Empatiens flugt over havet

Empatiens flugt over havet

Søm i egen kiste eller slag til vor medmenneskelighed? Superflex udfordrer atter engang selvtilstrækkeligheden. Still fra værket: European Union Mayotte (2015).

I et enkelt men kritisk greb tager kunstnergruppen Superflex fat om et af vor tids mest presserende emner med soloudstilling YOU CAN’T EAT IDENTITY hos Nils Stærk.

”When the last tree is cut down, the last fish eaten, and the last stream poisoned, you will realize that you cannot eat money.” Citatet er af ukendt afsender, men tilskrevet indfødte indianere i USA og har været sat i tale som modstand til samfundets klimatiske ignorance, der typisk har gået hånd i hånd med en uhensigtsmæssig udnyttelse af naturen og dens resurser.

I disse dage har den danske kunstnertrio Superflex en soloudstilling ved deres københavnske galleri Nils Stærk under titlen YOU CAN’T EAT IDENTITY.

Identitet som kapital kampplads
Titlen, der minder én om førnævnte opråb fra naturens folk, peger hér ind i en anden, nutidig økonomi, nemlig identiteten. Selfies, sociale medier, overdrevet forbrug, gen-design og plastic kirurgi er bare nogle af værktøjerne i identitetskampen, hvor selvoptagetheden udsondrer større tanker om sameksistens eller basale følelser som samvittighed, empati og social anfægtelse.

Man kunne for så vidt omskrive citatet – nu med Superflex’ sociale, humanitære vending:

Superflex: You Can't Eat Identity, Installationsview.
Superflex: You Can’t Eat Identity, Installationsview.

”Når den sidste båd er sunket i Middelhavet, de sidste børn sat i flygtningelejr og du sidder ensom tilbage, vil du indse, at du ikke kan leve alene.”

Vi vil sidde forskanset i vores selvdyrkelse, imens alle dem, vi er eksistentielt forbundet med – vore medmennesker – vender bugen opad i Middelhavet. Det er den barske men virkelige virkelighed, som Superflex italesætter i deres dobbelte videoværk European Union Mayotte og de syv malerier i det tilstødende lokale hos Nils Stærk.

Sammen for pengene
Malerierne, akryl på hørlærred og ikke ligefrem hverdagsproduktioner hos Superflex, taler netop som malerier (kunstens primære vare-format) ind i en økonomi, og på flere planer. ”You can’t eat identity” pryder de syv værker i EU-pengesedlernes format og syv grundfarver (€5, 10, 20, 50 , 100, 200 og 500).

De mimer det monetære fællesskab, der her symboliserer EU. Det er vel at mærke ikke EU som fredsbevarende, politisk, humanistisk fællesprojekt med en evne til at skabe meningsfuld og bedre sameksistens, men EU som økonomisk magt og velstand.

Superflex: You Can't Eat Identity / 50+100+200+500 Euro, 2015.
Superflex: You Can’t Eat Identity / 50+100+200+500 Euro, 2015.

Imens runger variationer over fraser som ”men, hvad får vi ud af det” eller ”vi har ikke råd til at hjælpe flere” i baghovedet fra EU-valgkampen og flygtningedebatten herhjemme. Nu har Danmark (og flere andre EU-lande) meget symptomatisk valgt ikke at stå sammen med vore europæiske fæller, men prioriteret os selv og vores. Det er en generel flugt fra socialt ansvar og anfægtelse, der er på færde, og udstillingen må ses som en kommentar til forhold i både Vesten, EU, og helt oplagt også Danmark.

En utrættelig kamp
EU er det geografiske og politiske omdrejningspunktet i udstillingen og gør hele denne kritiske manøvre ekstrem aktuel. I 2014 tog Superflex til øen Mayotte – én af de fire øer, der udgør Comorerne lige nord for Madagaskar, hvor de havde fået en bestillingsopgave på et værk til det lokale hospital, men endte altså med at reagerer på den virkelighed de mødte på Mayotte.

