universet.

I de østvendte lokaler viser Emma Rosenzweig to film; Smukke Dreng og Hans Hænder. Emma Rosenzweig har igennem halvandet år filmet drenge i Tal og Emmas fælles hjem. Filmen Smukke Dreng er en nøgtern dokumentation af de drenge, som har haft deres gang i det kinesiske værelse, ved sølvdøren og foran den grønne maskevæg. Filmet med et 8mm kamera og minimalt redigeret fortolker Emma den kvindelige fotografs blik på drenge som en reference til den klassiske kunsthistories ’mandlige’ blik. Hun viser drengenes forlegenhed og poseringer i en åben fortælling om skønhed og sårbarhed.

Kilde: Galleri Bo Bjergaard

Galleri Bo Bjerggaard

Flæsketorvet 85A
1711 København V

Tir-fre 13-18, lør 12-16

Gratis entré

Kontakt

+45 3393 4221

Tal R: Smukke dreng
28 aug 201919 okt 2019

Del

'Tal R: Smukke dreng'

Facebook