Guld og magi
22 apr 20218 aug 2021

Marc Quinn: Sirene, 2007. Foto: David Stjernholm.

ARKEN genåbner med særudstillingen Guld og magi, hvor gyldne skatte fra Nationalmuseet går i dialog med den største samtidskunst. Udstillingen tager publikum med på en rejse gennem mange årtusinder for at udforske guldets magt og magi, som mere end nogensinde optager kunsten i dag.

Guldet har siden oldtiden fascineret mennesket. Vi spejler os i guldet, og måden vi bruger guldet på, viser hvem vi er: Fra oldtidens offergaver og middelalderens gyldne altre til samtidskunsten, der med guldet som materiale, viser sammenhængen mellem værdi og identitet. I forårets store særudstilling rykker kulturhistoriske genstande og dyrebare nationale klenodier fra Nationalmuseet ind på ARKEN, og der opstår et spændende møde mellem kulturhistorien og kunsten. Det møde giver nye perspektiver på vores tusind år lange historie med guldet.

Over hele verden prøver kunstnere i disse år kræfter med guld. De bruger det til at fortælle om mennesket og vores samfund – og til at sætte spørgsmålstegn ved vores nationalisme og forbrug. I Guld og magi viser internationale stjernekunstnere som Damien Hirst, Sylvie Fleury, Lorna Simpson, Thomas J. Price, Bill Viola og Ugo Rondinone, hvordan rigdom, identitet og magtudøvelse er vævet tæt sammen, og de sætter spot på vores evige jagt på lykke og skønhed gennem guldet. Nogle kunstnere er optagede af guldets magiske og religiøse aspekter, mens andre bruger det dyrebare materiale til at tematisere den globale, koloniale historie, som er uløseligt forbundet med guld. I dialogen med samtidskunsten på ARKEN får de kulturhistoriske genstande ny identitet.

Guld og magi tager publikum med jorden rundt. Der er gyldne genstande fra Colombia, Thailand og Japan, fra de danske konger og den almindelige dansker. Nationalmuseets samling viser, hvordan guldet siden oldtiden har rejst med mennesker på tværs af kontinenter, og at rigdomme ofte samles på få hænder og i nationale skatkamre.

Kilde: Arken Museum for Moderne Kunst

 

ARKEN Museum for Moderne Kunst

Skovvej 100
2635 Ishøj

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Ons-søn 11-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 43540222

Del

'Guld og magi'

Facebook