I videoinstallation på det nordsjællandske udstillingssted Teksas lader australske Mikala Dwyer en gruppe mennesker iklædt rituelle kostumer tage plads på transparente beholdere og skide. Ikke for at provokere, men for at vise at lort er demokratisk.
På overrumplende vis forbinder den australske kunstner det personlige, det videnskabelige og det spirituelle. På udstillingsstedet Teksas udstiller Mikala Dwyer nærmest kultiske installationer og videoværker. Hendes værk går uden om kategorier og spænder over mange medier og materialer, der samler sig i universelt aflæselige kompositioner.
Mikala Dwyer kalder dog ikke sine udstillinger for installationer, men derimod “forsamlinger” (gatherings).
Kroppen som arkitektur
Med værket Goldene Bend’er tager hun fat i kroppen som arkitektur – en kanal for passage.
I videoinstallationen lader hun en gruppe mennesker, iklædt rituelle kostumer, tage plads på transparente beholdere og skide.
Om denne akt siger Dwyer: “Det er menneskehedens mest demokratiske handling – en biologisk nødvendig funktion, vi alle deltager i. Det er også en handling forbundet med skam, privathed, gemt væk i arkitektoniske foranstaltninger, der har til formål at aflede handlingen”.
Dwyer ønsker med dette skridt ikke at provokere, men at pege på aspekter af, hvad lort repræsenterer set ud fra bl.a. sociale, samfundsmæssige, arkitektoniske, psykologiske og kropslige aspekter ved selve akten.
