Arkitektonisk uhygge

Arkitektonisk uhygge

Jesper Rasmussen: KUNSTEN. Fra serien Off Location.

Billedserie

Udstilling

Off Location

7 aug 2010 3 okt 2010

Jesper Rasmussen

Utzon Center
Se kort og tider

Jesper Rasmussen viser installatoriske og fotografiske værker på Utzon Centret under den mærkelige titel Off Location. Fællesnævneren er, ifølge kunstneren, arkitektoniske undersøgelser med et strejf af uhygge.

Check in ved Byzans
Jeg bliver i tvivl, om jeg er gået forkert, da jeg træder ind i udstillingslokalerne og bliver mødt af et afspærringsbånd, der ligner dem, man møder ved check in i lufthavnen. Men der er blot tale om værket Byzantium, som hurtigt viser sig at være toneangivende for udstillingens tematik.

Udstillingsview. Foto: Jesper Rasmussen.
Udstillingsview. Foto: Jesper Rasmussen.
Udstillingsview. Foto: Jesper Rasmussen.
Udstillingsview. Foto: Jesper Rasmussen.

Jesper Rasmussens udstilling er bygget op af fire dele, der alle udforsker og udfordrer forholdet mellem kunst og arkitektur i både installatoriske og billedlige udtryksformer.

Hvert afsnit af udstillingen tager udgangspunkt i beskuerens kropslige og visuelle tilstedeværelse i rummet; som for eksempel ved dette første værk, hvor kunstneren bestemmer den besøgendes koreografi.

Palle alene i verden
Jeg befandt mig alene i udstillingslokalerne under det meste af mit besøg. Følelsen af at være alene blev dog for alvor forstærket ved synet af Jesper Rasmussens fotoserie, der med titlen Off Location har lagt navn til udstillingen.
Heri har han skabt et univers, der i yderste potens mimer den klassiske børnebogsfortælling om Palle alene i verden.

Jesper Rasmussen: Bella Vista. Fra serien Off Location.
Jesper Rasmussen: Bella Vista. Fra serien Off Location.

Ikke-steder
På fotografierne ses velkendte offentlige rum og bygninger, som dog synes svært fremmedgjorte.
Ud over selve bygningernes arkitektoniske form er alle omgivelser og tegn på menneskelig aktivitet retoucheret væk.

Jesper Rasmussen: Zeytinburnu. Fra serien Off Location.
Jesper Rasmussen: Zeytinburnu. Fra serien Off Location.

Off Location er selvfølgelig en omskrivning af det kendte begreb ‘on location’ (på stedet)”, forklarer Jesper Rasmussen.
“Titlen refererer til, at bygningerne ved den digitale bearbejdning transformeres fra at være et bestemt sted til at være et ikke-sted. De er så at sige holdt op med at være ‘on location’.”

Et skred i virkelighedsopfattelsen
Det freudianske begreb ´Das Unheimliche´, der netop søger at formulere dét, at noget på samme tid virker bekendt og alligevel fremmed, bringes med god grund ofte i spil i forhold til Rasmussens værker. Jesper Rasmussen forklarer:

”Pointen med det unheimliche er netop, at uhyggen ikke ligger i det ukendte mørke, men at uhyggen i vores massekultur, hvor alt er medieret og eksponeret, netop findes på de velbelyste overflader, vi tror vi kender så godt, og så er der alligevel et eller andet galt…”

 Trapperum. 2 x udstillingsview. Foto: Jesper Rasmussen.
Trapperum. 2 x udstillingsview. Foto: Jesper Rasmussen.

Stairways to Heaven
En lille trappe går ind i en åbning i væggen, hvorfra et himmelsk lys strømmer. Det viser sig at være værket Trapperum, der udfylder hele rummet bag åbningen.

Trappekonstruktionen gør det muligt for den besøgende, at bevæge sig fra gulv til loftsvindue. Herfra er det muligt at nyde udsigten over Utzon Centrets særegne tagkonstruktion.

En gråzone mellem kunst og arkitektur
Jesper Rasmussens installatoriske del af udstillingen er blandt andet inspireret af modsætningsforholdet mellem form og funktion.

I gråzonen mellem kunst og arkitektur forsøger Jesper Rasmussen at skabe nye fortællinger af de forskellige rum.

Om Trapperum fortæller han: ”Trapperummet er et indgreb i den bestående arkitektur, der interaktivt kan benyttes som arkitektur, men som samtidig er et meget mærkværdigt udsagn, når det gælder fortællingen om det pågældende rum.”

 Trapperum. Udstillingsview. Foto: Jesper Rasmussen.
Trapperum. Udstillingsview. Foto: Jesper Rasmussen.
 Trapperum.
Trapperum.

Uhyggen opstår i denne fortælling, da den netop griber fat om ens vante opfattelse af et rum. Det gør det eksempelvis svært at forholde sig til den nye rumlighed, som Trapperum skaber.

Livstegn
Tilbage er blot at sige, at hvis man besøger udstillingen, er det værd at holde øje med ét af billederne i fotoserien, hvor der stadig er tegn på liv. En fin kontrast til det øvrige billedsprog – hvis man ellers kan finde det!

Jesper Rasmussen (f. 1959) er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 1985.

Siden da har han arbejdet med skulpturer, installationer, grafik, fotografi, film og publikationer.

Han var blandt andet medstifter af kunstnergruppen Solkorset og har siden 1981 været medredaktør på kunsttidsskriftet Pist Protta.

Han er nu rektor for det Jyske Kunstakademi i Århus.

Billedserie

Udstilling

Off Location

7 aug 2010 3 okt 2010

Jesper Rasmussen

Utzon Center
Se kort og tider

Del artiklen

'Arkitektonisk uhygge'

Facebook