Tilstandsrapport fra det midlertidige

Da de sidste handlende i april i år forlod Grønttorvet i Valby, for at gøre plads til en ny københavnsk bydel, opstod der et vakuum, indtil de eksisterende bygninger bliver revet ned, og det nye boligbyggeri kan påbegyndes. Dette indebærer blandt andet, at der er blevet taget initiativ til et par nye kunstnerdrevne udstillingssteder, der i de næste par år eller mere vil have til huse i Grønttorvets midlertidighed.

At omfavne det forgængelige
“Vi har taget forgængeligheden til os,” fortæller billedkunstner Jakob Hunosøe, der sammen med kollegerne Anne Torpe, Jeanette Hillig og Louise Langgaard samt kurator Rebekka Elisabeth Anker-Møller har etableret udstillingsstedet RØM i en nedlagt papirhandel på det gamle grønttorv.

Rummet fremstår slidt, men har med sine gule murstensvægge samtidig noget mondænt over sig. “Jeg kan ikke hænge et værk op på den væg,” var Hunosøes umiddelbare reaktion, og kunstnernes første indskydelse var da også at få spartlet væggene ud og malet dem hvide. Men i takt med at de fem brugte mere tid i rummet, blev det vigtigt for dem at bibeholde dets særkende og dermed distancere sig fra Indre bys hvide udstillingskasser.

Titlen på RØMs åbningsudstilling var Space In Between og kan forstås som en reference til de udstillede værkers indbyrdes relation i udstillingssammenhængen, men også som en karakteristik af RØM som et udstillingssted med en udløbsdato. RØM opfordrer da også de udstillende kunstnere til at gå i dialog med udstillingsrummet. “Vi vil gerne have, at kunstnerne tager stedet til sig og forholder sig til forgængeligheden,” forklarer Hunosøe og understreger, at forgængelighed ingenlunde skal ses som et entydigt negativt begreb, men som et vilkår, der også kan tilføre energi til øjeblikket.

For Michael Boelt Fischer, hvis udstilling Apples and Pears er aktuel på RØM, falder det ham naturligt at arbejde med det midlertidige og med forfaldet. Flere af hans tidligere værker har fået lov til at forgå og andre har delvis givet næring til nye værker, i hvad han selv beskriver som en økologisk værkcyklus. At Boelt Fischer samtidig arbejder med motiver, der indeholder frugt og grønt, tilfører udstillingen et stedsspecifikt islæt, og som en naturlig ting er titlen også hentet fra dette forhold.

Boelt Fischer er en af de kunstnere, som ikke længere har nogen direkte tilknytning til et galleri, og som derfor kan nyde godt af et udstillingssted som RØM, og han påpeger, at disse alternative udstillingssteder kan være med til at udvide det handlerum, der er for kunsten. Al den stund, at der ikke skal tjenes penge på udstillingerne, giver det de udstillende kunstnere en mulighed for at fokusere mere ensidigt på kunsten uden at behøve at bekymre sig for meget om udenomsværket.

Stedsspecifikke undersøgelser
Er det stedsspecifikke et element i udstillingerne på RØM, er det selve omdrejningspunktet for naboen PIRPA, der drives af kunstnerne Cai Ulrich von Platen og Camilla Nørgård. PIRPA ligger i den anden halvdel af den gamle papirhandel, og lokalerne er omtrent identiske, men navnet på udstillingsstedet er alene et resultat af at benytte det forladte lokales eksisterende skilt og bytte om på stavelserne. Den stedsspecifikke undersøgelse er også den særlige vinkel, PIRPA beder de udstillende kunstnere lægge ned over deres projekter til rummet.

Således er den nyligt åbnede udstilling Døgner af Christian Hansen resultatet af en række lydoptagelser og fundne objekter fra Grønttorvet, som kunstneren har indsamlet over flere uger. I udstillingsrummet arbejder de enkelte optagelser sig ind i hinanden og tilfører rummet en stemning af industrielt liv, der står i kontrast til det visuelle indtryk af et rum, der er blevet forladt. På den måde forlener Hansen i skikkelse af Døgneren de opstillede fundne artefakter med et efterliv, som har en særlig pointe i relation til PIRPA.

Nogenlunde halvvejs inde i rummet findes et lille rum på et par kvadratmeter med en håndvask og et aflukke til, hvad der formentlig er et toilet. Over indgangen fortæller en dymo-udskrift, at man entrerer “Dennis Lund’s Rygekontor”. Nørgård og von Platen har valgt at bevare denne kuriositet, men har også tilegnet det lille rum en speciel funktion for PIRPA. Det er nemlig tanken, at rygekontoret skal udvikle sig til en slags wunderkammer over de forskellige udstillinger, og således vil alle udstillere få til opdrag at efterlade en del af deres udstilling i rummet og dermed bidrage til en levende arkivering, der ifølge von Platen sagtens ville kunne indgå i nye sammenhænge, når PIRPAs dage er talte.

“Som udstillingssted vil vi gerne udnytte de muligheder, som byudviklingen efterlader,” siger von Platen og fortæller, at de fleste billedkunstnere ifølge ham godt kan lide at blive påvirket af andet end de traditionelle institutioner. I stedet for et løfte om salg af værker kan PIRPA tilbyde en større frihed og fleksibilitet, da stedet i det store hele kan drives uden udgifter, og samtidig indskriver udstillingsstedet sig i billedkunsttraditionen for at søge den forladte industri. Selvom beliggenheden måske betyder færre besøgende, oplever von Platen, at de, der vælger at tage turen til Grønttorvet i højere grad er engagerede i deres kunstoplevelse.

Forankret i det midlertidige
At der kan være noget om snakken bekræftes af, at udstillingsstederne allerede har planer for den kommende tid. Næste udstilling på PIRPA bliver således en fotografisk undersøgelse af det nedlagte grønttorv, og billedhuggerne bag Skulpturi er også i dialog med Nørgaard og von Platen. Jakob Hunosøe påpeger dog, at det også er vigtigt, at kalenderen ikke bliver så fuld, at de ikke har mulighed for at reagere på pludseligt opståede muligheder, og meget sigende henvender en kvinde sig under vores samtale, for at høre om muligheden for at afholde en koncert.

Det er blandt andet situationer som ovennævnte, der kan tilføre udstillingsstederne en umiddelbar energi, der er med til at gøre det sjovt at være udstiller, og det sjove er en vigtig drivkraft for disse kunstnerdrevne udstillingssteder, når de nu ikke gør sig forhåbninger om et økonomisk afkast. Det spiller også en rolle for kurateringen, påpeger Hunosøe og betoner nødvendigheden af et uforudsigeligt element i forhold til udstillingerne, og selvom kunstnerne bag RØM forventer på et tidspunkt at udstille sig selv, er det ikke en egentlig ambition.

For begge steder gælder det, at de er dybt forankrede i deres midlertidige situation. RØM træder et skridt tilbage og forsøger at forholde sig til det forgængelige i almindelighed, og PIRPA zoomer ind på det konkrete limbo for et sted, der ikke ikke længere er, hvad det var og endnu ikke er blevet til, hvad det skal være.