Udstillingen Skillelinjen: Film og performance om grænsekontrol og grænsekrydsning tager udgangspunkt i film og samtidskunstens rige tradition for at undersøge grænser både som geografiske og sociokulturelle og symbolske skillelinjer. Udstillingen præsenterer film, video og live performance af 5 transnationale kunstnere, filmmagere og aktivistgrupper, som bringer nye indsigter i den aktuelle situation. De fleste af deltagerne har selv oplevet flugt eller migration.
I sin videoinstallation Empire’s Borders 1 (2008-09) viser Chen Chieh-jen (Taiwan), hvordan stærkere nationers diskriminerende visumregler er et redskab til at ekskludere og styre svagere nationers borgere. Dokumentarfilmmageren David Fedele (Australien) giver i sin film The Land Between (2014) et gribende indblik i den desperate tilværelse, som en gruppe illegaliserede afrikanske migranter henslæber i det nordlige Marokkos bjerge, mens de drømmer om at forcere hegnet til Spanien og et ‘bedre liv’ i Europa. I sin film The Crossing (2015) tager dokumentar-filmmager og fotojournalist George Kurian (Indien / Tyrkiet) beskuerne med på en gruppe syriske kvinder, mænd og børns farlige migrationsrute til Europa og blotlægger alle de territoriale såvel som sociokulturelle grænser, de må krydse. Endelig dokumenterer det transnationale netværk Welcome to Europe i et udvalg af video- og publikationsmateriale, hvordan det europæiske grænseregime i foråret/sommeren 2015 blev gennembrudt af de hundredtusinde flygtninge og migranter på Balkan-rutenn, som besluttede ikke længere at lade sig afskrække af mure, hegn og vagter.
Kilde: CAMP (Center for Migrationspolitisk Kunst)
c/o Trampolinhuset
Thoravej 7, stuen
2400 København NV
Tir-ons, fre 13-18, lør 14-17, lukket sidste fre og lør i hver måned
Entré til udstillinger
+45 7214 0766