Ragnar Kjartansson

25 aug 20165 feb 2017

Med en hektisk udstillingsaktivitet i USA og Europa i disse år, udfolder Ragnar Kjartansson sit arbejde i mange forskellige medier – og referer både til litteratur, film, teater og musik. Ofte optræder han selv i sine værker, andre gange er det nære venner og familie, der er på rollelisten. Kjartansson inddrager også personlige anekdoter og minder, hvilket gør, at man let kan identificere sig med det tragikomiske og menneskelige drama, han involverer os i.

Iscenesatte tableauer
Ragnar Kjartanssons værker spejler vores eget sørgmuntre liv. Han holder det frem for os i sine iscenesatte tableauer, der ofte involverer musik og mange performere: Det er hverdagens evindelige gentagelser, den nordiske melankoli, dramaer, glæder, sorger og smertelige sandheder, som Kjartansson f.eks. finder i popsangens poesi.
Ragnar Kjartansson har selv spillet musik i mange år og understreger ofte betydningen af at være vokset op i en teaterfamilie. Hans værker fungerer netop ofte som iscenesættelser og kompositioner fulde af patos og humor uden en egentlig fortælling. I stedet arbejder han konceptuelt med gentagelsen – med langtidsvarende repetitioner, der kan folde sig ud over flere timer, dage og uger. Da han i 2009 repræsenterede Island ved Venedig Biennalen, var det således med en performance, hvor han i hele biennalens seks måneder lange åbningstid malede et billede om dagen af en af sine venner, der hver dag poserede for ham i badebukser, mens de røg og drak.

A Lot of Sorrow
Som man kan se i den performancebaserede videoinstallation A Lot of Sorrow finder Kjartansson romantisk Weltschmerz i popsangens melankoli: ”Sorrow found me when I was young / Sorrow waited, sorrow won” synger forsangeren i bandet The National, Matt Berninger. Perfomancen fandt sted på MoMA PS1 i New York i 2013 og var et samarbejde med The National, der spillede deres 3:25 minutter lange sang Sorrow live om og om igen i seks timer. Undervejs delte Ragnar Kjartansson selv mad og drikke ud til bandets medlemmer.
Sangens sørgmodige følelse fremhæves i den messende gentagelse, der både forstørrer og næsten tømmer sangens indhold for betydning. Forskellige kameravinkler følger bandets stadigt mere intense kamp med at gennemføre forløbet, mens man som publikum bliver hængende, opslugt af melodien og dens følelser, og af at følge bandets forskellige personligheder undervejs.

Scenes from Western Culture
I den anden store videoinstallation Scenes from Western Culture (2015), som blev vist første gang i hans store udstilling på Palais de Tokyo sidste år, har Ragnar Kjartansson iscenesat en serie af hverdagssituationer: Et par der spiser middag, børn der leger, en kvinde der svømmer, et elskende par, et hus der brænder m.fl. De ni store skærme fungerer som filmiske malerier eller levende tableauer over vores vestlige liv, som Kjartansson har idylliseret med inspiration fra den franske rokokomaler Antoine Watteau – tilsyneladende med både kærlighed og kritisk brod.
Kjartansson har udtalt, at han fik ideen til værket, da han kørte i taxa fra JFK lufthavnen til New York, og der var Careless Whisper i radioen: ”Suddenly I got Western culture claustrophobia, because it’s everywhere and it’s always the same songs; it’s always Careless Whisper somewhere”.

Performance-traditionen
Ragnar Kjartansson har igennem årene skabt sin egen stærkt forførende version af perfomance-traditionen. Som beskrevet i det store portræt af ham i The New Yorker for nyligt, definerede de tidlige performancekunstnere i 1960’erne som bl.a. amerikanske Bruce Nauman, Allan Kaprow og Chris Burden deres praksis i opposition til teatret: Der var ingen fortælling, dialog, kostumer, scenografi, eller ønske om at værkerne skulle søge at bryde med virkeligheden. Det var krav, som bl.a. den serbiske performancekunstner Marina Abramovic opblødte senere, hvor hun gav plads til drama og gennemprøvninger – dog stadig uden teatralsk illusion.

Kjartansson har totalt opgivet disse forbud og kaster sig i sine performances ud i det teatralske, der blandt andet giver genklang af forfatteren Samuel Becketts absurde dramaer. Med sin egen personlige fortolkning af nordisk melankoli fra kunstnere og populærkultur som bl.a. Edvard Munch, Halldór Laxness og ABBA tilbyder Ragnar Kjartanssons værker en kunstoplevelse, der rækker ud til beskueren. Værkerne kræver ikke andet end velvilje til at bruge tid på at opleve dem.

Kilde: CC