Nanna Abell: Bikini Atoll
27 feb 201620 mar 2016

Nanna Abell er uddannet fra Det Kgl. danske Kunstakademi, hvor hun tog afgang i 2013. Abell har de seneste år deltaget på flere signifikante gruppeudstillinger, hendes arbejde spænder bredt imellem skulptur, installation, fotografi, performance og duft, som indgår i en poetisk naturvidenskabelig tilgang. Nanna Abell arbejder i et minimalt skulpturelt formsprog, med en interesse
for tegnmæssige sammenkoblinger og kollaps. I sin æstetiske undersøgelse bruger Abell ofte populærkultur, eksempelvis modeindustriens produkter, som materiale.

Pressefoto
Pressefoto

Abells billedkunstneriske arbejde søger ofte dynamikken i koblingerne/kollapset, tit på flere niveauer og gerne samtidigt.  I Abells værker er der ofte en kontrasterende stoflighed; værkernes sammensætninger kan være elastisk stof og hårdt stål, der sættes i ny
relation, det solide og det flygtige som eksempelvis parfumeduft i beton, eller de negative rum i skulpturen der inddrager det omgivende rum, således at værket smitter af på sine omgivelser og omvendt. Abells kunstneriske metode skal ikke forstås som et ønske om at skabe et sammenstød mellem modsætninger, det skal nærmere ses som et forsøg på at destabilisere den vante sansning. Den destabiliserede eller forvirrede sansning, skal ses som en produktiv aktør, noget kunstteoretikeren Gertrud Stein også plæderede for. Abell har bl.a. brugt duft som kunstnerisk materiale i flere sammenhænge, fordi hun finder dens ucensurerede indtrængen i sindet interessant og gavnlig som et destabiliserende element. Dermed åbnes op for en flertydig sansning.

I Abells værkpraksis er det ofte sammensætningen af forskelligartede produkter der udgør værket, og hvor den logiske sammenkobling kan være udelukkende æstetisk. Abell trækker på minimalismens formsprog, fordi hun finder, at dets reduktion af former (det billedlige i skulpturen) åbner op for at betydningsdannelsen sker et andet sted: i sansningen, i rummet, i det sociale.

Bikini Atoll er en del af Ringsted Galleriets to årige udstillingsprogram, der kredser om den afdøde billedkunstner Albert Mertz’ hypotese om at betegnelsen kunst er en reduktion af perceptionen til fordel for en intellektuel forestilling eller tankevirksomhed. Ambitionen med udstillingsprogrammet er at forholde udstillere og publikum til den problematik at værkerne altid indskriver sig i en referenceramme hos både kunstner og publikum, og at disse forestillinger også former oplevelsen af det perciperede. Hos Nanna Abell er udgangspunktet nærmere at lave skulpturer og form, der kan destabilisere referencen. Med udstillingsprogrammet ønsker vi, dels at fremhæve kontekstens betydning for perceptionen, og dels at tydeliggøre værkets formelle egenskaber.

Kilde: Ringsted Galleriet

Ringsted Galleriet

Bøllingsvej 15
4100 Ringsted

Lør 13-16 eller efter aftale

Kunst på wires kan ses 24/7

Gratis entré

Kontakt

+45 42201111 / +45 30428727

Nanna Abell: Bikini Atoll
27 feb 201620 mar 2016
Kurator

Del

'Nanna Abell: Bikini Atoll'

Facebook