Nordic Views
19 jan 201810 mar 2018

Galleri Bo Bjerggaard åbner udstillingen Nordic Views i galleriets øst – og vestvendte rum. Nordic Views er resultatet af et samarbejde mellem galleriet og vores nordiske kollegaer. Udstillingen præsenterer fem nordiske kunstnere, der hver især har gjort sig bemærkede indenfor eget felt på samtidskunstscenen.

På udstillingen mødes den besøgende først af Nina Beiers installation Liquid Assets fra 2013. Som titlen antyder og typisk for Beier, er begrebet ‘værdi’ sat i stævne og forholdet mellem kunst og marked udforskes her med en ophugget ridderstatue i bronze præsenteret i montrer, der mimer en nationalmuseal kontekst. Den oprindelige kontekst og betydning er udvisket til fordel for materialets værdi og objektets nyvundne kategorisering som ‘Kunst’.

Det konceptuelle spor fortsætter i næste rum, hvor Dag Erik Elgin viser et udvalg fra sin nye serie af malerier Mirror falling from the Wall fra 2017. Værkerne måler alle 110 x 92 cm med billedfladen delt i to rektangler; én ugrundet og én dækket af oliemaling i forskellige farver. Dimensioner og komposition er en direkte reference til Caravaggios Narcissus (1597-99), og ordene i malerierne er en kombination af faktuel information om maleriet – såsom antal hæfteklammer og mængde bindemiddel anvendt – samt begreber nært beslægtede med maleriet som århundredegammel praksis og myte.

Annika von Hausswolffs fotografiske værker indtager sidste rum i vestfløjen. Hausswolff er kendt for sit iscenesatte fotografi, hvor hun gør brug af mediets dokumentaristiske kraft og ægger beskuerens nysgerrighed efter den forudgående historie – hvad er hændt? I am the Runway of your thoughts fra 2018, hvori en ung kvinde poserer med et mindre modelfly, er i tråd hermed. Værkserien har tydelige falliske referencer, men tager afsæt i kunstnerens egen flyskræk og et forsøg på at overvinde denne- Ligeledes er udgangspunktet personligt i What My Mother Taught Me, der udspringer af kunstnerens erindring om en håndleg hendes mor lavede, da hun var barn.

Ragnar Kjartansson: Architecture and Morality, 2016.
Oil on canvas. Courtesy of the artist and Galleri Bo Bjerggaard

At investere sig selv og sit ophav i værket er også ét greb den islandske kunstener Ragner Kjartansson benytter. I galleriets østvendte rum viser Kartansson således fem malerier fra serien Architecture and Morality fra 2016. Kjartansson tilbragte to uger på Vestbredden i de israelske bosættelser, hvor han malede husene og udsigten omkring sig; hverdagen i sin mest banale form – vasketøj, et hus, en cykel – i et af verdens og vor tids histories mest politiske brændpunkter.

I det tilstødende lokale udstiller Kaarina Kaikkonen sine tekstine værker. I Had The Upper Hand fra 2017 og I make mistakes fra 2013 er begge skulpturelle installationer med kvindelige konnotationer formet ud af herreskjorter og jakkesæt. Ligeledes med I Tried To Organize My Life fra 2017, der er en labyrintisk, fritsvævende formation af sammenrullede skjorter, der kaster skuggespil på væggen bagved. Barndomserindringer om forældrene – herunder faderens tidlige død – er et gennemgående tema for den finske kunstner, materialiseret gennem tekstilernes stærke symbolværdi og -ladning.

Kilde: Galleri Bo Bjerggaard

Galleri Bo Bjerggaard

Flæsketorvet 85A
1711 København V

Tir-fre 13-18, lør 12-16

Gratis entré

Kontakt

+45 3393 4221

Del

'Nordic Views'

Facebook