Gruppeudstilling
5 nov 201726 nov 2017

Det er med glæde at Ringsted Galleriet præsenterer årets sidste omgang: Gruppeudstilling med Frederikke Andersen, Ivan Andersen og Oskar Sølvsten Sørensen.

Olie på lærred, grafik på papir, klassiske materialer dominerer, stille undersøgelse af etik og formelle studier er hér ikke hinandens modsætninger. Udstillingen sætter sig på tværs af vores rastløse flow med sine langsommelige maleriske studier, de fint bearbejdede tegninger, der inddrager verdensbegivenheder i egen stille (undseelige) logik. Med volumen tæt på ’0’, er det narrative og formelle viklet helt tæt sammen. Det er folkedans som punk.

Med en sammenblanding af de narrative og formelle undersøgelser viser Oskar Sølvsten Sørensen oliemalerier – portrætter af familie, venner og bekendte. Modsat portrætgenren, der historisk set er en fejring af status og magt, er Sørensens modeller uden særstatus – de er som mennesker er flest. Arbejdet har pågået i Sørensens lille lejlighed, og er vel nærmest demonstrativt udramatisk i sin metode. Ved valg af denne type modeller og de direkte observationer, forsøger Sørensen at øge den indholdsmæssige dybde og sensibilitet i værkerne, portrætterne kan aflæses som formelle sværmerier omkring maleriets genstandsfelt.

Hos Ivan Andersen fungerer motivet i større eller mindre grad som en undskyldning for formelle maleriske undersøgelser, og hvor det narrative indhold er sekundært. Dog bidrager figurationen med nogle retningslinjer for, hvordan forskellige teknikker skal/kan kombineres, for at repræsentere specielle overflader og stofligheder med udgangspunkt i – eller i bevidst modstrid med – det motiviske forlæg. Det genkendelige i figurationen tilfører de materielle  undersøgelser en anden kvalitet end i de mere klassisk abstrakte værker.

Ivan Anderssen: Klint

Fælles for de tre billedkunstnere er deres optagethed af den formelle proces, hvor Ivan Andersen og Oskar S. Sørensen bruger motiver til at undersøge maleriets tekstur og dets mulighed for abstraktion, arbejder Frederikke Andersen mere heterogent med materialerne. Hun har bl.a. arbejdet med bandana-æstetik, broderier, maleriet sideløbende med et indhold, der varierer fra gang til gang. Temaet er ’offer’ for Andersens formelle og idiosynkratiske logik. Det storpolitiske bliver her småpoetiske udfald, som ikke er venstre- eller højreorienterede udlæg, i stedet afmonteres de velkendte magtsymboler til malplacerede og sarte prydsobjekter.

Med det nye 2-årige udstillingsprogram de-co- lage! vil Ringsted Galleriet igennem 12 udstillinger præsentere forskellige  kunstneriske tilgange og ikke mindst materialebehandling. Kunstrummet er som bekendt ikke længere et visningssted forbeholdt teknisk mesterskab, eksklusive materiale og lovord omkring det subversive Med dette program ønsker at vi indfange det enorme spænd, der er i kunstrummet, fra det lille formelle nørderi, til spektakulære magtdemonstrationer. Vi håber meget at se jer til efterårssæsonens sidste udstilling, hvor vi til åbning vanen tro byder på et lille glas og artist-talk, der giver mulighed for at få et indblik i de udstillende kunstneres praksis.

Kilde: Ringsted Galleriet

Ringsted Galleriet

Bøllingsvej 15
4100 Ringsted

Lør 13-16 eller efter aftale

Gratis entré

Kontakt

+45 42201111

Del

'Gruppeudstilling'

Facebook