GRO
20 maj 201711 jun 2017

Gruppeudstillingen GRO viser værker, der alle på hver sin måde, beskæftiger sig med naturen og menneskets håndtering af naturens ressourcer. De udstillede værker tager dels udgangspunkt i biologien og naturens biodiversitet og dels i de politiske, økonomiske, filosofiske og sociale aspekter, der knytter sig til naturen og menneskets forhold dertil.

HUSET har inviteret 10 kunstnere til at deltage i udstillingen. Det er kunstnere, der arbejder med GRO-temaet på hver sin måde, ud fra forskellige strategier og ikke mindst i meget forskellige materialer.

På udstillingen præsenteres vi bl.a. for Camilla Berners buketmotiver i Plant Collection / Planteindsamling. Buketterne er sammensat af ukrudt plukket på tomme byggegrunde i Seoul og arrangeret i vaser fra Bing & Grøndahl med typiske danske landskabsmotiver. Seoul er en by, der er vokset eksplosivt de seneste årtier, og derfor er en tom byggegrund i indre Seoul en uhørt sjældenhed. Ukrudt på en hel matrikel kommer således til at stå i stor kontrast til de skyhøje m2 priser. I koreanernes vækst væk fra en tilværelse som et u-land for blot 30-35 år siden, kan ukrudt ikke anerkendes som en værdi i sig selv, og når ukrudtet fremhæves som en smuk buket i Berners værker, vendes dette værdiforhold på hovedet. Værkerne fortæller derfor en hel del om Seouls byplanlægning, men også om koreanernes syn på naturen, når den titter frem i byrummet.

Nicolai Howalt deltager i GRO med værket Oldest Living Tree, Old Tjikko, is a 9,558-year-old Norway Spruce, som gengiver Old Tjikko en rødgran i det nordlige Sverige, som ifølge nyere undersøgelser er blevet dateret som verdens ældste træ. Old maTjikko ser umiddelbart undseelig ud, men træets rodnet er blevet dateret til at være 9558 år gammelt. De sidste 100 års klimaforandringer har bevirket, at en stamme er vokset op fra rodnettet igen, så træet nu igen er synligt. Værket viser således på poetisk vis naturens kredsløb, der kan strække sig over enorme tidsrum, ved siden af hvilke et menneskeliv er uendelig kort.

Pernille Pontoppidan Pedersens bidrag til GRO er værket Beehappy; et interaktivt værk, hvor HUSETs gæster kan trække frøkugler, frø rullet ind i ler. Masanobu Fukuoka (1913-2008) var en landmand og filosof, der udviklede så-metoden med frøkugler. Hans metoder og tankegang har haft stor indflydelse på permakulturen i vesten. Værket Beehappy opfordrer publikum til at viderebringe frøkuglerne og på den måde sætte deres præg på naturen, når de færdes i den. Automaten indeholder to slags frø, Honningurt og Rødkløver, begge grøngødningsplanter til jordforbedring og planter, der tiltrækker bier.

Silas Inoue, Untitled 5, mold on wood, hermetically sealed by acrylic glass, 70x50x4 cm. 2016. fra udstillingen GRO

Silas Inoue viser en række billedlige værker, hvori skimmelsvampe udgør en form for vertikalt landskab eller levende abstrakt maleri. Skimmelsvampe er en af naturens mest betydningsfulde nedbrydningsorganismer. Disse hårdføre vækster, der normalt forbindes med forfald, og som udgør en potentiel fare for mennesker og dyr, kan samtidig indeholde en særegen form for skønhed. Inoue benytter dette udtryksmæssige potentiale ved at kultiverer skimmelsvampe i hermetisk lukkede biotoper. Det bliver således muligt at betragte skimmelsvampenes komplekse strukturer i sikkerhed for deres sundhedsskadelige sporer, samtidig med at værkerne peger på naturens cykliske gang, og på de økologiske kollaps som konstant finder sted.

På udstillingen deltager:
 Camilla Berner, Stine Bidstrup, Maria Bojsen, Nicolai Howalt, Silas Inoue, Maria Koshenkova, Karen Lise Krabbe, Lisbeth Nielsen Lyrstrand, John Olsen & Pernille Pontoppidan Pedersen.

Kilde: Huset i Asnæs

HUSET i Asnæs

Storegade 31
4550 Asnæs

Tirs-søn 13-17
Lukket man og mellem udstillinger

Gratis entré

Kontakt

+45 59650861

Del

'GRO'

Facebook