Øen er nemlig en gammel fransk koloni, der har valgt at beholde sin tilknytning til det europæiske kontinent, og derfor fungerer som EU’s nærmeste bagdør bare fem kilometer fra den nærmeste afrikanske kyst. Det forhold har gjort Mayotte til et trafikeret land og farvand, med tusinder af liv skyllet op på kysterne.

Superflex: European Union Mayotte, 2015. (still fra værket)
Superflex: European Union Mayotte, 2015. (still fra værket)

European Union Mayotte (2015) fortæller denne historie. Ikke som konkret fortælling, men mere som en tilstand. De to skærme i installationen udfolder hver deres virkelighed: bådbyggerens og flygtningens. Vi følger på værkets store projektion to indfødte bådbyggere på Anjouan (70 km fra Mayotte), der med uhyre simple materialer og metoder bygger en glasfiberjolle, en ”kwassa kwassa” (ustabil båd, red.) som de kalder dem, en decideret balje uden den fjerneste sødygtighed.

Superflex: European Union Mayotte, 2015. (still fra værket)
Superflex: European Union Mayotte, 2015. (still fra værket)

Alt foregår med tydelig erfaring og vi når gennem videoens udstrækning (ca. 10 min.) fra helt tidlige komponenter og bearbejdning af fibrene til færdig båd – og så: forfra, understreget med værkets utrættelige loop.

Drømmen om det rigtige – ikke det gode – liv
På værkets mindre projektion er vi til havs og mærker nu dels havets kraft og bådens tarvelige egenskaber som transportmiddel. Vi sidder som beskuere i en anden vuggende båd og kigger over på en tom søster-båd. Søgangen styrer blikket, og når ’vi’ krænger, ruller og vipper, gør den anden båd det samme, lidt forskudt, og forsvinder igen og igen fra horisonten.

Superflex: European Union Mayotte, 2015. (still fra værket)
Superflex: European Union Mayotte, 2015. (still fra værket)
Superflex: You Can't Eat Identity, Installationsview.
Superflex: You Can’t Eat Identity, Installationsview.

Også denne projektion kører i loop, og giver denne del af værket en karakter af håbløshed, uendelig flugt, afmagt, klaustrofobi og søsyge. Hele dette værk ender et sted mellem håb, længsel og overlagt selvmord og peger på en samfundsidé, der i dag og sikkert mere end nogensinde handler om ’det rigtige liv’, og hvem der får adgang til det, og ikke ’det gode liv’.

Superflex er en af de aktører, der forstår at operere i det globale felt, hvor politik, økonomi, resurser og vilkår i verden bliver det egentlige perspektiv og selve drivkraften for værkerne. Det er YOU CAN’T EAT IDENTITY et enkelt men skarpt udtryk for. Så hvis man i det nye år vil præges af mindre selvdyrkelse, en social horisont, der rækker ud over ens Facebook-venner og mere medmenneskelighed, så er denne udstilling et godt sted at skabe mental forbindelse til nogen af dem, vi gik og troede, vi ikke var forbundet med.

Superflex: You Can't Eat Identity, Installationsview.
Superflex: You Can’t Eat Identity, Installationsview.

Superflex består af Jakob Fenger, Rasmus Nielsen og Bjørnstjerne Christiansen og har eksisteret siden 1993 og lavet projekter i hele verden, der har kommenteret på politiske og økonomiske forhold. Link til Superflex' hjemmeside

Superflex har også lavet en decideret film i forbindelse med rejsen og projektet om Mayotte. Den blev vist under CPH:DOX og vises igen i 2016 på forskellige internationale festivaler. Bl.a. den 6. Marrakech Biennale og den internationale dokumentarfilm-festival Cinéma du Réel i Paris.

Del artiklen

'Empatiens flugt over havet'

Facebook